Mening med livet, nihilisme og døden

Følgende indlæg blev bragt på religion.dk d. 23/2-2012, hvor jeg blev bedt om at besvare 3 spørgsmål om ateisme.

Spørgsmål:
Kære brevkasse

Hvordan finder en ateist en mening med sit liv? Er man ikke tvunget til at acceptere nihilisme? Og hvordan ser en ateist på døden?

Venlig hilsen
Peter

Svar:
Kære Peter
Mange tak for dine spørgsmål, som jeg hermed skal forsøge at besvare.

Først og fremmest er det væsentligt at forstå, at ateister i princippet kan se helt forskelligt på disse ting.

Det eneste, som ateister pr. definition har til fælles, er fraværet af tro på én eller flere guder. Dette fravær har den naturlige konsekvens, at man må søge meningen med tilværelsen, sine grundlæggende værdier og et etisk fundament andre steder end i gudebaserede systemer.

Det er langt fra sikkert, at ateister når til samme resultat, ligesom selve årsagen til, at de blev ateister, kan variere. Alligevel vil jeg forsøge at svare så generelt og objektivt som muligt baseret på min erfaring og kommunikation med andre ateister.

Hvordan finder en ateist en mening med sit liv?Når man først har erkendt og accepteret, at der hverken findes en gudsgiven ”mening,” en absolut objektiv ”mening” eller en forhåndsudfyldt facitliste for, hvordan vi mennesker skal leve livet, så står man med en personlig eksistentiel opgave, som på én gang er en afgrundsdyb byrde og en svimlende frihed.

Det enkelte menneske står i bund og grund med sit eget ”menings-projekt,” der i sagens natur er knyttet til og påvirket af fælles menneskelige behov, samt den enkeltes kulturelle omgivelser, opdragelse og uddannelse.

Hver især er vi nødt til at finde den indre eksistentialist frem og insistere på livets og virkelighedens iboende værdi. Vi må tilskrive verden betydning og fylde den med mening. Vi må leve for livets og vores egen skyld.

Vi, der lever, har fået en unik mulighed for at opleve og mærke verden og finde ud af, hvad det overhovedet vil sige at eksistere. Alternativet er tomhed og intethed, fraværet af bevidsthed, hvilket med stor sandsynlighed er det samme, som det, der var før livet, og som kommer efter, nemlig døden.

Størstedelen af alverdens materie, selv den del, vi betegner som liv, opnår aldrig at blive bevidst – og da slet ikke selvbevidst. Ud af milliarder og trillioner af æg og sædceller, som døde i kampen for at blive til mennesker, blev netop vi til blandt de heldige få.

Vi vandt livet og har dermed en unik chance for at opleve, sanse, føle, tænke og kommunikere, samt at undersøge og udforske verden – herunder os selv.

Alligevel kan det hele selvfølgelig siges at være ligegyldigt og nytteløst i ”evighedens” perspektiv. Alt hvad vi føler, tænker og producerer, vil med sikkerhed blive glemt og forgå.

Vi ved eksempelvis, at vores solsystem vil gå til grunde, når Solen om nogle milliarder år gennemgår en destruktiv forvandling, men menneskeheden vil måske have udryddet sig selv, længe inden den tid.

Trods den slags dystre udsigter betyder vores liv, følelser og oplevelser noget nu og her, dels for os selv, dels, forhåbentlig, for andre mennesker omkring os. Måske kan vi oven i købet påvirke efterfølgende generationer og deres liv i en positiv retning. Det er i sig selv det hele værd og hverken kan eller skal holdes op imod én eller anden universel og evig målestok.

Mening skabes af den enkelte, men i høj grad også i sociale sammenhænge i samspil med familie, venner, kollegaer og andre. Vi tilskriver os selv og hinanden betydning i det fælles- og mellemmenneskelige perspektiv.

Vi hjælper og hjælpes af andre med at skabe mening. Vi påvirker og præger vores verden, hvilket afspejles i alverdens menneskelige aktiviteter. Vi skaber os selv igennem arbejde, fritid, kunst, interesser og lignende. Vi udvikler, uddanner og udfolder os selv. Vi nyder naturen, og hvad andre har skabt. Andre gange nyder vi bare at være til.

