Nej, ateisme er stadig ikke en religion

Følgende indlæg blev bragt i uddrag på religion.dk d. 10/2-2012. Nedenfor bringes mit svar i uforkortet version.

Religion.dk bragte den 1. februar 2012 et debatindlæg af teolog Lars Sandbeck under titlen ”Når ateisme bliver til religion”. Her fremføres mange og markante synspunkter om ateister og Ateistisk Selskab, som efter min mening nødvendiggør nærværende nuancering.

Indledningsvis fastslår Lars Sandbeck, at selve det ”at benægte Guds eksistens kan man i princippet gøre alene”. Heri er jeg fuldstændig enig, dog med den påkrævede indskærpelse, at fremhævelsen af en specifik monoteistisk ”Gud” (med stort G), forvirrer begreberne unødigt. Ateister tror ikke på guder, herunder den navngivne monoteistiske gudeforestilling, som Lars Sandbeck tillægger så stor vægt.

Han fortsætter: ”Der er ingen grund til at mødes i foreninger, klubber eller organisationer med ligesindede, hvis det eneste, man er fælles om, er benægtelsen af et eller andet – i dette tilfælde at der skulle findes en Gud.” Også her er jeg i princippet enig, om end man igen må undres over teologens ensidige fokus på én gud blandt mange. Dog skal det lige bemærkes, at en uomgængelig konsekvens af ateisme er, at man må søge sine værdier, sin mening og sit etiske fundament andre steder end i gudebaserede systemer. For ateisten er der ingen på forhånd givne og endegyldige svar, og en dogmatik er svær at få øje på.

Ateister forenes ikke om fraværet af gudetro

I en udpræget religiøs kontekst kan denne proces være en betydelig opgave at løfte for specielt unge mennesker, hvorfor der er behov for kilder til oplysning og vejledning. I fællesskab kan man desuden vægte og skærpe sine argumenter samt udveksle erfaringer. Den dag den religiøse prægning holder op, behøver ingen længere tale ateismens sag, ganske ligesom ingen behøver bekæmpe rygning eller definere sig som ikke-rygere, den dag den ikke udøves til gene for andre.

Imidlertid foregår størstedelen af Ateistisk Selskabs indsats på helt andre områder. Det uophørlige religiøse bombardement af det offentlige rum fører naturligt til ønsket om en rationel modvægt, men opgaven kan ikke løftes af enkeltpersoner – her skal der et struktureret samarbejde til. Kendetegnende for Ateistisk Selskabs medlemmer er nemlig ikke blot fraværet af gudetro men ønsket om at påvirke det danske samfund i sekulær, humanistisk og naturalistisk retning. Vi ønsker kort sagt at fremme et erfaringsbaseret og rationelt verdensbillede, og samtidig vil vi gerne være fri for at skulle have verdslige anliggender som civilregistrering og begravelse sagsbehandlet af en religiøs organisation, som vi oven i købet støtter via skatten, eller se vores skolesøgende børn udsat for ensidig propaganda fra samme religiøse organisations side.

Der er derfor al mulig grund til at organisere sig – i hvert fald indtil den dag der ikke længere er nogen forskelsbehandling at kæmpe imod. I praksis er det dog de færreste danske ateister, der har taget skridtet til at organisere sig i Ateistisk Selskab, og paradoksalt nok er størstedelen af de danske ateister organiserede i Folkekirken – som passive medlemmer – mens Ateistisk Selskab tæller blot rundt regnet 1.000 medlemmer. Jeg ved ikke, hvad Lars Sandbeck forestiller sig, at der sker på foreningens møder, når han føler sig kaldet til at udbrede den vrangforestilling, at ateister, der forener sig, nødvendigvis må være religiøse.

Lad os lige få styr på begreberne

Lars Sandbeck skriver bl.a., ”Når ateismen begynder at udvikle en positiv tro som alternativ til den religiøse tro, begynder den selv at minde om en religion”, men intet kunne være mere forkert. Blot fordi man har et livssyn, behøver man ikke have en religion eller være religiøs. Begreberne religion og livssyn er ikke synonyme men indgår i et hierarki. Et livssyn kan således være religiøst eller areligiøst, ligesom det kan involvere guder eller være gudløst (ateistisk). Ateisme i sig selv er ikke et livssyn men blot ét aspekt af mange i et sammenhængende, helstøbt livssyn. Ateisme kan uden problemer indgå i symbiose med et utal af værdi- og tankesystemer. Det eneste, vi ateister med sikkerhed har til fælles, er vores gudløshed og de nævnte fundamentale konsekvenser heraf. Af samme grund kan vi være endog meget forskellige med hensyn til alle de parametre, der kendetegner et menneske.

