Se mere her og klik "hør udsendelsen" for at høre programmet:
http://www.dr.dk/P1/Religionsrapport/udsendelser/2011/07/04120119.htm
Debatten mellem Charlotte Dyremose og undertegnede er placeret midt i udsendelsen, som er rammet ind med et interview om "ny" ateisme og ateisme i Danmark med Morten Warmind. Jeg ville meget gerne have haft mulighed for at kommentere på denne del, men det var desværre ikke muligt. Jeg vil udfærdige en uddybende kritik af hans udtalelser ved lejlighed.
Håber min indsats under debatten er godkendt.
Jeg har forfattet et lille skrift med nogle tanker om årsagen til gudetroens fravær i mit sind. Det begynder således:
Her i bagklogskabens klare lys tror jeg egentlig godt, jeg ved, hvorfor jeg i dag er ateist – altså et menneske, der ikke tror på guder af nogen art. Det har faktisk undret mig i længere tid, hvorfor jeg ikke blev kristen ligesom mine forældre, min familie, vores omgangskreds og en stor del af det øvrige samfund – foruden resten af verden. Jeg har flere gange spurgt mig selv, hvorfor ikke også jeg bukkede under for den religiøse prægning, der mere eller mindre udtalt foregik gennem min barndom, hvor mild og uskyldig den end kan forekomme på overfladen. For selv den stærkeste klippe vil som bekendt langsomt erodere ved vandråbers milde, men vedvarende og insisterende anslag.
Hent hele skriftet her: Den sunde indre undren (PDF) - og smid gerne en kommentar når du har læst det!
Jeg forestiller mig ofte en dialog mellem to eller flere mennesker, som i fællesskab skal prøve at enes om, hvad der findes i verden, altså hvad vi reelt kan sige eksisterer. Det er en dialog mellem mennesker der ønsker at opnå en sammenhængende virkelighedsopfattelse, som svarer mest muligt til virkeligheden eller "sandheden". Lad os kalde det et fælles ontologisk projekt.
Inden deres fælles undersøgelse af verden kan komme rigtig i gang, så skal der findes et absolut minimum af helt basale antagelser, et fælles udgangspunkt, en række grundlæggende "aksiomer", et antal laveste fællesnævnere for (pre)accepteret "virkelighed", det man også kunne kalde en uundgåelig metafysik. Man skal med andre ord afdække de forudsætninger, som man er nødt til at acceptere mere eller mindre "blindt", dvs. uden eksplicit at kunne gøre rede for deres absolutte gyldighed, for overhovedet at udføre og gennemføre den følgende undersøgelse og tilhørende dialog mellem parterne.
Oftest er der tale om uudtalte antagelser, usagte forudsætninger, som man altså bør afdække og få frem i lyset allerede i første fase. Med andre ord handler det om at finde frem til hvad vi underforstår i vores dialog, som ikke kan bevises med almindelige midler (så som empiri og logik).
I denne forundersøgelse, der afspiller sig ligesom en klassisk dialog af Platon for mit indre lærred, må enhver protestere efterhånden som de basale antagelser hober sig op én for én. Hvis man med mening, dvs. uden at komme ud i selvmodsigelser eller absurditet, kan afskrive en basal antagelse, så bør denne forkastes og efterlades til efterfølgende granskning. Det metafysiske fundament skal nemlig være så stabilt og sikkert som muligt, da det vil danne grundlag for alle efterfølgende antagelser om virkeligheden, den egentlige undersøgelse af verden, også omtalt som "anden fase". Forundersøgelsen skulle gerne munde ud i et fælles ontologisk fundament, en "konsensus-fundamentalisme".
Af samme årsag bør dette fundament være så "let" som overhovedet muligt, dvs. uden unødige "tomme" postulater, "blind" tro og letkøbte antagelser. Vi bør nemlig begrænse vores fælles ontologiske fundament til et absolut minimum, til det basalt nødvendige og absolut tvingende, idet vi i denne indledende afklaringsfase er særdeles sårbare overfor "forurening" af vores tanker om, og vort forhold til, virkeligheden.
De basale eller grundlæggende antagelser, er antagelser, som man ikke bør kunne fornægte uden at gøre sig skyldig i selvmodsigelse og absurditet, eller såkaldt "forudsætningsglemsel" (jf. den store danske filosof David Favrholdt*). Jeg vil i det følgende liste de basale antagelser, ikke nødvendigvis i korrekt orden og ikke nødvendigvis alle nødvendige forudsætninger, som jeg bl.a. gør mig i en normal dialog med andre mennesker, med et par tilknyttede kommentarer:
1. Jeg findes
- Basal antagelse om, at man selv eksisterer. Man kunne fremhæve Descartes "cogito ergo sum"-argument, men jeg vil nu hellere fokusere på afvisningens absurditet.