Vi betages af det, vi lærer om universet gennem teleskoper og mikroskoper. Vi erkender, at vi i bund og grund er dannet af stjernestøv og atomar aske fra eksploderede galakser.

Det er ikke bare en ligegyldig myte, men noget vi ved med stor sandsynlighed. Det er da langt mere fantastisk end nogen eventyrlig skabelsesberetning, der i sidste ende viser sig at være en skuffende banal afspejling af det samfund, den blev til i.

Vi behøver ikke at tro på andet eller mere end livet. Det er nok i sig selv.
Alt sammen er det med til at gøre livet værd at leve. Noget er paradoksalt nok så værdifuldt, at det er værd at dø for.

Er ateister ikke tvunget til at acceptere nihilisme?Da jeg ovenfor har behandlet eksistentialistisk nihilisme, altings mulige meningsløshed, så vil jeg her behandle forholdet til såkaldt moralsk nihilisme, altså standpunktet, at der ikke findes en objektiv moral, intet absolut godt og ondt.

De fleste ateister tager udgangspunkt i, at universet ”bare” eksisterer og i øvrigt er ”bedøvende ligeglad” med os mennesker og andet liv i øvrigt. Der findes ingen overmenneskelig entitet, der finder os specielle og mere værdifulde end nogen som helst anden materie. Universet er bare. Tilsvarende har ingen sat sig ned og endegyldigt defineret, hvad godt og ondt er.

Men bare fordi der ikke er en universel målestok, så betyder det ikke, at vi er overladt til devaluerende og destruktiv relativisme. Protagoras sagde således, at ”mennesket er alle tings målestok”.

Vi mennesker har et fælles udgangspunkt i kraft af vores menneskelighed. Vi deler biologi, historie, psykologi, omverden, kultur og følelser. Vi ved, hvornår og hvordan det er rart at være menneske, og hvornår det er mindre rart.

Vi kender de basale menneskelige behov og de forhold, som kan tilføre livet værdi. Vi ved eksempelvis, at det er rarest at leve et liv uden lidelse og med størst mulig frihed.

Som tænkende og højt udviklede bevidstheder har vi muligheden for at sætte os i andres sted. Vi kalder det empati og medfølelse – en basal menneskelig egenskab af enorm betydning for dannelse af grupper og samfund, som nogle kristne forsøger at tage patent på under navnet ”næstekærlighed.”

Takket være vores forståelse af naturens udvikling ved vi, at alle mennesker er beslægtede. Vi ved også, at vi hænger tæt sammen med – ligefrem er dybt afhængige af – naturen omkring os.

Fra en ateistisk synsvinkel er vi alle sammen ufrivilligt dukket op på denne klode som uskyldige, selvbevidste væsener. Det er i en vis forstand et tilfælde, om vi er dukket op i den ene eller den anden del af verden.

Det er vilkårligt, om vores familie og samfund er rige eller fattige. Vi er ikke på forhånd udvalgt til at lide den ene eller den anden skæbne. Vi har ikke gjort os fortjent til hverken nydelse eller lidelse.

En sådan erkendelse af, at vi er havnet i samme båd, er et godt udgangspunkt for humanisme og altruisme. Vi kan indse vores lighed, og ved at spejle os i hinandens eksistens kan vi indse, at alle andre har samme rettigheder og værdi som os selv.

Vi er tvunget til at leve sammen, og vi ved alle, at det kan gøres på gode og på mindre gode måder. Når vi diskuterer etiske og moralske dilemmaer, må vi tage udgangspunkt i noget reelt eksisterende, nemlig de menneskelige følelser og vores fornuft.

Vi må lytte til rationelle argumenter og foretage ægte etiske evalueringer. Vi kan ikke stille os tilfredse med bevidstløs efterlevelse af en fiktiv guddoms eller andre autoriteters befalinger.

Ligeledes kan vi hverken forvente eller vente på, at et sådant væsen indfører retfærdighed på Jorden. Retfærdighed er ligesom ”mening” noget, vi selv må skabe, og ikke noget vi får forærende ”fra oven”. Vi er selv ansvarlige for at indføre retfærdighed – i det omfang vi er i stand til at påvirke verden.

Hvordan ser en ateist på døden?De fleste ateister tror ikke på guder af den årsag, at de tager udgangspunkt i en rationel og videnskabelig tilgang til vor fælles omverden.

