22. oktober 2010

Vort fælles ontologiske projekt (2. revision)

Jeg forestiller mig ofte en dialog mellem to eller flere mennesker, som i fællesskab skal prøve at enes om, hvad der findes i verden, altså hvad vi reelt kan sige eksisterer. Det er en dialog mellem mennesker der ønsker at opnå en sammenhængende virkelighedsopfattelse, som svarer mest muligt til virkeligheden eller "sandheden". Lad os kalde det et fælles ontologisk projekt.

Inden deres fælles undersøgelse af verden kan komme rigtig i gang, så skal der findes et absolut minimum af helt basale antagelser, et fælles udgangspunkt, en række grundlæggende "aksiomer", et antal laveste fællesnævnere for (pre)accepteret "virkelighed", det man også kunne kalde en uundgåelig metafysik. Man skal med andre ord afdække de forudsætninger, som man er nødt til at acceptere mere eller mindre "blindt", dvs. uden eksplicit at kunne gøre rede for deres absolutte gyldighed, for overhovedet at udføre og gennemføre den følgende undersøgelse og tilhørende dialog mellem parterne.

Oftest er der tale om uudtalte antagelser, usagte forudsætninger, som man altså bør afdække og få frem i lyset allerede i første fase. Med andre ord handler det om at finde frem til hvad vi underforstår i vores dialog, som ikke kan bevises med almindelige midler (så som empiri og logik).

I denne forundersøgelse, der afspiller sig ligesom en klassisk dialog af Platon for mit indre lærred, må enhver protestere efterhånden som de basale antagelser hober sig op én for én. Hvis man med mening, dvs. uden at komme ud i selvmodsigelser eller absurditet, kan afskrive en basal antagelse, så bør denne forkastes og efterlades til efterfølgende granskning. Det metafysiske fundament skal nemlig være så stabilt og sikkert som muligt, da det vil danne grundlag for alle efterfølgende antagelser om virkeligheden, den egentlige undersøgelse af verden, også omtalt som "anden fase". Forundersøgelsen skulle gerne munde ud i et fælles ontologisk fundament, en "konsensus-fundamentalisme".

Af samme årsag bør dette fundament være så "let" som overhovedet muligt, dvs. uden unødige "tomme" postulater, "blind" tro og letkøbte antagelser. Vi bør nemlig begrænse vores fælles ontologiske fundament til et absolut minimum, til det basalt nødvendige og absolut tvingende, idet vi i denne indledende afklaringsfase er særdeles sårbare overfor "forurening" af vores tanker om, og vort forhold til, virkeligheden.

De basale eller grundlæggende antagelser, er antagelser, som man ikke bør kunne fornægte uden at gøre sig skyldig i selvmodsigelse og absurditet, eller såkaldt "forudsætningsglemsel" (jf. den store danske filosof David Favrholdt*). Jeg vil i det følgende liste de basale antagelser, ikke nødvendigvis i korrekt orden og ikke nødvendigvis alle nødvendige forudsætninger, som jeg bl.a. gør mig i en normal dialog med andre mennesker, med et par tilknyttede kommentarer:

1. Jeg findes
- Basal antagelse om, at man selv eksisterer. Man kunne fremhæve Descartes "cogito ergo sum"-argument, men jeg vil nu hellere fokusere på afvisningens absurditet.

- Afvisning af denne basale antagelse fører til forudsætningsglemsel og absurditet (som kan være reel nok, men umulig at acceptere for mennesker). For hvordan kan man indgå dialog, hvis der ikke er flere parter som deltager i processen? Selvfornægtelsen fører til en absurditet, som er umulig at acceptere. Subjektets realitet er en forudsætning for interaktion med verden og (meningsfuld) kommunikation med andre subjekter. Man kan forsøge sig uden denne basale antagelse, men projektet forekommer mig ikke muligt.

2. Jeg kan erkende
- Basal antagelse om, at det giver mening at gøre sig tanker om verden, samt at vi har kognitiv mulighed for (gradvist) at lære og forstå verden, i et eller andet omfang, f.eks genkende mønstre og sammenhænge mellem hændelser. Dette punkt handler i bund og grund om intellektets (fornuftens) integritet og potentiale: vi kan i vidt omfang frit erkende "noget" om verden, men "hvad" vi skal erkende ligger i den efterfølgende (dynamiske) undersøgelse af verden, ikke i den indledende forundersøgelse. Der er altså her tale om en basal accept af, at vi kan "vide" noget om verden.