For at noget kan betegnes som en religion, så må der som nødvendig betingelse indgå guder og/eller overnaturlige kræfter. Lars Sandbeck forsøger imidlertid at erstatte dette kriterium med, at man blot skal have en ”positiv tro” på noget eller ”et positivt indhold”, hvorefter han straks konkluderer, at ateister har ”en tro, en religion, der som sådan kræver et fællesskab og en organisation.” Her ligger en anden fundamental misforståelse, denne gang af begrebet ”tro”, der i flæng anvendes i vidt forskellige betydninger. Et opslag i en ordbog vil vise, at ordet både som navneord og udsagnsord dækker over så forskellige ting som at have en mere eller mindre sikker formodning om et sagsforhold henholdsvis erklære et indbildt væsen sin uforbeholdne støtte.

Er man religiøs, hvis man ikke tror på Julemanden?

En beslægtet forvirring opstår omkring begrebet ”ateist”. Det er tilsyneladende svært for kirkefolk at forstå, at en ateist blot er kendetegnet ved, at pågældende ikke tror på nogle bestemte fantasivæsner, nemlig guder, og hver gang de hører en ateist erklære, at hun ”tror på kærligheden” eller andet, så morer man sig kosteligt over, at der må være tale om en ”selvmodsigelse” i ateistens livssyn. Ateister kan sagtens tro, men bare ikke på guder. De fleste ateister tror ikke på guder som følge af en evidensbaseret og naturalistisk tilgang til virkeligheden og en skeptisk indstilling til påstande om eksistensen af overnaturlige fænomener. Men man kan faktisk godt være ateist og tro på eksempelvis astrologi. Som naturalist tror jeg bare heller ikke på overtro i den form.

Hvis man som læser et øjeblik troede, Lars Sandbeck ville holde sig til den vedtagne definition på ateisme, så bliver man slemt skuffet, når man når til sætningen: ”Ateisme er troen på, at Gud ikke findes”. For det første viser teologen igen, at han er fastlåst i et specifikt monoteistisk verdensbillede. For det andet vender han begrebet, så det bliver til positiv tro på ikke-eksistens frem for fraværet af en positiv tro på eksistens, og der er en afgrund til forskel, ikke mindst i forhold til bevisbyrdens placering. Han kunne lige så godt have skrevet: ”Asantaisme er troen på, at Julemanden ikke findes” eller tilsvarende udsagn om Påskeharen, Tandfeen og Det Flyvende Spaghetti Monster. Selv uden en uddannelse i filosofi eller formel logik kan de fleste heldigvis uden videre indse, at standpunkterne på ingen måde er ligeværdige, og det kan sproglige fiksfakserier ikke ændre på.

Til Lars Sandbecks bemærkninger om Ateistisk Selskabs ønske om at formidle sine budskaber, som han retorisk støtter på ord som ”mission” og ”forkyndelse”, kan jeg kun sige, at vi som politisk forening selvfølgelig ønsker at blive hørt og udbrede vores tanker, hvilket der intet odiøst er i – alt andet ville være tåbeligt. Anvendelse af religiøst klingende ord ændrer intet ved kendsgerningerne, selvom det for en evangelist sikkert er svært at skelne mellem politisk aktivisme, oplysning og religiøs forkyndelse.

Religionerne har ikke monopol på alt godt i verden

Jeg skal i samme ombæring slå fast, at Ateistisk Selskab ikke tilbyder ”ritualer og andre kultiske handlinger for sine medlemmer”. Det er en stråmand, vi har set fremført igen og igen af kirkelige talspersoner, men vi har aldrig stået bag den slags, og selvom vi gjorde, ville det ikke gøre os religiøse. Folk som Lars Sandbeck bliver nødt til at indse, at religionerne ikke har monopol på højtideligheder, værdier, æstetik, følelser, etik og moral. Det forudsætter dog, at han gør sig klart, præcis hvad religion er for et besynderligt fænomen, så han bliver i stand til at skelne det fra en hvilken som helst anden menneskelig aktivitet. Hvis man endelig er enig i Lars Sandbecks udvanding af begrebet ”religion”, så har man implicit udnævnt alle kulturelle aktiviteter som sportsudøvelse, erhvervsliv, kulturliv, politik, uddannelse osv. til ”religioner”. Det er ligeså tåbeligt som at kalde universiteter for kirker og oblater for Jesus’ legeme.

Med hensyn til en ”ateistisk troslære”, ”trosbekendelse” eller ”dogmatik” må vi også melde hus forbi. Ateist er noget man enten er eller ikke er – og det hviler ikke på indlærte, inkonsistente tekster af uvis oprindelse og tvivlsom lødighed. Dermed ikke sagt, at der ikke findes både gode og dårlige begrundelser for at være ateist, ligesom der kan være gode og dårlige grunde til at antage, at evolutionslæren er sand, eller til at overholde færdselsreglerne, men det er en helt anden historie.

Findes der så religiøse ateister? Ja, men dem har vi konkrete navne for som f.eks. buddhister. Mange buddhister tror heller ikke på guder men er religiøse i kraft af troen på og dyrkelsen af andre overnaturlige fænomener. De fleste ateister er og bliver dog areligiøse individer – også selvom vi gennemgående er positive og optimistiske individer, optændte af håbet om at skabe et bedre samfund og hjælpe vores medmennesker.

Jakob H. Heidelberg

Filosof og IT-specialist
Formand for Ateistisk Selskab

www.ateist.dk