Hvem er disse kolde og djævelske kujoner som kaster sig selv i døden og tager uskyldige med sig? Hvem er disse forblændede og barbariske religiøse som har valgt at blive mordere? Ikke blot tager de uskyldige mennesker med sig i døden, de er oven i købet ligeglade om det er voksne eller børn, rige eller fattige, troende eller ateister etc.! Må deres mødre fortvivle og fortryde den dag deres fortabte børn blev født - vi er i hvertfald nogle der kunne ønske de fik "abort med tilbagevirkende kraft".
Disse primitive menneskers selviske stræben efter at blive ophævet til "matyrer" forhindrer enhver fornuftig tanke at penetrere deres hjerneskal - og man kan have begrundet mistanke om at denne egoisme ikke skyldes andet end liderlighed: ideen om 72 jomfruer kan åbenbart trække i selv den mest hellige kriger(s)!
Den ære de tror de vinder ved deres ugudelige og dyriske handlinger, mister de i dobbelt grad i det de slagter tilfældige forbipasserende. Intet udover sorg, smerte, skam, fortvivlelse og frygt bringer de til verden. Kun andre kujoner vil hædre dem - og hvad ære er der i at være hædret blandt mordere og forbrydere?
Disse hjernevaskede - tja, hjernedøde - terrorister, der forblændede af deres misforståede religionsopfattelse helliger et inhumant og bastialsk middel for et "større" mål, er verdens værste bakterie.... Og noget kunne tyde på at denne bakterie spredes over kloden i høj fart. "Gud" hjælpe os...
12. august 2006
Bertrand Russell
Bertrand Russell (1872-1970) står bag en række fantastiske skrifter omkring skepticisme, ateisme, agnosticisme m.v.
Der var med stor fornøjelse at jeg fandt en del materiale omkring ham, samt nogle af hans mindre tekster frit tilgængeligt på en hjemmeside (på engelsk). Se her:
http://www.positiveatheism.org/tochruss.htm.
Jeg kan på det varmeste anbefale enhver at læse lidt om - og af - Bertrand Russell!
Se specielt "Why I Am Not a Christian", "Is There a God" og "Am I An Atheist Or An Agnostic?".
Enjoy :)
Der var med stor fornøjelse at jeg fandt en del materiale omkring ham, samt nogle af hans mindre tekster frit tilgængeligt på en hjemmeside (på engelsk). Se her:
http://www.positiveatheism.org/tochruss.htm.
Jeg kan på det varmeste anbefale enhver at læse lidt om - og af - Bertrand Russell!
Se specielt "Why I Am Not a Christian", "Is There a God" og "Am I An Atheist Or An Agnostic?".
Enjoy :)
24. juli 2006
Den personlige gud
Hvis Sokrates berømte ord "alt hvad jeg ved er, at jeg intet ved" ikke har gjort et indtryk på dig - så lad være med at læse mere her, du besidder højst sandsynlig ikke evnen til at tvivle (eller indrømme tvivlens tilstedeværelse i dig selv - overfor dig selv). Opdragelse, indoktrinering, "uddannelse" og andre kulturelle metoder til hjernevask :) har desværre en evne til at fjerne menneskers "evne til tvivl og skeptiske synsvinkler" over tid - egenskaber som der ellers bør hyldes og værnes om.
De fleste troende har en forestilling om deres gud eller guders personlighed - de har en personlig gud med karakteregenskaber som os mennesker. Den slags gudeforestillinger er efter min mening det rene tankespind så snart den troende erklærer, at vedkommende kender sin gud, dennes hensigter og etiske/moralske univers. Hvordan bliver man så sikker?
Springet fra at man undres over
a) hvordan verden blev skabt ud af "Intetheden" og
b) hvad der er udenfor vores univers (som jo udvider sig som de kloge siger) og
c) hvad der sker efter vores jordiske liv er slut
til at man tror på en guddommelig omnipotent magt kan jeg sådan set godt følge i tanken, men efter min mening er man ude i fejlslutninger så snart man begynder at gøre sig forestillinger om gudens sind, tanker, intentioner, skikkelse m.v. - herunder gudens hensigt med at skabe verden, dens galakser, sole, stjerner, jorden, naturfænomener, dyr (herunder os mennesker) m.v.
