Vort fælles ontologiske projekt (2. revision)

Jeg forestiller mig ofte en dialog mellem to eller flere mennesker, som i fællesskab skal prøve at enes om, hvad der findes i verden, altså hvad vi reelt kan sige eksisterer. Det er en dialog mellem mennesker der ønsker at opnå en sammenhængende virkelighedsopfattelse, som svarer mest muligt til virkeligheden eller "sandheden". Lad os kalde det et fælles ontologisk projekt.

Inden deres fælles undersøgelse af verden kan komme rigtig i gang, så skal der findes et absolut minimum af helt basale antagelser, et fælles udgangspunkt, en række grundlæggende "aksiomer", et antal laveste fællesnævnere for (pre)accepteret "virkelighed", det man også kunne kalde en uundgåelig metafysik. Man skal med andre ord afdække de forudsætninger, som man er nødt til at acceptere mere eller mindre "blindt", dvs. uden eksplicit at kunne gøre rede for deres absolutte gyldighed, for overhovedet at udføre og gennemføre den følgende undersøgelse og tilhørende dialog mellem parterne.

Oftest er der tale om uudtalte antagelser, usagte forudsætninger, som man altså bør afdække og få frem i lyset allerede i første fase. Med andre ord handler det om at finde frem til hvad vi underforstår i vores dialog, som ikke kan bevises med almindelige midler (så som empiri og logik).

I denne forundersøgelse, der afspiller sig ligesom en klassisk dialog af Platon for mit indre lærred, må enhver protestere efterhånden som de basale antagelser hober sig op én for én. Hvis man med mening, dvs. uden at komme ud i selvmodsigelser eller absurditet, kan afskrive en basal antagelse, så bør denne forkastes og efterlades til efterfølgende granskning. Det metafysiske fundament skal nemlig være så stabilt og sikkert som muligt, da det vil danne grundlag for alle efterfølgende antagelser om virkeligheden, den egentlige undersøgelse af verden, også omtalt som "anden fase". Forundersøgelsen skulle gerne munde ud i et fælles ontologisk fundament, en "konsensus-fundamentalisme".

Af samme årsag bør dette fundament være så "let" som overhovedet muligt, dvs. uden unødige "tomme" postulater, "blind" tro og letkøbte antagelser. Vi bør nemlig begrænse vores fælles ontologiske fundament til et absolut minimum, til det basalt nødvendige og absolut tvingende, idet vi i denne indledende afklaringsfase er særdeles sårbare overfor "forurening" af vores tanker om, og vort forhold til, virkeligheden.

De basale eller grundlæggende antagelser, er antagelser, som man ikke bør kunne fornægte uden at gøre sig skyldig i selvmodsigelse og absurditet, eller såkaldt "forudsætningsglemsel" (jf. den store danske filosof David Favrholdt*). Jeg vil i det følgende liste de basale antagelser, ikke nødvendigvis i korrekt orden og ikke nødvendigvis alle nødvendige forudsætninger, som jeg bl.a. gør mig i en normal dialog med andre mennesker, med et par tilknyttede kommentarer:

1. Jeg findes
- Basal antagelse om, at man selv eksisterer. Man kunne fremhæve Descartes "cogito ergo sum"-argument, men jeg vil nu hellere fokusere på afvisningens absurditet.

- Afvisning af denne basale antagelse fører til forudsætningsglemsel og absurditet (som kan være reel nok, men umulig at acceptere for mennesker). For hvordan kan man indgå dialog, hvis der ikke er flere parter som deltager i processen? Selvfornægtelsen fører til en absurditet, som er umulig at acceptere. Subjektets realitet er en forudsætning for interaktion med verden og (meningsfuld) kommunikation med andre subjekter. Man kan forsøge sig uden denne basale antagelse, men projektet forekommer mig ikke muligt.

2. Jeg kan erkende
- Basal antagelse om, at det giver mening at gøre sig tanker om verden, samt at vi har kognitiv mulighed for (gradvist) at lære og forstå verden, i et eller andet omfang, f.eks genkende mønstre og sammenhænge mellem hændelser. Dette punkt handler i bund og grund om intellektets (fornuftens) integritet og potentiale: vi kan i vidt omfang frit erkende "noget" om verden, men "hvad" vi skal erkende ligger i den efterfølgende (dynamiske) undersøgelse af verden, ikke i den indledende forundersøgelse. Der er altså her tale om en basal accept af, at vi kan "vide" noget om verden.