Man kan kalde det naturalisme, materialisme, evidentialisme, videnskabelig realisme og meget andet. Hovedsagen er, at man i spørgsmål om, hvad der findes i verden, og hvordan verden er indrettet, kigger i retning af sandsynlighed, evidens og logisk bevisførelse frem for tro. Også i spørgsmålet om døden er det naturligt at anvende denne metodik.

Moderne hjerneforskning fortæller os, at sindet (vores bevidsthed) i bund og grund er elektrokemiske processer i vores hjerne og nervesystem.

Vi kan teste disse processer på alverdens måder og påvirke tankeprocesser, blandt andet via medicin, euforiserende stoffer, elektroniske impulser og anden fysisk påvirkning.

Når kroppen ophører med at understøtte hjernens funktioner, så slukkes bevidstheden. En konsekvens vi naturligt må drage af biologi, evolutionslære og hjerneforskning er, at der i fysiologisk forstand ingen forskel er på en rottes, en hvals og et menneskes død.

Vi er dyr – og selvom vores (bevidstheds)liv er meget forskelligt, så dør vi nøjagtigt som andre dyr.

Herhjemme opererer vi inden for jura og lægevidenskab med hjernedødskriteriet. Vi har erkendt, at hjernens død er ensbetydende med individets død.

Vi anser det for usandsynligt, at vedkommende kan være ved bevidsthed uden tilstrækkelig fysisk aktivitet i hjernen. Fordi ingen af os levende har prøvet at dø, mener mange mennesker, at vi ikke kan vide noget som helst om døden, og at der derfor er god grund til at holde muligheden for et ”efterliv” i en form for himmel eller helvede åben.

For det første kan vi sagtens have indsigt i, hvad en given hændelse bevirker, selvom vi ikke har prøvet den på egen krop. For det andet er der med en sådan naiv argumentation åbnet for muligheden for, at en hvilken som helst hændelse kan indtræffe efter døden. Kun fantasien sætter grænser, når vi ikke skal underbygge vores tomme og forfængelige håb med beviser.

Andre henviser til nærdødsoplevelser, som de mener understøtter forestillingen om liv efter døden. De støtter sig krampagtigt til livagtige hallucinationer fra hårdt belastede nervesystemer.

De nægter at indse, at vi ikke er anderledes end andre dyr på dødens territorium. En bevidsthed er lige så lidt eksisterende, efter at døden er indtruffet, som den var, før den blev vakt til live her på Jorden.

Der eksisterer med største sandsynlighed ikke noget ”efterliv”´– ingen skærsild, intet Paradis, intet Valhalla og intet Helvede. Vi har aldrig fået forelagt en overbevisende god grund til at tro på disse ting. Ligeledes er der aldrig blevet forelagt os nogen god grund til at tro på en ”sjæl” eller ”ånd” i overnaturlig og spøgelsesagtig forstand. Og der er slet ingen grund til at indrette sit liv efter en sådan tro.

Hele konceptet er i en vis forstand værdiforvrængende. Vi har med største sandsynlighed kun dette liv, og selvom det er sørgeligt at erkende og acceptere for alle, der er opdraget til at tro, de skulle leve i evig lykke, så er det samtidig utrolig livsbekræftende.

Det betyder nemlig, at livet må leves og påskønnes her og nu i sin nuværende form og ud fra de givne forudsætninger. Hvis vi vil ændre på noget, så er det op til os selv – og det er NU det gælder!

Jakob Heidelberg
Filosof og IT-specialist
Formand for Ateistisk Selskab

Nej, ateisme er stadig ikke en religion

Følgende indlæg blev bragt i uddrag på religion.dk d. 10/2-2012. Nedenfor bringes mit svar i uforkortet version.

Religion.dk bragte den 1. februar 2012 et debatindlæg af teolog Lars Sandbeck under titlen ”Når ateisme bliver til religion”. Her fremføres mange og markante synspunkter om ateister og Ateistisk Selskab, som efter min mening nødvendiggør nærværende nuancering.