Hvis man ikke har undret sig over punkt a, b og c er man formentlig tidligt præget [1] eller meget lidt skeptisk ifht. sin (om)verden [2] - hvilket efter min beskedne mening er et gevaldigt karakterbrist. Hvis man ikke har haft den udsøgte fornøjelse af at føle sig "håbløst uvidende" og ydmyg overfor den verden vi befinder os i - så er der virkelige noget man er gået glip af! Og tro mig nu - jeg ville gerne TRO [3] - men jeg kan simpelthen ikke om end jeg har forsøgt hele mit liv (jeg kan forsikre dig for, at det ikke er af "ond vilje"). Ligesom nogle mangler evnen til at tvivle, mangler jeg ganske enkelt evnen til (blindt?) at tro [4].
Om en gud - eller flere guder - er kærlig, god, ond eller ligeglad kan i bund og grund ikke erkendes eftersom de fleste af os (nogenlunde afbalancerede mennesker) når alt kommer til alt ikke kender denne gud - eller disse guder. En almægtig og omnipotent gud - som er "ond" efter vores begreber - kunne med sine evner jo sagtens skjule sin ondskab overfor et fejlbarligt og begrænset menneske, tja intet er sikkert så snart man forstår hvor almægtig en eventuel gud må være. Ligeså kunne en "god" gud skjule sine hensigter med største lethed - husk på vi taler om almægtige GUDER... Ikke bare et eller andet "forstørret" menneske.
Jeg mener det er en underkendelse af gudens/gudernes væsen at betragte dem med menneskelige egenskaber og ud fra menneskelige etiske og moralske begreber. En gud er hævet over vores begrebsverden - og erkendelse [5] - en skaber må være mere og større end sit værk.
Gudens intentioner er skjulte og uigennemskuelige, når dette eller hint sker kan man ikke tilskrive guden en bagvedliggende mening alla "alt er for det gode", dette ved vi jo ikke noget om. I bund og grund er jeg tilhænger af sætningen "Guds veje er uransagelige" - det skal dog bruges om samtlige hændelser i ens liv, både de gode oplevelser og de minde gode. Gud er ikke nødvendigvis "ond" når han sender en tsunami mod sine undersåtter, han er tilsvarende ikke nødvendigvis "god" når han sender dig et velskabt barn eller lader dine lottotal trække... Vi kender ikke gudernes veje, de kan ikke ransages, forklares eller erkendes.
Det moralske ansvar må vi tage på egen skuldre - vi må hver i sær kæmpe for "godt" og "ondt" og konstant tage stilling til vores omverden og påtage os det ansvar vi står med (nemlig VERDEN). Ingen gud kan gøres ansvarlig med mening - vi er her i dette nu - vi har magten og mulighederne for at skabe det der er blevet os givet (om det så af givet af den ene eller den anden gud, kraft eller proces).
Spørgsmålet om der er een eller flere guder kan heller ikke afklares, eller nærmere 'bevises', ud fra den viden vi besidder. Det eneste de adskiller monoteisme fra polyteisme er eksistensen af nogle old gamle skrifter... En bibel, koran, kanon, lærebog eller anden skrift udformet af fejlbarlige mennesker - hvis du spørger mig er det ikke "den rene vej til guddommelig erkendelse", det ville gudens direkte kommunikation til Den Enkelte (eller alle i flok)derimod være - og selv om jeg har både lyttet og kaldt er jeg endnu ikke blevet "ringet op" af nogen gud. De der påstår de har mødt gud kan jo være heldige (og føle sig unikke), men at prædike deres personlige gudsoplevelse til andre er meningsløs - de selv blev jo også først endeligt overbevist ved gudens tilsynekomst for dem selv (ellers ville det vel ikke fokusere så meget på det i deres prædiken) - hvorfor skulle vi andre nøjes med mindre???
Hvis man endelig skal tilføre guden personlighed - så er der et par ting som ikke giver mening for mig... Ville en guddommelig magt skabe mennesker for at modtage bøn og offergaver? Er det ikke sådan en slags selv-tilfredsstillelse hvis det skulle være tilfældet? Ligeledes finder jeg trosærklæringen besynderlig - hvad er gudens/gudernes interesse egentlig i at menneskeheden bekræfter at de tror på ham/dem, hvorfor skulle en gud kræve af et menneske at det tror ham, når ingen uigenkaldelige beviser er lagt - og hvis du nu siger "jamen, biblen er der jo" så fortæl mig lige hvorfor vi skal tro en række usammenhængende eventyr og lignelser skrevet og indsamlet af vores forfædre. Og fortæl mig også hvorfor man for lidt over 2000 år siden efter sigende fik førstehåndsviden når vi i dag må nøjes med overleverede fortællinger... Og hvorfor skulle en gud ved sine fulde fem skabe mennesker på en jord - og lade os opfatte livet som en slags udvælgelsesprocedure til et evigt "Paradis"? Hvis du her blander Satan ind i billedet som en modsvarende magt, så er gud ikke længere omnipotent, men begrænset i et vist omfang... Der er så mange ubekendte, så megen uvished.