- Implicit i denne antagelse ligger det umiddelbart også, at vi er frie i vores undersøgelse, at vi ikke er bundet eller determineret til at acceptere det ene eller andet, i modsat fald ville vi ikke kunne stole på vores fornuft og erkendelse. Altså har vi at gøre med en implicit accept af "fri vilje", i hvert fald på erkendelsesområdet.

- Afvisning af denne basale antagelse fører til selvmodsigelse og absurditet (som kan være reel nok, men umulig at acceptere for mennesker). Udtaler man "vi kan ikke erkende", så påstår man jo, at man har erkendt (eller ved), at man ikke kan erkende (eller vide), hvilket er en selvmodsigelse. Ligeledes er der tale om en forudsætning for (meningsfuld) kommunikation med andre. Hvis vi ikke kan erkende hvad modparten forsøger at kommunikere, så giver det overhovedet ingen mening at indlede en dialog.

3. Jeg kan stole på logikken (basal/formel logik)
- Basal antagelse om, at vi kan udlede noget af vores erfaringer, samt at der findes basale regler for hvordan vi med mening kan konkludere noget (argumentation og gyldighed).

- Afvisning af denne basale antagelse fører til selvmodsigelse og absurditet (som kan være reel nok, men umulig at acceptere for mennesker). Ligeledes er det en forudsætning for interaktion med verden og (meningsfuld) kommunikation med andre. Alene udtalelsen "logik er ugyldig" er en påstand formuleret ved brug af logikken.

4. Jeg kan gøre mig erfaringer om verden
- Basal antagelse om, at hændelser i fremtiden sandsynligvis vil ligne dem i fortiden (ignorering eller accept af induktions- og kausalitetsproblemet). I denne antagelser ligger det også implicit, at ens erfaringer sandsynligvis vil være anvendelige i fremtiden (næste gang man udfører et lignende forsøg under samme forhold). Dette forhold gælder i øvrigt umiddelbart uanset om omverdenen reelt findes eller ej. Yderligere ligger der i denne antagelse en anerkendelse af vores hukommelse som funktionel i den forstand, at vi i høj grad kan stole på dens indhold. Vi kan altså akkumulere og assimilere viden.

- Afvisning af denne basale antagelse fører til absurditet (som kan være reel nok, men umulig at acceptere for mennesker). Ligeledes er det en forudsætning for interaktion med verden og (meningsfuld) kommunikation med andre. Hvis man ikke mener, at man kan gøre sig erfaring om verdens indretning, så vil man i praksis handle meget underligt i verden. Man vil eksempelvis ikke vælge trappen når man skal ned fra 9. etage, for den vil forekomme præcis lige så god som affaldsskakten, eller vinduet for den sags skyld. Grunden til at vi vælge trappen er, at vi har bedst erfaring med den (alternativerne bringer oftest lidelse eller død).

5. Omverdenen findes (uafhængigt af mig)
- Basal antagelse om at det er meningsfuldt at agerer i og interagere med rummet (ignorering eller accept af omverdensproblemet). Herunder at ens sanseerfaringer kan tilskrives en vis umiddelbar gyldighed.

- Afvisning af denne basale antagelse fører til solipsisme (som kan være reel nok, men i dyb modstrid med vores umiddelbare indtryk/erfaringer). Ligeledes er det en forudsætning for interaktion med verden og (meningsfuld) kommunikation med andre. Ved afvisning glemmer eller ignorerer man sin opdragelse og indlæring fra fødslen, ens baggrund og kropslighed, som er så vigtig for erkendelse (jf. Favrholdt*), sansning og handlen (herunder enhver hidtidig interaktion). Man underkender dertil dialogpartnernes eksistens - en gestus som næppe modtages positivt.

6. Jeg kan stole på matematikken (basale regnearter)
- Basal antagelse om, at man kan regne og få et korrekt resultat, f.eks. at 1 mand og 1 kvinde giver 2 mennesker, at 421 er større end 12, at 2 gange 2 er 4 osv. Dette dækker også mængdelære og syllogisme.

- Afvisning af denne basale antagelse fører til absurditet (som kan være reel nok, men umulig at acceptere for mennesker). Ligeledes er det en forudsætning for interaktion med verden og (meningsfuld) kommunikation med andre.