Indledningsvis fastslår Lars Sandbeck, at selve det ”at benægte Guds eksistens kan man i princippet gøre alene”. Heri er jeg fuldstændig enig, dog med den påkrævede indskærpelse, at fremhævelsen af en specifik monoteistisk ”Gud” (med stort G), forvirrer begreberne unødigt. Ateister tror ikke på guder, herunder den navngivne monoteistiske gudeforestilling, som Lars Sandbeck tillægger så stor vægt.

Han fortsætter: ”Der er ingen grund til at mødes i foreninger, klubber eller organisationer med ligesindede, hvis det eneste, man er fælles om, er benægtelsen af et eller andet – i dette tilfælde at der skulle findes en Gud.” Også her er jeg i princippet enig, om end man igen må undres over teologens ensidige fokus på én gud blandt mange. Dog skal det lige bemærkes, at en uomgængelig konsekvens af ateisme er, at man må søge sine værdier, sin mening og sit etiske fundament andre steder end i gudebaserede systemer. For ateisten er der ingen på forhånd givne og endegyldige svar, og en dogmatik er svær at få øje på.

Ateister forenes ikke om fraværet af gudetro

I en udpræget religiøs kontekst kan denne proces være en betydelig opgave at løfte for specielt unge mennesker, hvorfor der er behov for kilder til oplysning og vejledning. I fællesskab kan man desuden vægte og skærpe sine argumenter samt udveksle erfaringer. Den dag den religiøse prægning holder op, behøver ingen længere tale ateismens sag, ganske ligesom ingen behøver bekæmpe rygning eller definere sig som ikke-rygere, den dag den ikke udøves til gene for andre.

Imidlertid foregår størstedelen af Ateistisk Selskabs indsats på helt andre områder. Det uophørlige religiøse bombardement af det offentlige rum fører naturligt til ønsket om en rationel modvægt, men opgaven kan ikke løftes af enkeltpersoner – her skal der et struktureret samarbejde til. Kendetegnende for Ateistisk Selskabs medlemmer er nemlig ikke blot fraværet af gudetro men ønsket om at påvirke det danske samfund i sekulær, humanistisk og naturalistisk retning. Vi ønsker kort sagt at fremme et erfaringsbaseret og rationelt verdensbillede, og samtidig vil vi gerne være fri for at skulle have verdslige anliggender som civilregistrering og begravelse sagsbehandlet af en religiøs organisation, som vi oven i købet støtter via skatten, eller se vores skolesøgende børn udsat for ensidig propaganda fra samme religiøse organisations side.

Der er derfor al mulig grund til at organisere sig – i hvert fald indtil den dag der ikke længere er nogen forskelsbehandling at kæmpe imod. I praksis er det dog de færreste danske ateister, der har taget skridtet til at organisere sig i Ateistisk Selskab, og paradoksalt nok er størstedelen af de danske ateister organiserede i Folkekirken – som passive medlemmer – mens Ateistisk Selskab tæller blot rundt regnet 1.000 medlemmer. Jeg ved ikke, hvad Lars Sandbeck forestiller sig, at der sker på foreningens møder, når han føler sig kaldet til at udbrede den vrangforestilling, at ateister, der forener sig, nødvendigvis må være religiøse.

Lad os lige få styr på begreberne

Lars Sandbeck skriver bl.a., ”Når ateismen begynder at udvikle en positiv tro som alternativ til den religiøse tro, begynder den selv at minde om en religion”, men intet kunne være mere forkert. Blot fordi man har et livssyn, behøver man ikke have en religion eller være religiøs. Begreberne religion og livssyn er ikke synonyme men indgår i et hierarki. Et livssyn kan således være religiøst eller areligiøst, ligesom det kan involvere guder eller være gudløst (ateistisk). Ateisme i sig selv er ikke et livssyn men blot ét aspekt af mange i et sammenhængende, helstøbt livssyn. Ateisme kan uden problemer indgå i symbiose med et utal af værdi- og tankesystemer. Det eneste, vi ateister med sikkerhed har til fælles, er vores gudløshed og de nævnte fundamentale konsekvenser heraf. Af samme grund kan vi være endog meget forskellige med hensyn til alle de parametre, der kendetegner et menneske.