Kirker, templer, moskeer, forsamlingshuse og hvad ved jeg - alle disse hellige institutioner oprettes af mennesker - og missionærer :) - som vil forkynde en sandhed som de hver i sær mener de besidder... Der er så mange retningslinier indenfor tro - at man kun kan bekræfte dem i at de kun tror og ikke ved. De nærmest gendriver sig selv og hinanden i deres indædte råben og prædiken "jeg kender sandheden" og "kun her finder du frelse" - sælgere, det er hvad de er, men har de i bund og grund en vare at tilbyde? Et menneske siger et, mens et andet siger noget andet, et tredje noget tredje osv. - hvem skal man tro? Ham der råber højest, ham der truer dig på livet, ham der beder for din velsignelse, eller... Ingen..?
Hvorfor alt det ståhej for at hylde noget man tror eksisterer - og hvorfor er gudens egen verden (den skabte natur) ikke prægtig nok til at hylde guden selv? Skal der bringesoffergaver, skulpturer og bønner, samt udføres finurlige ritualer (mænd i kjoler med fjollede kraver, underlige hovedbeklædninger osv.) før vores skaber(e) er tilfreds(e)? Jeg kan slet ikke forestille mig en sådan gud - det er meget svært for mig at tro sådanne udskejelser kan behage en almægtig fader og/eller moder. Der er så mange spørgsmål - men jeg tror jeg vil lade det ligge der for nu, tja for altid, tak for denne gang :)
[1] Man kunne vel sige hjernevasket, indoktrineret, belært, opdraget m.v. alt efter ens temperament...
[2] For ikke at bruge negativt ladede udtryk som 'naiv' eller 'uintelligent'
[3] Trosbegrebet er her anvendt ifbm. et gudsforhold
[4] Tja, nogle troende indrømmer blankt at deres tro er blind - et spring på "de 70.000 Favne Vand" som Kierkegaard omtaler sin Objektive Uvished - han kalder oveni købet troen en risiko. Respekt for det.
[5] Læs evt. lidt om Agnosticisme.
De fleste troende har en forestilling om deres gud eller guders personlighed - de har en personlig gud med karakteregenskaber som os mennesker. Den slags gudeforestillinger er efter min mening det rene tankespind så snart den troende erklærer, at vedkommende kender sin gud, dennes hensigter og etiske/moralske univers. Hvordan bliver man så sikker?
Springet fra at man undres over
a) hvordan verden blev skabt ud af "Intetheden" og
b) hvad der er udenfor vores univers (som jo udvider sig som de kloge siger) og
c) hvad der sker efter vores jordiske liv er slut
til at man tror på en guddommelig omnipotent magt kan jeg sådan set godt følge i tanken, men efter min mening er man ude i fejlslutninger så snart man begynder at gøre sig forestillinger om gudens sind, tanker, intentioner, skikkelse m.v. - herunder gudens hensigt med at skabe verden, dens galakser, sole, stjerner, jorden, naturfænomener, dyr (herunder os mennesker) m.v.
Hvis man ikke har undret sig over punkt a, b og c er man formentlig tidligt præget [1] eller meget lidt skeptisk ifht. sin (om)verden [2] - hvilket efter min beskedne mening er et gevaldigt karakterbrist. Hvis man ikke har haft den udsøgte fornøjelse af at føle sig "håbløst uvidende" og ydmyg overfor den verden vi befinder os i - så er der virkelige noget man er gået glip af! Og tro mig nu - jeg ville gerne TRO [3] - men jeg kan simpelthen ikke om end jeg har forsøgt hele mit liv (jeg kan forsikre dig for, at det ikke er af "ond vilje"). Ligesom nogle mangler evnen til at tvivle, mangler jeg ganske enkelt evnen til (blindt?) at tro [4].