- Implicit i denne antagelse ligger det umiddelbart også, at vi er frie i vores undersøgelse, at vi ikke er bundet eller determineret til at acceptere det ene eller andet, i modsat fald ville vi ikke kunne stole på vores fornuft og erkendelse. Altså har vi at gøre med en implicit accept af "fri vilje", i hvert fald på erkendelsesområdet.

- Afvisning af denne basale antagelse fører til selvmodsigelse og absurditet (som kan være reel nok, men umulig at acceptere for mennesker). Udtaler man "vi kan ikke erkende", så påstår man jo, at man har erkendt (eller ved), at man ikke kan erkende (eller vide), hvilket er en selvmodsigelse. Ligeledes er der tale om en forudsætning for (meningsfuld) kommunikation med andre. Hvis vi ikke kan erkende hvad modparten forsøger at kommunikere, så giver det overhovedet ingen mening at indlede en dialog.

3. Jeg kan stole på logikken (basal/formel logik)
- Basal antagelse om, at vi kan udlede noget af vores erfaringer, samt at der findes basale regler for hvordan vi med mening kan konkludere noget (argumentation og gyldighed).

- Afvisning af denne basale antagelse fører til selvmodsigelse og absurditet (som kan være reel nok, men umulig at acceptere for mennesker). Ligeledes er det en forudsætning for interaktion med verden og (meningsfuld) kommunikation med andre. Alene udtalelsen "logik er ugyldig" er en påstand formuleret ved brug af logikken.

4. Jeg kan gøre mig erfaringer om verden
- Basal antagelse om, at hændelser i fremtiden sandsynligvis vil ligne dem i fortiden (ignorering eller accept af induktions- og kausalitetsproblemet). I denne antagelser ligger det også implicit, at ens erfaringer sandsynligvis vil være anvendelige i fremtiden (næste gang man udfører et lignende forsøg under samme forhold). Dette forhold gælder i øvrigt umiddelbart uanset om omverdenen reelt findes eller ej. Yderligere ligger der i denne antagelse en anerkendelse af vores hukommelse som funktionel i den forstand, at vi i høj grad kan stole på dens indhold. Vi kan altså akkumulere og assimilere viden.

- Afvisning af denne basale antagelse fører til absurditet (som kan være reel nok, men umulig at acceptere for mennesker). Ligeledes er det en forudsætning for interaktion med verden og (meningsfuld) kommunikation med andre. Hvis man ikke mener, at man kan gøre sig erfaring om verdens indretning, så vil man i praksis handle meget underligt i verden. Man vil eksempelvis ikke vælge trappen når man skal ned fra 9. etage, for den vil forekomme præcis lige så god som affaldsskakten, eller vinduet for den sags skyld. Grunden til at vi vælge trappen er, at vi har bedst erfaring med den (alternativerne bringer oftest lidelse eller død).

5. Omverdenen findes (uafhængigt af mig)
- Basal antagelse om at det er meningsfuldt at agerer i og interagere med rummet (ignorering eller accept af omverdensproblemet). Herunder at ens sanseerfaringer kan tilskrives en vis umiddelbar gyldighed.

- Afvisning af denne basale antagelse fører til solipsisme (som kan være reel nok, men i dyb modstrid med vores umiddelbare indtryk/erfaringer). Ligeledes er det en forudsætning for interaktion med verden og (meningsfuld) kommunikation med andre. Ved afvisning glemmer eller ignorerer man sin opdragelse og indlæring fra fødslen, ens baggrund og kropslighed, som er så vigtig for erkendelse (jf. Favrholdt*), sansning og handlen (herunder enhver hidtidig interaktion). Man underkender dertil dialogpartnernes eksistens - en gestus som næppe modtages positivt.

6. Jeg kan stole på matematikken (basale regnearter)
- Basal antagelse om, at man kan regne og få et korrekt resultat, f.eks. at 1 mand og 1 kvinde giver 2 mennesker, at 421 er større end 12, at 2 gange 2 er 4 osv. Dette dækker også mængdelære og syllogisme.

- Afvisning af denne basale antagelse fører til absurditet (som kan være reel nok, men umulig at acceptere for mennesker). Ligeledes er det en forudsætning for interaktion med verden og (meningsfuld) kommunikation med andre.