7. Tid findes
- Basal antagelse om, at fortid, nutid og fremtid findes, samt at man (og omverdenen) bevæger sig i tiden (gælder altså også sammenhængen mellem tid og rum: at en afstand tilbagelægges på kortere tid desto hurtige man bevæger sig m.v.).

- Afvisning af denne basale antagelse fører til absurditet (som kan være reel nok, men umulig at acceptere for mennesker). Ligeledes er det en forudsætning for interaktion med verden og (meningsfuld) kommunikation med andre. En person der benægter tidens realitet vil slet ikke kunne tale om "før", "efter", "imens" m.v.

8. Andre bevidstheder (som jeg) findes
- Basal antagelse om, at der i min omverden findes bevidstheder som mig, sandsynligvis med nogenlunde tilsvarende kognitive evner.

- Afvisning af denne basale antagelse fører til solipsisme. Ligeledes er det en forudsætning for (meningsfuld) kommunikation med andre. Ved afvisning glemmer eller ignorerer man enhver hidtidig interaktion med sine medmennesker. Man underkender dertil dialogpartnernes eksistens - en gestus som næppe modtages positivt.

9. Kommunikation er mulig
- Basal antagelse om, at vi kan kommunikere (overføre budskaber) med mening. Vi har at gøre med en accept af et minimum af fælles sprog, grammatik, betydning, begreber, mening og symbolik.

- Afvisning af denne basale antagelse gør dialogen, det fælles ontologiske projekt (både forundersøgelse og den efterfølgende undersøgelse af verden), absolut umulig. Hvis man ikke kan overlevere et budskab nogenlunde korrekt, fra den ene part i dialogen til de andre, så er der ingen grund til at kommunikere. Hvis kommunikation er umulig, så vil du heller ikke kunne læse dette (og forstå nogenlunde nøjagtigt hvad jeg har forsøgt at kommunikere).

Om selve forhandlingsprocessen
Efter enhver basal antagelse (punkt 1-9 og muligvis flere) bør hver part i dialogen kunne sige "OK, det er accepteret!" Kan en part ikke det, så bør vedkommende protestere. Herefter må den som fremsætter forslaget om en given basal antagelse, i ovenstående tilfælde undertegnede, argumentere for hvorfor antagelsen er af tvingende nødvendighed (for meningsfuld dialog og fælles forståelse).

Bliver parterne ikke enige om en given basal antagelse, så må de som under enhver anden forhandling finde ud af, om dialogen kan fortsætte alligevel. Størst mulig enighed må selvfølgelig tilstræbes. Der skal altså være en villighed til mutual forståelse hos alle deltagende parter (gensidig respekt og klar forståelse af projektets præmisser). Alle bevidste og intelligente væsener bør ideelt set deltage i denne fælles dialog (jeg taler ikke her om hvorvidt det er praktisk muligt).

Om forhandlingens resultater og konsekvenser
Forhandlingerne kan altså føre til følgende resultater:

1. Fælles enighed om alle basale antagelser, alle parter er tilfredse (fuld konsensus)
- Alle parter fik alle sine forslag til basale antagelser accepteret af de øvrige parter. Det er således (fuldt ud) muligt at gå videre i en "fælles" udforskning af virkeligheden (med udgangspunkt i ens fælles grundlæggende forudsætninger).

2. Fælles enighed om en række basale antagelser, alle parter er tilfredse (delvis konsensus)
- Man opnåede enighed om en række (ikke alle) stillede forslag til basale antagelser. Det er således muligt at gå videre i en "fælles" udforskning af virkeligheden (med udgangspunkt i ens fælles grundlæggende forudsætninger).

3. Uenighed om væsentlige basale antagelser, en eller flere parter er utilfredse (uenighed)
- Man opnåede ikke enighed om de stillede forslag til basale antagelser. Det er således ikke muligt at gå videre i en "fælles" udforskning af virkeligheden, da man ikke kan tage udgangspunkt i en række fælles grundlæggende forudsætninger. Dialogen må på beklageligvis afbrydes.