For at noget kan betegnes som en religion, så må der som nødvendig betingelse indgå guder og/eller overnaturlige kræfter. Lars Sandbeck forsøger imidlertid at erstatte dette kriterium med, at man blot skal have en ”positiv tro” på noget eller ”et positivt indhold”, hvorefter han straks konkluderer, at ateister har ”en tro, en religion, der som sådan kræver et fællesskab og en organisation.” Her ligger en anden fundamental misforståelse, denne gang af begrebet ”tro”, der i flæng anvendes i vidt forskellige betydninger. Et opslag i en ordbog vil vise, at ordet både som navneord og udsagnsord dækker over så forskellige ting som at have en mere eller mindre sikker formodning om et sagsforhold henholdsvis erklære et indbildt væsen sin uforbeholdne støtte.

Er man religiøs, hvis man ikke tror på Julemanden?

En beslægtet forvirring opstår omkring begrebet ”ateist”. Det er tilsyneladende svært for kirkefolk at forstå, at en ateist blot er kendetegnet ved, at pågældende ikke tror på nogle bestemte fantasivæsner, nemlig guder, og hver gang de hører en ateist erklære, at hun ”tror på kærligheden” eller andet, så morer man sig kosteligt over, at der må være tale om en ”selvmodsigelse” i ateistens livssyn. Ateister kan sagtens tro, men bare ikke på guder. De fleste ateister tror ikke på guder som følge af en evidensbaseret og naturalistisk tilgang til virkeligheden og en skeptisk indstilling til påstande om eksistensen af overnaturlige fænomener. Men man kan faktisk godt være ateist og tro på eksempelvis astrologi. Som naturalist tror jeg bare heller ikke på overtro i den form.

Hvis man som læser et øjeblik troede, Lars Sandbeck ville holde sig til den vedtagne definition på ateisme, så bliver man slemt skuffet, når man når til sætningen: ”Ateisme er troen på, at Gud ikke findes”. For det første viser teologen igen, at han er fastlåst i et specifikt monoteistisk verdensbillede. For det andet vender han begrebet, så det bliver til positiv tro på ikke-eksistens frem for fraværet af en positiv tro på eksistens, og der er en afgrund til forskel, ikke mindst i forhold til bevisbyrdens placering. Han kunne lige så godt have skrevet: ”Asantaisme er troen på, at Julemanden ikke findes” eller tilsvarende udsagn om Påskeharen, Tandfeen og Det Flyvende Spaghetti Monster. Selv uden en uddannelse i filosofi eller formel logik kan de fleste heldigvis uden videre indse, at standpunkterne på ingen måde er ligeværdige, og det kan sproglige fiksfakserier ikke ændre på.

Til Lars Sandbecks bemærkninger om Ateistisk Selskabs ønske om at formidle sine budskaber, som han retorisk støtter på ord som ”mission” og ”forkyndelse”, kan jeg kun sige, at vi som politisk forening selvfølgelig ønsker at blive hørt og udbrede vores tanker, hvilket der intet odiøst er i – alt andet ville være tåbeligt. Anvendelse af religiøst klingende ord ændrer intet ved kendsgerningerne, selvom det for en evangelist sikkert er svært at skelne mellem politisk aktivisme, oplysning og religiøs forkyndelse.

Religionerne har ikke monopol på alt godt i verden

Jeg skal i samme ombæring slå fast, at Ateistisk Selskab ikke tilbyder ”ritualer og andre kultiske handlinger for sine medlemmer”. Det er en stråmand, vi har set fremført igen og igen af kirkelige talspersoner, men vi har aldrig stået bag den slags, og selvom vi gjorde, ville det ikke gøre os religiøse. Folk som Lars Sandbeck bliver nødt til at indse, at religionerne ikke har monopol på højtideligheder, værdier, æstetik, følelser, etik og moral. Det forudsætter dog, at han gør sig klart, præcis hvad religion er for et besynderligt fænomen, så han bliver i stand til at skelne det fra en hvilken som helst anden menneskelig aktivitet. Hvis man endelig er enig i Lars Sandbecks udvanding af begrebet ”religion”, så har man implicit udnævnt alle kulturelle aktiviteter som sportsudøvelse, erhvervsliv, kulturliv, politik, uddannelse osv. til ”religioner”. Det er ligeså tåbeligt som at kalde universiteter for kirker og oblater for Jesus’ legeme.