7. Tid findes
- Basal antagelse om, at fortid, nutid og fremtid findes, samt at man (og omverdenen) bevæger sig i tiden (gælder altså også sammenhængen mellem tid og rum: at en afstand tilbagelægges på kortere tid desto hurtige man bevæger sig m.v.).

- Afvisning af denne basale antagelse fører til absurditet (som kan være reel nok, men umulig at acceptere for mennesker). Ligeledes er det en forudsætning for interaktion med verden og (meningsfuld) kommunikation med andre. En person der benægter tidens realitet vil slet ikke kunne tale om "før", "efter", "imens" m.v.

8. Andre bevidstheder (som jeg) findes
- Basal antagelse om, at der i min omverden findes bevidstheder som mig, sandsynligvis med nogenlunde tilsvarende kognitive evner.

- Afvisning af denne basale antagelse fører til solipsisme. Ligeledes er det en forudsætning for (meningsfuld) kommunikation med andre. Ved afvisning glemmer eller ignorerer man enhver hidtidig interaktion med sine medmennesker. Man underkender dertil dialogpartnernes eksistens - en gestus som næppe modtages positivt.

9. Kommunikation er mulig
- Basal antagelse om, at vi kan kommunikere (overføre budskaber) med mening. Vi har at gøre med en accept af et minimum af fælles sprog, grammatik, betydning, begreber, mening og symbolik.

- Afvisning af denne basale antagelse gør dialogen, det fælles ontologiske projekt (både forundersøgelse og den efterfølgende undersøgelse af verden), absolut umulig. Hvis man ikke kan overlevere et budskab nogenlunde korrekt, fra den ene part i dialogen til de andre, så er der ingen grund til at kommunikere. Hvis kommunikation er umulig, så vil du heller ikke kunne læse dette (og forstå nogenlunde nøjagtigt hvad jeg har forsøgt at kommunikere).

Om selve forhandlingsprocessen
Efter enhver basal antagelse (punkt 1-9 og muligvis flere) bør hver part i dialogen kunne sige "OK, det er accepteret!" Kan en part ikke det, så bør vedkommende protestere. Herefter må den som fremsætter forslaget om en given basal antagelse, i ovenstående tilfælde undertegnede, argumentere for hvorfor antagelsen er af tvingende nødvendighed (for meningsfuld dialog og fælles forståelse).

Bliver parterne ikke enige om en given basal antagelse, så må de som under enhver anden forhandling finde ud af, om dialogen kan fortsætte alligevel. Størst mulig enighed må selvfølgelig tilstræbes. Der skal altså være en villighed til mutual forståelse hos alle deltagende parter (gensidig respekt og klar forståelse af projektets præmisser). Alle bevidste og intelligente væsener bør ideelt set deltage i denne fælles dialog (jeg taler ikke her om hvorvidt det er praktisk muligt).

Om forhandlingens resultater og konsekvenser
Forhandlingerne kan altså føre til følgende resultater:

1. Fælles enighed om alle basale antagelser, alle parter er tilfredse (fuld konsensus)
- Alle parter fik alle sine forslag til basale antagelser accepteret af de øvrige parter. Det er således (fuldt ud) muligt at gå videre i en "fælles" udforskning af virkeligheden (med udgangspunkt i ens fælles grundlæggende forudsætninger).

2. Fælles enighed om en række basale antagelser, alle parter er tilfredse (delvis konsensus)
- Man opnåede enighed om en række (ikke alle) stillede forslag til basale antagelser. Det er således muligt at gå videre i en "fælles" udforskning af virkeligheden (med udgangspunkt i ens fælles grundlæggende forudsætninger).

3. Uenighed om væsentlige basale antagelser, en eller flere parter er utilfredse (uenighed)
- Man opnåede ikke enighed om de stillede forslag til basale antagelser. Det er således ikke muligt at gå videre i en "fælles" udforskning af virkeligheden, da man ikke kan tage udgangspunkt i en række fælles grundlæggende forudsætninger. Dialogen må på beklageligvis afbrydes.

Man må nok forvente, at der opstår forskellige "grupperinger", som hver især accepterer en given mængde specifikke basale antagelser. Det er væsentligt at bemærke, at der ikke er tale om et demokratisk projekt i den forstand, at flertallet (altså den største gruppe) "vinder" eller har ret. Det indledende projekt består i at afdække de absolut "laveste fællesnævnere", et mindste antal nødvendige basale antagelser. I den efterfølgende afdækning af virkeligheden, den egentlige undersøgelse af verden, kan der kun drages konklusioner på baggrund af de fælles basale grundantagelser, som man gjorde sig i den indledende fase.