Man må nok forvente, at der opstår forskellige "grupperinger", som hver især accepterer en given mængde specifikke basale antagelser. Det er væsentligt at bemærke, at der ikke er tale om et demokratisk projekt i den forstand, at flertallet (altså den største gruppe) "vinder" eller har ret. Det indledende projekt består i at afdække de absolut "laveste fællesnævnere", et mindste antal nødvendige basale antagelser. I den efterfølgende afdækning af virkeligheden, den egentlige undersøgelse af verden, kan der kun drages konklusioner på baggrund af de fælles basale grundantagelser, som man gjorde sig i den indledende fase.

Hvis en part eksempelvis ikke har accepteret præmissen om at tiden eksisterer i første fase, så kan vedkommende ikke i sin efterfølgende undersøgelse af verden (anden fase) tale om tid (før, efter, imens m.v.). Dette med mindre personen på tilfredsstillende vis kan redegøre for tidens eksistens i anden fase, altså uden at forudantage (anticipere) dens realitet. Dette vil faktisk være at foretrække, hvis overhovedet muligt, eftersom vi jo forsøger at minimere omfanget og mængden af de grundlæggende antagelser.

Hvis en anden part eksempelvis har forsøgt at få en given guddom med ind som basal grundantagelse, men dialogens øvrige parter ikke har accepteret denne som en nødvendig antagelse, så kan den efterfølgende undersøgelse af verden ikke have denne guddom som forudsætning, i stedet må dens eksistens sandsynliggøres eller bevises efterfølgende (empirisk eller logisk).

Det er værd at bemærke, at ingen i vor dialog nødvendigvis hævder, at de basale antagelser er absolut viden, objektive størrelser, absolutte realiteter eller lignende. Blot hævdes det, at de er nødvendige og tvingende for opnåelse af fælles "mening", i betydningen "sammenhæng" i vores virkelighedsopfattelse og -forståelse. Dialogen er et forsøg på at opnå enighed om vort fundament, en slags sandhedssøgende fundamentalisme, en forundersøgelse før den egentlige afdækning af virkeligheden kan påbegyndes.

* David Favrholdt: "Filosofisk Codex" og "Erkendelse: Grundlag og gyldighed"
Rød tekst tilføjet 23-10-2010 kl. 9.45 (og er dermed principielt set 3. revision)

Foredrag ved Klemens Kappel om Hyperateisme

Yderst interessant forelæsning om Hyperateisme ved Klemens Kappel, lektor i filosofi ved Københavns Universitet og forsker i erkendelsesteori. Optaget på Københavns Universitet den 6. oktober 2010 i samarbejde med Ateistisk Selskab.

Klemens Kappel - Hyperateisme!


Vi VED, at der ikke findes guder :)

Ikke-fysisk kognition - en antropomorf reminiscens

Vi ved en hel del om den verden vi er del af. Vi ved faktisk rigtig mange ting - og det med så stor sandsynlighed, at vi ikke betænker os ved at kalde det "viden", eller ligefrem "sikker viden". Vi ved, at  bordplader i almindelighed er solide, at jorden ikke er flad, at vores klode bevæger sig rundt om solen, at vores solsystem er del af en gigantisk galakse, at det er langt mere sikkert at gå ned af en trappe end at springe ud fra en højhus, at jern er stærkere end papir, at åben ild er farlig osv. Der er rigtig meget vi ved med sikkerhed - ting vi ingen god grund har til at tvivle på sandheden af. Vores sunde skepsis kan altså med rette bruges i andre sammenhænge, hvis ikke vi vil spilde vores dyrebare tid.

En af de ting vi også ved med sikkerhed er, at kognition, altså tankeprocesser, er fuldstændig afhængige af fysiske neurologiske processer i hjernevæv, elektriske udladninger og kemiskeforbindelser i nerveceller.
Vi accepterer uden relevante indvendinger, at dette er ens for mineral-, plante- og dyreriget, altså at tanker kun opstår i fysiske elementer, som besidder et højt udviklet nervesystem. Vi ved således, at en sten ikke ligger og håber vi tager den op og kæler lidt med den, når vi passerer den på vores vej. Vi ved også, at den ikke føler smerte, når vi træder på den.

På trods af denne veletablerede viden findes der fortsat ideer om, at tanker kan figurere uden fysiske neurologiske processer. Vi kender det fra ideer om eksistensen af spøgelser, ånder, dæmoner, guder og lignende overtro. Her har vi forestillinger som involverer en eller anden form for avanceret tankeproces, men som "let og elegant" har overset nødvendigheden af hjerneaktivitet og tilhørende fysiske processer. Vi er opdraget med tanker om den slags væsener og vores undren er derfor ikke naturligt rettet mod det ulogiske i enhver påstand om ikke-fysisk kognition.