Om en gud - eller flere guder - er kærlig, god, ond eller ligeglad kan i bund og grund ikke erkendes eftersom de fleste af os (nogenlunde afbalancerede mennesker) når alt kommer til alt ikke kender denne gud - eller disse guder. En almægtig og omnipotent gud - som er "ond" efter vores begreber - kunne med sine evner jo sagtens skjule sin ondskab overfor et fejlbarligt og begrænset menneske, tja intet er sikkert så snart man forstår hvor almægtig en eventuel gud må være. Ligeså kunne en "god" gud skjule sine hensigter med største lethed - husk på vi taler om almægtige GUDER... Ikke bare et eller andet "forstørret" menneske.
Jeg mener det er en underkendelse af gudens/gudernes væsen at betragte dem med menneskelige egenskaber og ud fra menneskelige etiske og moralske begreber. En gud er hævet over vores begrebsverden - og erkendelse [5] - en skaber må være mere og større end sit værk.
Gudens intentioner er skjulte og uigennemskuelige, når dette eller hint sker kan man ikke tilskrive guden en bagvedliggende mening alla "alt er for det gode", dette ved vi jo ikke noget om. I bund og grund er jeg tilhænger af sætningen "Guds veje er uransagelige" - det skal dog bruges om samtlige hændelser i ens liv, både de gode oplevelser og de minde gode. Gud er ikke nødvendigvis "ond" når han sender en tsunami mod sine undersåtter, han er tilsvarende ikke nødvendigvis "god" når han sender dig et velskabt barn eller lader dine lottotal trække... Vi kender ikke gudernes veje, de kan ikke ransages, forklares eller erkendes.
Det moralske ansvar må vi tage på egen skuldre - vi må hver i sær kæmpe for "godt" og "ondt" og konstant tage stilling til vores omverden og påtage os det ansvar vi står med (nemlig VERDEN). Ingen gud kan gøres ansvarlig med mening - vi er her i dette nu - vi har magten og mulighederne for at skabe det der er blevet os givet (om det så af givet af den ene eller den anden gud, kraft eller proces).
Spørgsmålet om der er een eller flere guder kan heller ikke afklares, eller nærmere 'bevises', ud fra den viden vi besidder. Det eneste de adskiller monoteisme fra polyteisme er eksistensen af nogle old gamle skrifter... En bibel, koran, kanon, lærebog eller anden skrift udformet af fejlbarlige mennesker - hvis du spørger mig er det ikke "den rene vej til guddommelig erkendelse", det ville gudens direkte kommunikation til Den Enkelte (eller alle i flok)derimod være - og selv om jeg har både lyttet og kaldt er jeg endnu ikke blevet "ringet op" af nogen gud. De der påstår de har mødt gud kan jo være heldige (og føle sig unikke), men at prædike deres personlige gudsoplevelse til andre er meningsløs - de selv blev jo også først endeligt overbevist ved gudens tilsynekomst for dem selv (ellers ville det vel ikke fokusere så meget på det i deres prædiken) - hvorfor skulle vi andre nøjes med mindre???
Hvis man endelig skal tilføre guden personlighed - så er der et par ting som ikke giver mening for mig... Ville en guddommelig magt skabe mennesker for at modtage bøn og offergaver? Er det ikke sådan en slags selv-tilfredsstillelse hvis det skulle være tilfældet? Ligeledes finder jeg trosærklæringen besynderlig - hvad er gudens/gudernes interesse egentlig i at menneskeheden bekræfter at de tror på ham/dem, hvorfor skulle en gud kræve af et menneske at det tror ham, når ingen uigenkaldelige beviser er lagt - og hvis du nu siger "jamen, biblen er der jo" så fortæl mig lige hvorfor vi skal tro en række usammenhængende eventyr og lignelser skrevet og indsamlet af vores forfædre. Og fortæl mig også hvorfor man for lidt over 2000 år siden efter sigende fik førstehåndsviden når vi i dag må nøjes med overleverede fortællinger... Og hvorfor skulle en gud ved sine fulde fem skabe mennesker på en jord - og lade os opfatte livet som en slags udvælgelsesprocedure til et evigt "Paradis"? Hvis du her blander Satan ind i billedet som en modsvarende magt, så er gud ikke længere omnipotent, men begrænset i et vist omfang... Der er så mange ubekendte, så megen uvished.