Hvis en part eksempelvis ikke har accepteret præmissen om at tiden eksisterer i første fase, så kan vedkommende ikke i sin efterfølgende undersøgelse af verden (anden fase) tale om tid (før, efter, imens m.v.). Dette med mindre personen på tilfredsstillende vis kan redegøre for tidens eksistens i anden fase, altså uden at forudantage (anticipere) dens realitet. Dette vil faktisk være at foretrække, hvis overhovedet muligt, eftersom vi jo forsøger at minimere omfanget og mængden af de grundlæggende antagelser.

Hvis en anden part eksempelvis har forsøgt at få en given guddom med ind som basal grundantagelse, men dialogens øvrige parter ikke har accepteret denne som en nødvendig antagelse, så kan den efterfølgende undersøgelse af verden ikke have denne guddom som forudsætning, i stedet må dens eksistens sandsynliggøres eller bevises efterfølgende (empirisk eller logisk).

Det er værd at bemærke, at ingen i vor dialog nødvendigvis hævder, at de basale antagelser er absolut viden, objektive størrelser, absolutte realiteter eller lignende. Blot hævdes det, at de er nødvendige og tvingende for opnåelse af fælles "mening", i betydningen "sammenhæng" i vores virkelighedsopfattelse og -forståelse. Dialogen er et forsøg på at opnå enighed om vort fundament, en slags sandhedssøgende fundamentalisme, en forundersøgelse før den egentlige afdækning af virkeligheden kan påbegyndes.

* David Favrholdt: "Filosofisk Codex" og "Erkendelse: Grundlag og gyldighed"
Rød tekst tilføjet 23-10-2010 kl. 9.45 (og er dermed principielt set 3. revision)

13 comments:

Arthur F. Arthursson sagde ...

Jeg er grundlæggende enig i dine betragtninger, men forstår ikke helt, hvordan du med et pennestrøg kan affærdige et af de største filosofiske problemer (fri vilje/determinisme).

Er fri vilje virkelig en forudsætning for (sand) erkendelse?

Eller med andre ord, er det ikke ligegyldigt for sandhedsværdien af en påstand, hvem der udtaler den, og om personen har fri vilje eller er determineret til at udtale den?

Hvis vi forestiller os, at din ontologiske dialog foregår mellem to (meget avancerede) robotter, kan der da ikke fremkomme sande påstande?

Jakob H. Heidelberg sagde ...

Glad for at du er enig - og spørgsmålet er rigtig godt. Måske er der tale om en tilsnigelse, jeg er usikker i nuværende fase. Hele møget er et udkast som jeg løbende har tænkt mig at revidere på baggrund af dialoger som denne, så tak for input!

Tanken stammer fra Favrholdt som basalt set siger, at vi for at mene, at vi potentielt kan opnå erkendelse, skal have en tillid til, at vi ikke er determinerede til at erkende X, Y eller Z. Vi skal have frihed til at kunne vælge for at vores metoder og konklusioner skal give mening.

Man kan måske sige, at vi ikke nødvendigvis behøver at antage, at vi har fri vilje i enhver anden sammenhæng (fx. behov, følelser og personlighed), men at vi i hvert fald må gå ud fra, at vi er fri i vores undersøgelse af hvordan verden hænger sammen.

Hvis jeg modsat påstår, at vi begge er determinerede til at antage, at jorden er rund, så kan jeg ikke samtidig mene, at der er tale om erkendelse. For at vi kan tale om erkendelse, så skal vi have frihed til at erkende.

Vores (basal) antagelse kan være forkert, men paradoksalt nok tror jeg ikke, at vi har et valg. Vi er nødt til at antage at vores "valg af viden" er frit.

Jakob H. Heidelberg sagde ...

Arthur, jeg har lige tilføjet noget tekst, men har ikke tilrettet det der står omkring "fri vilje" på erkendelsesområdet.

Jeg afventer bl.a. lige et svar fra dig om hvorvidt du er enig i at en sådan antagelse er nødvendig.

God weekend!
/Jakob

Arthur F. Arthursson sagde ...

