Ikke-fysisk kognition - en antropomorf reminiscens

Vi ved en hel del om den verden vi er del af. Vi ved faktisk rigtig mange ting - og det med så stor sandsynlighed, at vi ikke betænker os ved at kalde det "viden", eller ligefrem "sikker viden". Vi ved, at  bordplader i almindelighed er solide, at jorden ikke er flad, at vores klode bevæger sig rundt om solen, at vores solsystem er del af en gigantisk galakse, at det er langt mere sikkert at gå ned af en trappe end at springe ud fra en højhus, at jern er stærkere end papir, at åben ild er farlig osv. Der er rigtig meget vi ved med sikkerhed - ting vi ingen god grund har til at tvivle på sandheden af. Vores sunde skepsis kan altså med rette bruges i andre sammenhænge, hvis ikke vi vil spilde vores dyrebare tid.

En af de ting vi også ved med sikkerhed er, at kognition, altså tankeprocesser, er fuldstændig afhængige af fysiske neurologiske processer i hjernevæv, elektriske udladninger og kemiskeforbindelser i nerveceller.
Vi accepterer uden relevante indvendinger, at dette er ens for mineral-, plante- og dyreriget, altså at tanker kun opstår i fysiske elementer, som besidder et højt udviklet nervesystem. Vi ved således, at en sten ikke ligger og håber vi tager den op og kæler lidt med den, når vi passerer den på vores vej. Vi ved også, at den ikke føler smerte, når vi træder på den.

På trods af denne veletablerede viden findes der fortsat ideer om, at tanker kan figurere uden fysiske neurologiske processer. Vi kender det fra ideer om eksistensen af spøgelser, ånder, dæmoner, guder og lignende overtro. Her har vi forestillinger som involverer en eller anden form for avanceret tankeproces, men som "let og elegant" har overset nødvendigheden af hjerneaktivitet og tilhørende fysiske processer. Vi er opdraget med tanker om den slags væsener og vores undren er derfor ikke naturligt rettet mod det ulogiske i enhver påstand om ikke-fysisk kognition.

Selve diskussionen om hvorvidt vi kan vide noget om "ikke-fysiske" eller "immaterielle" "ting", vil jeg ikke gå ind i her. Jeg vil heller ikke komme ind på diskussionen om et muligt ikke-fysisk fænomen, der som "guder", tilskrives "almægtighed" eller (universel) "skaberkraft". Det interessante for mig her og nu er det kognitive element, herunder tanker, (selv-)bevidsthed, (fri) vilje, intentioner, psykologisk liv, følelser, sindsstemning, sindelag, personlighed og lignende. Mit ærinde og fokus er altså det fantastiske fænomen, som så mange mennesker mærkeligt nok stadig holder på kan "svæve frit", uden hold i den fysiske virkelighed. Det er ved nærmere eftersyn en yderst besynderlig tanke, med et umiskendeligt strejf af magisk tænkning, som formentlig skyldes det forhold, at vi mennesker generelt er (eller har været) tilbøjelige til at tilskrive vores omverden (personlige) tanker som vores egne. Man antager instinktivt, at naturen eller dele heraf har samme indre liv, eller at naturen skulle være skabt af væsener med lignende evner.

De klassiske antropomorfe guder optræder i menneskeskikkelse (som f.eks. Thor og Jesus) og de har menneskelige træk og egenskaber. De har altså krop, følelser, vilje, præferencer, temperament og/eller lignende menneskelige egenskaber. Senere er disse (ofte polyteistiske) gudeforestillinger blevet mere "utydelige" eller i hvert fald mindre fysiske. Det rent kropslige er ikke længere voldsomt udbredt i alverdens gudeforestillinger, "den gamle man med skægget" er pillet ned fra sin lyserøde sky og mere "immaterielle" former er udgangspunktet for moderne vestlig teologi. Mange gudeforestillinger er yderligere gledet ud til fordel for mere "upersonlige" guder: skaberguder som ikke blander sig i vores liv, nemlig de deistiske af slagsen.

Deistiske gudeforestillinger involverer (endnu) mindre grad af antromoporf tankegang, men har dog fortsat ikke givet helt slip! Et meget væsentligt element, der umiddelbart adskiller deisme fra "almindelig" ugudelighed, er det kognitive. Uden dette element ville det deistiske standpunkt ikke have noget reelt at byde på, i hvert fald ikke noget der adskiller det fra en almindelig accept af naturlige årsager. Men en deistisk guddom har haft en "plan" om at skabe universet. Den har haft til "hensigt" (vilje) at skabe naturen og menneskene m.v. Her er der altså forsat tale om en væsentlig menneskelig egenskab, nemlig den kognitive. Denne egenskab er unik ved os mennesker - og i nogen grad andre højtudviklede dyr. Netop vores bevidsthedsaktivitet, selve det, at vi kan gøre os tanker og have intentioner m.v., er menneskelige egenskaber, som gudeforestillingerne har "stjålet".

Ikke-fysisk kognition, er i bund og grund en reminiscens af de antropomorfe gudeforestillinger, et tankemæssigt efterladenskab af betydelige dimensioner. Man har tilsyneladende helt "glemt", at vi kender årsagen til kognitive processer - og de er altså fysiske. Man fjernede gudernes kroppe, men "glemte" at deres kognitive evner afhænger af det fysiske - undtagen tidligere tider hvor man ikke har vidst hvad nutidens videnskabsfolk gør om neurologi. Man har nu "glemt", at vi ingen som helst god grund har til at tro, at disse processer kan foregå uden delagtighed i det fysiske.

Når man analyserer og forstår ovenstående, så vil man forstå hvor uhyrligt det er at antage, at "ikke-fysiske væsener" skulle kunne gøre sig tanker. Tanker er unikke for dyr med hjerner og nervesystemer - eller i det mindste lignende fysiske konstruktioner (for at tage højde for muligheden for AI). En ufysisk tanke, er ganske enkelt en utanke!

Da jeg af mystiske årsager ikke har set dette (mod)argument før, tillader jeg mig selv benævne det: "det neurofysiske argument".