Kirker, templer, moskeer, forsamlingshuse og hvad ved jeg - alle disse hellige institutioner oprettes af mennesker - og missionærer :) - som vil forkynde en sandhed som de hver i sær mener de besidder... Der er så mange retningslinier indenfor tro - at man kun kan bekræfte dem i at de kun tror og ikke ved. De nærmest gendriver sig selv og hinanden i deres indædte råben og prædiken "jeg kender sandheden" og "kun her finder du frelse" - sælgere, det er hvad de er, men har de i bund og grund en vare at tilbyde? Et menneske siger et, mens et andet siger noget andet, et tredje noget tredje osv. - hvem skal man tro? Ham der råber højest, ham der truer dig på livet, ham der beder for din velsignelse, eller... Ingen..?
Hvorfor alt det ståhej for at hylde noget man tror eksisterer - og hvorfor er gudens egen verden (den skabte natur) ikke prægtig nok til at hylde guden selv? Skal der bringesoffergaver, skulpturer og bønner, samt udføres finurlige ritualer (mænd i kjoler med fjollede kraver, underlige hovedbeklædninger osv.) før vores skaber(e) er tilfreds(e)? Jeg kan slet ikke forestille mig en sådan gud - det er meget svært for mig at tro sådanne udskejelser kan behage en almægtig fader og/eller moder. Der er så mange spørgsmål - men jeg tror jeg vil lade det ligge der for nu, tja for altid, tak for denne gang :)
[1] Man kunne vel sige hjernevasket, indoktrineret, belært, opdraget m.v. alt efter ens temperament...
[2] For ikke at bruge negativt ladede udtryk som 'naiv' eller 'uintelligent'
[3] Trosbegrebet er her anvendt ifbm. et gudsforhold
[4] Tja, nogle troende indrømmer blankt at deres tro er blind - et spring på "de 70.000 Favne Vand" som Kierkegaard omtaler sin Objektive Uvished - han kalder oveni købet troen en risiko. Respekt for det.
[5] Læs evt. lidt om Agnosticisme.
9. juli 2006
Tro, håb og kærlighed
Tro nu ikke at jeg ikke vil tro - glem ikke det faktum, at jeg ligesom alle andre ønsker et holdepunkt til at berolige mit fortabte og evigt søgende sind. Et gudsforhold som betrygger og mildner livets slag og tidens sår - et trosgrundlag som forklarer og eviggør vor eksistens. Jeg vil det af hele mit hjerte og al mit væsen - men måske vil det ikke mig?
Jeg har kone, børn og familie som jeg meget gerne vil tilbringe Evigheden med - og jo, jeg nyder livet og ønsker at opleve så meget som muligt. Jeg frygter dog ikke døden, selv om jeg ser det som et endeligt punktum for mit sind - et sort ikke-væren - det jeg hader ved døden er, at den tager mig væk fra mine nærmeste så jeg ikke kan følge og støtte dem som jeg ellers ville kunne. Jeg hader det faktum, at jeg ikke vil kunne udtrykke min kærlighed overfor min kone og mine børn som jeg ville kunne i levende live - at jeg ikke vil kunne hjælpe mine børn og dæmpe livets uundgåelige slag mod deres kroppe og sind.
Tanken om et Paradis - et efterliv - er da herlig og kærkommen, men når man nu ikke kan tro det og ikke kan finde beviset, så er den svær at sluge for en tvivler som jeg... På trods af min sult. Vi ved hvad vi har, men det der skal komme eksisterer der ikke førstehåndsviden om - det der ligger efter kan ingen udtale sig om med sikkerhed (og hvis de gør bør man nok udvise en særdeles skeptisk holdning). Men man har jo lov til at håbe - lad os ikke lade dette altoverskyggende håb tvinge os ind i blind tro.
Jeg ville da gerne love mine børn at når vi skilles en dag - helst lang tid fra nu - så mødes vi igen et andet sted. Jeg ville med al min sjæl gøre mit til at et sådant løfte var reelt, ærligt og oprigtigt - men det bliver det ikke når man mangler evnen til at tro... Blindt.
Jeg har svært ved at lægge Bibelen til grund for noget som helst - andet end andres fejlslagne søgen efter noget større end dem selv. Disse mennesker som skrev den bog (eller hvor mange der nu er) gjorde et stort stykke arbejde, men kendte hverken Gud eller Jesus - eller nogen anden af de personligheder de beskrev. De var forblændede af tanken om noget større - ligesom det er almindeligt i dag (på trods af at vi selv synes vi er så fornuftige og veludviklede). De valgte at tro noget de havde hørt og forkynde det for eftertiden. Bibelen er ikke et bevis og ingen kilde til sandhed - men et resultat af den søgen efter det der ligger ud over det forklarlige som ligger og ulmer inde i alle eksistentielt tænkende mennesker.