Hej Jakob,

Jeg mener stadig ikke, at du har godtgjort nødvendigheden af et så uforklarligt metafysisk begreb som "fri vilje" i forbindelse med erkendelse. Du skriver jo selv, at "...så skal der findes et absolut minimum af helt basale antagelser..."

Et tankeeksperiment: vi forestiller os, at vi har "fodret" en supercomputer med alt, hvad vi i dag ved om fysik, lige fra partikelfysik til kosmologi, og herefter beder den komme med en konsistent teori om foreningen af kvantemekanikken med den generelle relativitetsteori. Computeren spytter et forslag ud, som herefter påvises eksperimentelt.
Skal vi afvise denne erkendelse, blot fordi den er genereret af et deterministisk system? Eller du vil måske ikke kalde dette for "erkendelse"?

Eller forestil dig, at vi bygger en robot med principielt samme sensorisk-perceptoriske system som et menneske. Skulle vi ikke kunne stole på dens oplysninger om omverdenen, blot fordi den ikke er udstyret med "fri vilje" (som vi grundlæggende endnu ikke har forklaret betydningen af) ?

Jeg er klar over, at dette er et kardinalpunkt for Favrholdt, men det gør det ikke nødvendigvis korrekt, at erkendelse forudsætter fri vilje.

Jakob H. Heidelberg sagde ...

Du taler fortsat bredt om "fri vilje", hvor jeg taler om "fri erkendelse", eller ordret: ""fri vilje", i hvert fald på erkendelsesområdet."

Jeg har svært ved at forholde mig til computerne og robotterne, og hvorvidt de (eller man) kan opnå erkendelse uden bevidsthed. Det væsentlige her er, at disse maskiner ikke er determinerede til at konkludere A, B eller C - for hvis de er det, så kan de i hvert fald ikke erkende noget!

Sagt på en anden måde: hvis vi er bundet til at "erkende", at X+Y=Z, så er der ikke tale om erkendelse. Viden kræver, at vi har frihed til at tage fejl og frihed til at have ret.

Jakob H. Heidelberg sagde ...

Lad mig uddybe kort.

Når vi f.eks. skal finde ud af, om jorden er flad eller rund, så antager vi begge implicit, at vi er frit stillet til at konkludere enten A eller B (eller noget tredje)... Hvis vi ikke antog dette implicit, så ville vi slet ikke gide undersøge sagen så ville vi i hvert fald være godt dumme!

Arthur F. Arthursson sagde ...

Det er en meget teoretisk erkendelsesfrihed, du der beskriver. Eksemplet med jordens facon er banalt; men var f.eks. Aristoteles "fri" til at erkende, at e=mc^2? I en vis, sær absolutistisk forstand ja; der var ikke noget, der forhindrede ham i at nå frem til denne ligning. Men reelt havde han ikke en chance for at opstille den specielle relativitetsteori på det tidspunkt; endsige bevise den.

Vi er vel alle i en eller anden grad påvirket af det samfund, der omgiver os, og den historie, vi har lagt bag os - også filosoffer og videnskabsmænd/kvinder. Og specielt af det paradigme, der er det fremherskende på det tidspunkt, hvor teorierne fremsættes (Kuhn).

Der ser ud til at være en determinisme i selve videnskabshistorien, der går mod større og større grad af sandhed og kompleksitet. På den anden side er der også sket nogle "kvantespring", som er nærmest uforklarlige - Galilei, Darwin, Einstein er eksempler på disse.

Så ja, en teoretisk/principiel "frihed" er nok nødvendig, for at der kan ske fremskridt på erkendelsesområdet. Men jeg kan ikke se, at der er noget til hinder for, at den næste Einstein bliver en supercomputer.

Jakob H. Heidelberg sagde ...

Jeg er helt enig i, at viden bygger på tidligere viden osv., men jeg er (som mange andre) bestemt ikke fan af Kuhns ide om "paradigmer", det er i høj grad misvisende og overvurderet, hvilket Favrholdt i øvrigt også gør rede for. Det er dog en lidt anden sag. Pointen er som jeg ser det, at vi i vores undersøgelse (2. fase), må og skal have frihed til at vælge mellem de muligheder vi nu måtte have konkret (om det så er den flade jord eller den runde osv.).

Vil det sige, at vi kan være enige om, at vi i vores forundersøgelse forkaster ideen om, at vores erkendelse er underlagt determinisme, og dermed forudsætter, at vi har det vi kunne kalde "erkendelsesfrihed"?