Med hensyn til en ”ateistisk troslære”, ”trosbekendelse” eller ”dogmatik” må vi også melde hus forbi. Ateist er noget man enten er eller ikke er – og det hviler ikke på indlærte, inkonsistente tekster af uvis oprindelse og tvivlsom lødighed. Dermed ikke sagt, at der ikke findes både gode og dårlige begrundelser for at være ateist, ligesom der kan være gode og dårlige grunde til at antage, at evolutionslæren er sand, eller til at overholde færdselsreglerne, men det er en helt anden historie.

Findes der så religiøse ateister? Ja, men dem har vi konkrete navne for som f.eks. buddhister. Mange buddhister tror heller ikke på guder men er religiøse i kraft af troen på og dyrkelsen af andre overnaturlige fænomener. De fleste ateister er og bliver dog areligiøse individer – også selvom vi gennemgående er positive og optimistiske individer, optændte af håbet om at skabe et bedre samfund og hjælpe vores medmennesker.

Jakob H. Heidelberg

Filosof og IT-specialist
Formand for Ateistisk Selskab

www.ateist.dk

Templer står på de færreste ateisters ønskeliste

Følgende indlæg blev bragt på religion.dk d. 2/2-2012.

Ved første øjekast synes ideen om opførelse af templer for ateister at være lige så meningsløs som fremstilling af alkoholfri øl. Vi ateister undrer os ofte over behovet for bygninger, hvor mennesker dyrker og tilbeder postulerede overnaturlige væsner, så det er berettiget nok, at andre spørger, hvad i alverden ateister vil med templer, når ét af deres vigtigste samlingspunkter er fraværet af gudetro. Til gengæld kan jeg kun opfatte det polemisk, når troende og mennesker, der har religion som deres levevej, sætter spørgsmålstegn ved berettigelsen af foreninger for folk, der ikke tror på guder. Det spørgsmål er imidlertid nemmest at besvare, hvis vi først kigger nærmere på selve idéen om gudløse templer.

Jeg skal indledningsvis tilstå, at jeg ikke har læst Alain de Buttons bog ”Religion for Atheists”, men selvom titlen umiddelbart tyder på, at forfatterens overordnede projekt lider af nogle alvorlige selvmodsigelser, så har jeg set et par af hans replikker citeret i lidenskabelige debatindlæg imod tempelprojektet, og deraf slutter jeg, at det, manden i virkeligheden ønsker, er at opføre et "tempel for kærlighed, venskab, ro eller perspektiv", altså nogle af de grundlæggende menneskelige værdier. Hans vision går på bjergtagende rum, hvor netop disse værdier stimuleres gennem arkitektoniske virkemidler som proportioner, materialer, lys og akustik. Alain de Button efterspørger arkitektur, der afspejler menneskelige grundværdier, og som mennesker kan spejle sig i.

Personligt kan jeg ikke få øje på et behov, idet jeg mener, vi allerede har disse ”templer”, som vi blot kalder for retsbygninger, skoler, universiteter, museer, rådhuse, observatorier, partikelgeneratorer, biblioteker, teatre, koncertsale, stadioner osv. Hver især kan de siges at hylde og fremme væsentlige værdier som lovlydighed, rationalitet, oplysning, videnskab, eventyrlyst, sammenhold, sundhed og livsglæde. Vi har heldigvis også steder til fordybelse og eftertanke i form af f.eks. skove, parker og andre naturområder. Der er ingen grund til eksplicit at hylde ateisme, der alene er konsekvensen af en evidensbaseret og naturalistisk tilgang til vores fælles omverden. Langt hellere så jeg kritisk og rationel tænkning hyldet, men det er jo netop derfor vi har uddannelses- og forskningsinstitutioner.

Man kan hævde, at alt, der ikke har et eksplicit teistisk fundament, i sagens natur er a-teistisk. Om vi så taler arkitektur, litteratur, musik, filosofi eller anden menneskelig udfoldelse, udført for værkets eller for menneskets egen skyld, så er fraværet af et teistisk fundament og manglende reference til alskens gudeforestillinger et udtryk for en implicit ateisme. Alt, hvad der ikke er forankret i gudetro, er i al sin enkelhed og neutralitet gudløst. Det gælder for etik, moral, værdier, kultur, filosofi, politik, lovgivning og æstetik m.v. Ateisme er i sin realiserede form uudtalt og stille, absolut implicit, men i et samfund præget af religiøsitet må den nødvendigvis forsvares verbalt. Og hermed er vi fremme ved formålet med en forening for gudløse.