En alt overlegen Gud ville jo aldrig lægge sin tillid i menneskers evne til at skrive en bog om Ham, alene i læse processen kan der opstå for mange tolkningsproblemer - og her taler jeg end ikke om oversættelsesproblemerne vi har (nu er menneskeracen jo heller ikke ligefrem kendt for at være ufejlbare). En så mægtig guddom, ville vel nok lade tvivlen sove og komme direkte til Hin Enkelte? Ingen kan overbevise mig om noget så stort foruden det store selv.
Hvis Han/Hun (eller "de" hvis der nu skulle være flere guder) virkelig ville have menneskeracen til at tro ham, mon så ikke Han (som omnipotent Gud) ville kunne lykkes med den mission? Hvis Han virkelig ville plante uomtvistelige beviser, mon så ikke alle mennesker ville kunne verificere og acceptere disse? Min pointe er bare, at når disse beviser ikke er der, så er der flere muligheder:
1) Han/Hun eksisterer ikke og har aldrig gjort det
2) Han/Hun eksisterede, men er nu væk/død
3) Han/Hun eksisterer, men vil ikke have vi skal vide med sikkerhed at han er der
Lige nu og her vil jeg kun fremhæve den sidste foreslåede mulighed, hvis man nu render og tror på en sådan gud, uden et eneste bevis, synes han så det er positivt eller...?
Nå, men jeg skal nok tale lidt om guder (og deres væsen) en anden gang... Her ville jeg blot understrege at jeg bestemt gerne ville tilslutte mig skaren af troende, i et af de fantastisk mange trossamfund verden over, hvis blot jeg kunne overbevises om deres ret.
Jeg har kone, børn og familie som jeg meget gerne vil tilbringe Evigheden med - og jo, jeg nyder livet og ønsker at opleve så meget som muligt. Jeg frygter dog ikke døden, selv om jeg ser det som et endeligt punktum for mit sind - et sort ikke-væren - det jeg hader ved døden er, at den tager mig væk fra mine nærmeste så jeg ikke kan følge og støtte dem som jeg ellers ville kunne. Jeg hader det faktum, at jeg ikke vil kunne udtrykke min kærlighed overfor min kone og mine børn som jeg ville kunne i levende live - at jeg ikke vil kunne hjælpe mine børn og dæmpe livets uundgåelige slag mod deres kroppe og sind.
Tanken om et Paradis - et efterliv - er da herlig og kærkommen, men når man nu ikke kan tro det og ikke kan finde beviset, så er den svær at sluge for en tvivler som jeg... På trods af min sult. Vi ved hvad vi har, men det der skal komme eksisterer der ikke førstehåndsviden om - det der ligger efter kan ingen udtale sig om med sikkerhed (og hvis de gør bør man nok udvise en særdeles skeptisk holdning). Men man har jo lov til at håbe - lad os ikke lade dette altoverskyggende håb tvinge os ind i blind tro.
Jeg ville da gerne love mine børn at når vi skilles en dag - helst lang tid fra nu - så mødes vi igen et andet sted. Jeg ville med al min sjæl gøre mit til at et sådant løfte var reelt, ærligt og oprigtigt - men det bliver det ikke når man mangler evnen til at tro... Blindt.
Jeg har svært ved at lægge Bibelen til grund for noget som helst - andet end andres fejlslagne søgen efter noget større end dem selv. Disse mennesker som skrev den bog (eller hvor mange der nu er) gjorde et stort stykke arbejde, men kendte hverken Gud eller Jesus - eller nogen anden af de personligheder de beskrev. De var forblændede af tanken om noget større - ligesom det er almindeligt i dag (på trods af at vi selv synes vi er så fornuftige og veludviklede). De valgte at tro noget de havde hørt og forkynde det for eftertiden. Bibelen er ikke et bevis og ingen kilde til sandhed - men et resultat af den søgen efter det der ligger ud over det forklarlige som ligger og ulmer inde i alle eksistentielt tænkende mennesker.
En alt overlegen Gud ville jo aldrig lægge sin tillid i menneskers evne til at skrive en bog om Ham, alene i læse processen kan der opstå for mange tolkningsproblemer - og her taler jeg end ikke om oversættelsesproblemerne vi har (nu er menneskeracen jo heller ikke ligefrem kendt for at være ufejlbare). En så mægtig guddom, ville vel nok lade tvivlen sove og komme direkte til Hin Enkelte? Ingen kan overbevise mig om noget så stort foruden det store selv.