Selve diskussionen om hvorvidt vi kan vide noget om "ikke-fysiske" eller "immaterielle" "ting", vil jeg ikke gå ind i her. Jeg vil heller ikke komme ind på diskussionen om et muligt ikke-fysisk fænomen, der som "guder", tilskrives "almægtighed" eller (universel) "skaberkraft". Det interessante for mig her og nu er det kognitive element, herunder tanker, (selv-)bevidsthed, (fri) vilje, intentioner, psykologisk liv, følelser, sindsstemning, sindelag, personlighed og lignende. Mit ærinde og fokus er altså det fantastiske fænomen, som så mange mennesker mærkeligt nok stadig holder på kan "svæve frit", uden hold i den fysiske virkelighed. Det er ved nærmere eftersyn en yderst besynderlig tanke, med et umiskendeligt strejf af magisk tænkning, som formentlig skyldes det forhold, at vi mennesker generelt er (eller har været) tilbøjelige til at tilskrive vores omverden (personlige) tanker som vores egne. Man antager instinktivt, at naturen eller dele heraf har samme indre liv, eller at naturen skulle være skabt af væsener med lignende evner.

De klassiske antropomorfe guder optræder i menneskeskikkelse (som f.eks. Thor og Jesus) og de har menneskelige træk og egenskaber. De har altså krop, følelser, vilje, præferencer, temperament og/eller lignende menneskelige egenskaber. Senere er disse (ofte polyteistiske) gudeforestillinger blevet mere "utydelige" eller i hvert fald mindre fysiske. Det rent kropslige er ikke længere voldsomt udbredt i alverdens gudeforestillinger, "den gamle man med skægget" er pillet ned fra sin lyserøde sky og mere "immaterielle" former er udgangspunktet for moderne vestlig teologi. Mange gudeforestillinger er yderligere gledet ud til fordel for mere "upersonlige" guder: skaberguder som ikke blander sig i vores liv, nemlig de deistiske af slagsen.

Deistiske gudeforestillinger involverer (endnu) mindre grad af antromoporf tankegang, men har dog fortsat ikke givet helt slip! Et meget væsentligt element, der umiddelbart adskiller deisme fra "almindelig" ugudelighed, er det kognitive. Uden dette element ville det deistiske standpunkt ikke have noget reelt at byde på, i hvert fald ikke noget der adskiller det fra en almindelig accept af naturlige årsager. Men en deistisk guddom har haft en "plan" om at skabe universet. Den har haft til "hensigt" (vilje) at skabe naturen og menneskene m.v. Her er der altså forsat tale om en væsentlig menneskelig egenskab, nemlig den kognitive. Denne egenskab er unik ved os mennesker - og i nogen grad andre højtudviklede dyr. Netop vores bevidsthedsaktivitet, selve det, at vi kan gøre os tanker og have intentioner m.v., er menneskelige egenskaber, som gudeforestillingerne har "stjålet".

Ikke-fysisk kognition, er i bund og grund en reminiscens af de antropomorfe gudeforestillinger, et tankemæssigt efterladenskab af betydelige dimensioner. Man har tilsyneladende helt "glemt", at vi kender årsagen til kognitive processer - og de er altså fysiske. Man fjernede gudernes kroppe, men "glemte" at deres kognitive evner afhænger af det fysiske - undtagen tidligere tider hvor man ikke har vidst hvad nutidens videnskabsfolk gør om neurologi. Man har nu "glemt", at vi ingen som helst god grund har til at tro, at disse processer kan foregå uden delagtighed i det fysiske.

Når man analyserer og forstår ovenstående, så vil man forstå hvor uhyrligt det er at antage, at "ikke-fysiske væsener" skulle kunne gøre sig tanker. Tanker er unikke for dyr med hjerner og nervesystemer - eller i det mindste lignende fysiske konstruktioner (for at tage højde for muligheden for AI). En ufysisk tanke, er ganske enkelt en utanke!

Da jeg af mystiske årsager ikke har set dette (mod)argument før, tillader jeg mig selv benævne det: "det neurofysiske argument".