Tillykke til Darwin - og alligevel ikke!

I dag er det som bekendt Charles Darwins runde 200 års fødselsdag - "tillykke med det" fristes man til at sige, vel vidende at han med største sandsynlighed ikke kan modtage lykønskninger i hans nuværende tilstand eller rettere: mangel på samme. Samtidig er fremhævelsen af Charles Darwin som person egentlig lettere uhensigtsmæssig, da man i stedet for at fremhæve, uddybe og oplyse om hans opdagelser - og endnu vigtigere: videreudviklingen af disse - fokuserer uforholdsmæsigt meget på manden bag. Denne tendens til "personfiksering", har da også givet anledning til, at "onde tunger" fremhæver hans teorier som var de en ideologi man kan være tilhænger af, oftest bespottende omtalt som "Darwinisme". Dette er selvfølgelig af flere grunde helt hen i skoven:

Evolutionsteorien er først og fremmest en videnskabelig teori, som er underbygget bedre end de fleste andre teorier - i dybden som i bredden. For det andet findes der ingen "Darwinisme", ligesom der hverken findes "Newtonisme" eller "Einsteinisme". For det tredje ville vi have kendt til livets udviklingsprocesser uden Charles Darwin. Lad mig uddybe disse udsagn nedenfor.

Om videnskabelige teorier...
Man kan da godt vælge at tro på, at månen er en lysende ost, men man skal ikke forvente at blive taget seriøst af den videnskabelige verden, eller andre rationelle mennesker, uden tilstrækkelige beviser som sandsynliggør at man vitterlig har ret - og at eksisterende teorier derfor må kasseres eller revurderes. En god teori må altså have et sobert bevisgrundlag for i første omgang at blive accepteret, men også for fremover at holde sig inde i kampen med andre teorier på området.

I den forbindelse skal det bemærkes, at ordet "teori" i videnskabelig sammenhæng desværre er misforstået for alt for mange, hvilket giver anledning til lettere stupide udsagn som: "jamen, det er jo bare en teori". Til det er der ikke andet at sige, end at eksempelvis tyngdeloven også "bare er en teori" - det essentielle ligger i graden af sandsynlighed som disse teorier kan mobilisere. De er med andre ord langt fra jævnbyrdige med alle andre "teorier" eller "hypoteser" om verden, så som at universet er skabt af en guddommelig skaber for 6.000 år siden. Hvad angår forklaringskraft og bevisgrundlag når sidstnævnte mere eller mindre naive påstand ikke de to andre nævnte teorier til sokkeholderne. Ord som "evolutionslæren" eller "evolutionsloven" er derfor mere hensigtsmæssige når man omtaler evolutionens mekanismer, specielt når man tager de kvalitative og kvantitative underbyggende beviser i betragtning.

Der er altså ikke tale om, at evolution er en ideologi eller holdning som man frit kan vælge at abonnere på eller ej, ligesom man ikke med mening kan vælge ikke at "tro" på teorien om massetiltrækning. Der er tale om videnskabelige fakta som til stadighed underbygges af vores observationer - ikke svævende værdinormer som individuer frit kan vælge at tilslutte sig eller kritisere. Selvfølgelig skal vi være tilstrækkeligt skeptiske og konstant forsøge at forbedre og udfordre vores viden, men der skal også være et solidt grundlag for at gå imod veletableret videnskab.