Hvis Han/Hun (eller "de" hvis der nu skulle være flere guder) virkelig ville have menneskeracen til at tro ham, mon så ikke Han (som omnipotent Gud) ville kunne lykkes med den mission? Hvis Han virkelig ville plante uomtvistelige beviser, mon så ikke alle mennesker ville kunne verificere og acceptere disse? Min pointe er bare, at når disse beviser ikke er der, så er der flere muligheder:
1) Han/Hun eksisterer ikke og har aldrig gjort det
2) Han/Hun eksisterede, men er nu væk/død
3) Han/Hun eksisterer, men vil ikke have vi skal vide med sikkerhed at han er der
Lige nu og her vil jeg kun fremhæve den sidste foreslåede mulighed, hvis man nu render og tror på en sådan gud, uden et eneste bevis, synes han så det er positivt eller...?
Nå, men jeg skal nok tale lidt om guder (og deres væsen) en anden gang... Her ville jeg blot understrege at jeg bestemt gerne ville tilslutte mig skaren af troende, i et af de fantastisk mange trossamfund verden over, hvis blot jeg kunne overbevises om deres ret.
Ud af Folkekirken
Indtil for ganske nylig hørte jeg til den del af den danske befolkning som mere eller mindre hovedløst følger mængden som passivt medlem af den danske folkekirke - et trossamfund som de fleste er meldt ind i som en selvfølge fra de bliver født/døbt. På trods af min manglende tro - og indædte skepticisme - kunne jeg ikke få taget mig selv sammen til at få meldt mig ud - én gang for alle.
Men, det var jo slet ikke så besværligt som jeg havde regnet med - i al sin enkelthed hentede jeg en blanket på nettet [1] og sendte den i udfyldt stand sammen med min dåbsattest til mit sogn [2]. Sådan, 5 minutters arbejde hvis man da kan finde sin dåbsattest og et frimærke. Uanset hvad, så føles det nu rart bagefter at være komplet - og nu officielt - gudløs :)
Og jo, det kan da godt være at det koster lidt ekstra at blive begravet når den tid kommer, men det går vel nogenlunde lige op med det man sparer i kirkeskat. Og når alt kommer til alt er det jo ikke pengene det drejer sig om - men princippet i at være medlem af en religion som man slet ikke dyrker. Jo, visse dele af budskabet kan jeg vel godt være tilhænger af, men resten er jo et cirkus.
En strøtanke i den forbindelse er hvorfor man i det hele taget SKAL begraves når man er død - jo, der findes vist en gammel lov der befaler den slags, men kunne man ikke bare blande den aske ind i den næste bro eller motorvej der bygges? Lad være med at spilde kræfter på at placere mine rester et trygt og "helligt" sted - kast mig for løverne eller dump mig i Østersøen, jeg er helt og aldeles ligeglad. Mon ikke forskerne kan finde en bedre ting at bruge vores kroppe til, der må da være nogle lækkerier inde i os som kan bruges i en eller anden videnskabelig sammenhæng? Visse organer skal selvfølgelig bruges til reservedele så andre kan få glæde af dem - det er da bare naturligt! Drik for helvede - du får bare en anden(s) lever ;-)
Og når nu jeg selv tangerer begrebet "hellig jord", så fortæl mig lige hvorfor en død krop skal ligge i hellig jord når sjælen alligevel er i "Paradis"? Og hvornår bliver noget jord helligere end andet - og hvor står der noget om den slags? Er det mon noget kun præster kan finde ud af, deres magiske kræfter er helt utrolige? De kan jo bare det der med korsets tegn og andre farverige ritualer. Visse præster gør meget ud af at fortælle, at når et ikke-medlem skal begraves så foregår det i et specielt hjørne af kirkegården som ikke er indviet - uha! - sikken en ballade man kunne lave ved at "bestikke" en præst til at indvi samtlige af den slags "sorte huller" og gøre dem hellige, sikken en ballade - så skulle alle præster ud og "forbande" de uhelliges jord, igen - et cirkus for alle pengene!