Problemstillingen om templer for ateister har enkelte lighedspunkter med spørgsmålet om ateistiske foreninger men så afgørende flest forskelligheder. Hvad er formålet med foreninger, hvor mennesker samles om ikke at tro på guder? Svaret er, at det overhovedet ikke er areligiøst samvær, vi dyrker, men specifikke politiske mål og generel oplysning. Udgangspunktet er for mange af os personlige erfaringer med eller uden religion, men det altoverskyggende samlingspunkt er et ønske om at påvirke samfundet i sekulær retning, så religiøse organisationer ikke længere nyder privilegier eller økonomiske fordele, samt fremme naturalistiske og humanistiske værdier i samfundet. Alt sammen er det noget der giver god mening i et udpræget religiøst samfund, og selvom der er grøde at spore, er der stadig et stykke praktisk arbejde at udføre, før målet er nået. Men ateistiske templer som de af Alain de Botton foreslåede, står nok på de færreste ateisters ønskeliste.

Jakob H. Heidelberg
Filosof og IT-specialist
Formand for Ateistisk Selskab
www.ateist.dk

Sådan taber du sig - uden fjollede slanketips

Det er lykkedes mig at tabe 25 kg på 6 måneder. Normalt er det ikke noget jeg ville skrive et blogindlæg om, men da jeg (som bloggen her nok indikerer) interesserer mig en del for pseudovidenskab og overtro, så var det svært ikke at bide mærke i alle de irrationelle, men sikkert velmenende, "slanketips", man fik fra folk hist og her (og på Internettet), undervejs i forløbet. Selv holdt jeg mig til basale og veldokumenterede metoder - og det viste sig at være særdeles effektivt, direkte proportionalt med den personlige indsats.

Jeg besluttede mig efterfølgende, på opfordring af mange, at fortælle hvordan jeg nåede mit mål. Det blev til dette dokument, som jeg håber andre kan få glæde af: Sådan taber du dig - uden fjollede slanketips (PDF).

/Jakob

Derren Brown om religion og moral

En af mine yndlings skeptikere, Derren Brown, i et interview med en rigtig dygtig og "formidlings-engageret" filosof, Nigel Warburton, om ateisme og moral. Egentlig er indholdet ret banalt, men der er så mange som ikke forstår det, selv i vores relativt oplyste verden.

Se mere af samme interview her!

Jeg kan varmt anbefale Nigels podcasts om filosofi...

Religionsrapport om ateisme og sekularisering

Se mere her og klik "hør udsendelsen" for at høre programmet:
http://www.dr.dk/P1/Religionsrapport/udsendelser/2011/07/04120119.htm

Debatten mellem Charlotte Dyremose og undertegnede er placeret midt i udsendelsen, som er rammet ind med et interview om "ny" ateisme og ateisme i Danmark med Morten Warmind. Jeg ville meget gerne have haft mulighed for at kommentere på denne del, men det var desværre ikke muligt. Jeg vil udfærdige en uddybende kritik af hans udtalelser ved lejlighed.

Håber min indsats under debatten er godkendt.

Den sunde indre undren - Religion og tro i et barns perspektiv

Jeg har forfattet et lille skrift med nogle tanker om årsagen til gudetroens fravær i mit sind. Det begynder således:

Her i bagklogskabens klare lys tror jeg egentlig godt, jeg ved, hvorfor jeg i dag er ateist – altså et menneske, der ikke tror på guder af nogen art. Det har faktisk undret mig i længere tid, hvorfor jeg ikke blev kristen ligesom mine forældre, min familie, vores omgangskreds og en stor del af det øvrige samfund – foruden resten af verden. Jeg har flere gange spurgt mig selv, hvorfor ikke også jeg bukkede under for den religiøse prægning, der mere eller mindre udtalt foregik gennem min barndom, hvor mild og uskyldig den end kan forekomme på overfladen. For selv den stærkeste klippe vil som bekendt langsomt erodere ved vandråbers milde, men vedvarende og insisterende anslag.

Hent hele skriftet her: Den sunde indre undren (PDF) - og smid gerne en kommentar når du har læst det!