Om konflikten med skabelsesberetningerne...
Charles Darwin fremhæves som en person der bragte verden en forfærdende teori som sandsynliggjorde, at arterne ikke er uforanderlige, hvilket bragte den overvejende religiøse verden på den anden ende. Umiddelbart er denne teori i konflikt med størstedelen af verdens mytologiske skabelsesberetninger, inklusiv dem fra den globalt set mest dominerende bog, nemlig antologien "biblen". Mennesket har simpelthen ikke haft den fornødne fantasi til at forestille sig, at vi mennesker ikke skulle være gudernes unikke væsener, "Herrens kæledækker" - og det lidt sørgelige faktum bærer alverdens skabelsesberetninger således typisk præg af. Stort set alle anså verden for at være skabt til og for mennesket - og at mennesket var herre over den øvrige natur, som de i øvrigt ikke så sig som en del af (de specielt udvalgte skulle jo videre til evigt liv i Paradis ved gudernes side). Evolutionslæren kommer så og fortæller en anden historie, nemlig at mennesket er organisk liv som alt andet, at vi er i slægt med dyrene omkring os. Dette er grunden til, at manden bag teorien altid fremhæves unødigt - han kom simpelthen i så skarp konflikt med hans samtids dominerede verdensbillede, at man tegnede et nærmest djævelsk skræmmebillede af manden, som så er sendt videre gennem generationerne til den dag i dag.

Der opstår selvfølgelig kun en decideret konflikt, hvis man læser skabelsesmyterne bogstaveligt - hvilket som bekendt kan være særdeles svært i forvejen, da de fleste hellige skrifter er fulde af selvmodsigelser, utroværdige beretninger og groteske moralske udsagn. Teorien om naturlig udvælgelse tvang nærmest folk til enten at forkaste den som "Satans værk" (med tilhørende dæmonisering af videnskaben) eller at acceptere, at myterne skal fortolkes og ses som metaforiske fortællinger om gudernes værk. De fleste troende i vesten lytter heldigvis stadig til videnskaben før de konsulterer (og fortolker) deres hellige bøger, men internationalt er dette desværre ikke tilfældet. Vi kan uheldigvis ikke bare tage det for givet, at mennesket lytter til sin sunde fornuft frem for at lade sig fortabe i religiøs overtro.

Om videnskabelige landvindinger...
Som mange ved, var den lidt yngre Alfred Russel Wallace næsten samtidig med en stort set tilsvarende teori om livets udvikling. Det kan derfor ikke betvivles for alvor, om vi i dag ville vide omtrent det samme som vi gør i dag mht. arternes oprindelse, helt uden Charles Darwins indflydelse. Sådan er det med al viden, med tid skal teorierne og opdagelserne nok dukke op. Dette står i en vis kontrast til kunstens verden, hvor kunstnerne er individualister, som er ubundede af fakta og verdens reelle sammenhæng. Der behøver ikke nødvendigvis at være en rød tråd af bevisførelse og streng metodik. Den fortolkningsfrihed som kunstnerne har og benytter sig af, er ikke tildelt videnskabens mænd og kvinder, de må holde sig til den observerbare, verificerbare og logiske verden.

Uden Charles Darwin havde vi højst sandsynligt siddet med evolutionsteorien i samme form som i dag og uden Isaac Newton havde vi sandsynligvis kendt til lovene om tyngdekraften, massetiltrækning og legemers bevægelse; men uden Michelangelo, Rembrandt, Shakespeare, Beethoven, Miles Davis osv. havde vi aldrig modtaget deres bidrag til menneskeheden. Kunstværker er afhængige af deres skaber, videnskabelige landvindinger er det langt fra i samme grad. Charles Darwin var godt nok grundig i sine undersøgelser og optegnelser, men viden om verden tvinger sig frem, så længe mennesket interesserer sig for at afdække og klarlægge naturens "mysterier". Netop her viser hypoteserne om "kreationisme" eller "intelligent design" sig fra deres farlige side: de repræsenterer en videnskabelig dovenhed, en intellektuel falliterklæring og en hovedrystende opgivelse af at afdække naturens vidunderlige struktur og udvikling. De underminerer med andre ord, ved deres forhastede konklusioner, vores engagement og motivation for at beskrive og opdage verden.

Jeg vil derfor afslutte med en lykønskning, ikke til en historisk personlighed, men til en metode som bringer os stadig mere viden om verden, herunder dens fantastiske indretning og historie:

Tillykke til videnskaben!