Personligt ville jeg gerne opleve den dag hvor Danmark erklærede sig gudløs og religionsfri - ikke at andre ikke må dyrke deres religion i landet, men at politik og stat helt og aldeles er uden en officiel tro. Forestil dig den dag hvor statsministeren kan proklamere at vi ikke har nogen folkekirke i lille Danmark - det gad jeg godt opleve, men det bliver næppe i min tid da medlemsprocenten på nuværende tidspunkt er noget over 80%. Muhammed-sagen blusser nok op igen til den tid - og måske vil USA ikke længere være vores allierede, de har jo lidt problemer med at adskille politik og religion - tja, og fantasi og virkelighed.
Så her er budskabet: Begrav mig i skam, på uhellig jord - og lad præster med deres indviede menigheder, fra hvert et trossamfund, spotte mit døde legeme og forhåne det der engang var mig. Mon ikke jeg er ret ligeglad - hallo, jeg er jo død!
[1]
http://www.km.dk/fileadmin/share/blanketter/udtr_delse.pdf
[2]
http://www.sogn.dk/index.php?mod=sogn&func=soegDitSogn
Men, det var jo slet ikke så besværligt som jeg havde regnet med - i al sin enkelthed hentede jeg en blanket på nettet [1] og sendte den i udfyldt stand sammen med min dåbsattest til mit sogn [2]. Sådan, 5 minutters arbejde hvis man da kan finde sin dåbsattest og et frimærke. Uanset hvad, så føles det nu rart bagefter at være komplet - og nu officielt - gudløs :)
Og jo, det kan da godt være at det koster lidt ekstra at blive begravet når den tid kommer, men det går vel nogenlunde lige op med det man sparer i kirkeskat. Og når alt kommer til alt er det jo ikke pengene det drejer sig om - men princippet i at være medlem af en religion som man slet ikke dyrker. Jo, visse dele af budskabet kan jeg vel godt være tilhænger af, men resten er jo et cirkus.
En strøtanke i den forbindelse er hvorfor man i det hele taget SKAL begraves når man er død - jo, der findes vist en gammel lov der befaler den slags, men kunne man ikke bare blande den aske ind i den næste bro eller motorvej der bygges? Lad være med at spilde kræfter på at placere mine rester et trygt og "helligt" sted - kast mig for løverne eller dump mig i Østersøen, jeg er helt og aldeles ligeglad. Mon ikke forskerne kan finde en bedre ting at bruge vores kroppe til, der må da være nogle lækkerier inde i os som kan bruges i en eller anden videnskabelig sammenhæng? Visse organer skal selvfølgelig bruges til reservedele så andre kan få glæde af dem - det er da bare naturligt! Drik for helvede - du får bare en anden(s) lever ;-)
Og når nu jeg selv tangerer begrebet "hellig jord", så fortæl mig lige hvorfor en død krop skal ligge i hellig jord når sjælen alligevel er i "Paradis"? Og hvornår bliver noget jord helligere end andet - og hvor står der noget om den slags? Er det mon noget kun præster kan finde ud af, deres magiske kræfter er helt utrolige? De kan jo bare det der med korsets tegn og andre farverige ritualer. Visse præster gør meget ud af at fortælle, at når et ikke-medlem skal begraves så foregår det i et specielt hjørne af kirkegården som ikke er indviet - uha! - sikken en ballade man kunne lave ved at "bestikke" en præst til at indvi samtlige af den slags "sorte huller" og gøre dem hellige, sikken en ballade - så skulle alle præster ud og "forbande" de uhelliges jord, igen - et cirkus for alle pengene!
Personligt ville jeg gerne opleve den dag hvor Danmark erklærede sig gudløs og religionsfri - ikke at andre ikke må dyrke deres religion i landet, men at politik og stat helt og aldeles er uden en officiel tro. Forestil dig den dag hvor statsministeren kan proklamere at vi ikke har nogen folkekirke i lille Danmark - det gad jeg godt opleve, men det bliver næppe i min tid da medlemsprocenten på nuværende tidspunkt er noget over 80%. Muhammed-sagen blusser nok op igen til den tid - og måske vil USA ikke længere være vores allierede, de har jo lidt problemer med at adskille politik og religion - tja, og fantasi og virkelighed.
Så her er budskabet: Begrav mig i skam, på uhellig jord - og lad præster med deres indviede menigheder, fra hvert et trossamfund, spotte mit døde legeme og forhåne det der engang var mig. Mon ikke jeg er ret ligeglad - hallo, jeg er jo død!
[1]
http://www.km.dk/fileadmin/share/blanketter/udtr_delse.pdf
[2]
http://www.sogn.dk/index.php?mod=sogn&func=soegDitSogn
Abonner på:
Opslag (Atom)