Jakob H. Heidelberg sagde ...

Et andet spørgsmål er, hvor langt eller kort der egentlig er mellem erkendelsesfrihed og viljens frihed... Det har jeg ikke gennemtænkt, men jeg må blankt indrømme, at jeg personligt forudsætter viljens frihed i alt hvad jeg (bevidst) gør. Sådan tror jeg nu de fleste mennesker har det (ikke at det skulle være et argument for rigtigheden af standpunktet).

Arthur F. Arthursson sagde ...

Jeg kan på dette stadie gå med til det, du kalder erkendelsesfrihed som en forudsætning for erkendelse.
"Viljens" frihed er det for tidligt at udtale sig om på dette stadie.

Men bemærk samtidig, at vi hermed nærmest a priori har afvist enhver form for hardcore fysikalisme. En hardcore fysikalist vil påstå, at det vi kalder erkendelse i virkeligheden blot er neurologiske processer i hjernen, og som alle andre fysiske processer er de naturligvis determineret af "noget andet" (svært at svare på, hvad dette er). Han/hun vil derfor ikke kunne gå med til, at erkendelse er "fri".

Jakob H. Heidelberg sagde ...

Beklager ventetiden.

Spørgsmålet er, om man ved at anerkende "erkendelsesfrihed" ikke også er nødt til at sige, at en "ufri vilje" dermed ikke påvirker ens beslutninger/ erkendelsesproces. Dermed kan ens vilje siges at være fri, om ikke andet når det gælder erkendelsesprocessen. Jeg ved det ikke, det skal der tænkes mere over :)

Jeg er også usikker på om "hardcore fysikalisme" egentlig afvises. Tanker er fysiske processer, men dermed ikke sagt, at tankerne "i sig selv" ikke kan påvirke de fysiske processer tilbage (jf. software-hardware analogien). Det er bevidsthedsfilosofiens store spørgsmål, men jeg mener ikke det er afgjort ved at anerkende erkendelsesfrihed.

mvh
Jakob

Arthur F. Arthursson sagde ...

Jeg er ret sikker på, at fysikalismen udelukker vekselvirkning mellem "tanker" og "neurologiske processer". For fysikalismen er jo en rendyrket ontologisk monisme, så der er ingen forskel på de to nævnte begreber; det er blot vi mennesker, der har fundet på ord som tanker, bevidsthed, jeg-følelse osv. Men de dækker i virkeligheden kun over noget fysisk i hjernen.

Så hvordan skulle fysiske processer i hjernen kunne vekselvirke med sig selv på en måde, så vi er/føler os frie?

Påstår man som fysikalisten, at "alt eksisterende er fysisk af natur - det metafysiske eksisterer ikke", får man meget vanskeligt ved at putte nogensomhelst frihed ind i verden, hverken i form af erkendelsesfrihed eller fri vilje generelt. Stort set alle fysiske processer og begivenheder, vi kender, er jo determinerede via de fysiske love (når der lige ses bort fra kvantespring o.lign. mærkelige fænomener på kvantemekanisk plan).
Påstår man, at tanker, erkendelse m.m. er fysiske processer i hjernen, som ikke nødvendigvis altid er determinerede, men kan opstå spontant - så er man ude i en teori a la kvantemekanikken, som kræver en tilbundsgående forklaring. Hvorfor oplever vi nogle gange, at viljen ikke er/føles fri, og andre gange, at den er/føles fri?

Så OK, fysikalisme og fri vilje er forenelige, men kun hvis vi accepterer, at visse fysiske processer, som kun findes i (den menneskelige?) hjerne ikke er determinerede, men kan opstå spontant og samtidig får os til at føle os frie.
Om viljen så "i virkeligheden" er fri, eller om vi blot føler os frie, er nok et spørgsmål, vi ikke kan afgøre, på nuværende tidspunkt i dialogen i hvert fald.

Man kan også være fræk og spørge fysikalisten, om naturlovene overhovedet eksisterer - og i så fald i hvilken forstand? Naturlovene er jo ikke fysiske...

God weekend!

Arthur F. Arthursson sagde ...

Prøv at se flg.:
http://en.wikipedia.org/wiki/Free_will_theorem

Desværre kan jeg ikke nok fysik til at forstå dette argument.

Men konklusionen er ganske tankevækkende...

Daya Earth Blogger Template