- Afvisning af denne basale antagelse fører til forudsætningsglemsel og absurditet (som kan være reel nok, men umulig at acceptere for mennesker). For hvordan kan man indgå dialog, hvis der ikke er flere parter som deltager i processen? Selvfornægtelsen fører til en absurditet, som er umulig at acceptere. Subjektets realitet er en forudsætning for interaktion med verden og (meningsfuld) kommunikation med andre subjekter. Man kan forsøge sig uden denne basale antagelse, men projektet forekommer mig ikke muligt.
2. Jeg kan erkende
- Basal antagelse om, at det giver mening at gøre sig tanker om verden, samt at vi har kognitiv mulighed for (gradvist) at lære og forstå verden, i et eller andet omfang, f.eks genkende mønstre og sammenhænge mellem hændelser. Dette punkt handler i bund og grund om intellektets (fornuftens) integritet og potentiale: vi kan i vidt omfang frit erkende "noget" om verden, men "hvad" vi skal erkende ligger i den efterfølgende (dynamiske) undersøgelse af verden, ikke i den indledende forundersøgelse. Der er altså her tale om en basal accept af, at vi (potentielt) kan "vide" noget om verden.
- Implicit i denne antagelse ligger det umiddelbart også, at vi er frie i vores undersøgelse, at vi ikke er bundet eller determineret til at acceptere det ene eller andet, i modsat fald ville vi ikke kunne stole på vores fornuft og erkendelse. Altså har vi at gøre med en implicit accept af "fri vilje", i hvert fald på erkendelsesområdet.
- Afvisning af denne basale antagelse fører til selvmodsigelse og absurditet (som kan være reel nok, men umulig at acceptere for mennesker). Udtaler man "vi kan ikke erkende", så påstår man jo, at man har erkendt (eller ved), at man ikke kan erkende (eller vide), hvilket er en selvmodsigelse. Ligeledes er der tale om en forudsætning for (meningsfuld) kommunikation med andre. Hvis vi ikke kan erkende hvad modparten forsøger at kommunikere, så giver det overhovedet ingen mening at indlede en dialog.
3. Jeg kan stole på logikken (basal/formel logik)
- Basal antagelse om, at vi kan udlede noget af vores erfaringer, samt at der findes basale regler for hvordan vi med mening kan konkludere noget (argumentation og gyldighed).
- Afvisning af denne basale antagelse fører til selvmodsigelse og absurditet (som kan være reel nok, men umulig at acceptere for mennesker). Ligeledes er det en forudsætning for interaktion med verden og (meningsfuld) kommunikation med andre. Alene udtalelsen "logik er ugyldig" er en påstand formuleret ved brug af logikken.
4. Jeg kan gøre mig anvendelige erfaringer om verden
- Basal antagelse om, at hændelser i fremtiden sandsynligvis vil ligne dem i fortiden (ignorering eller accept af induktions- og kausalitetsproblemet). I denne antagelser ligger det også implicit, at ens erfaringer sandsynligvis vil være anvendelige i fremtiden (næste gang man udfører et lignende forsøg under samme forhold). Dette forhold gælder i øvrigt umiddelbart uanset om omverdenen reelt findes eller ej. Yderligere ligger der i denne antagelse en anerkendelse af vores hukommelse som funktionel i den forstand, at vi i høj grad kan stole på dens indhold. Vi kan altså akkumulere og assimilere viden.
- Afvisning af denne basale antagelse fører til absurditet (som kan være reel nok, men umulig at acceptere for mennesker). Ligeledes er det en forudsætning for interaktion med verden og (meningsfuld) kommunikation med andre. Hvis man ikke mener, at man kan gøre sig erfaring om verdens indretning, så vil man i praksis handle meget underligt i verden. Man vil eksempelvis ikke vælge trappen når man skal ned fra 9. etage, for den vil forekomme præcis lige så god som affaldsskakten, eller vinduet for den sags skyld. Grunden til at vi vælge trappen er, at vi har bedst erfaring med den (alternativerne bringer oftest lidelse eller død).
5. Omverdenen findes (uafhængigt af mig og enhver sansning)
- Basal antagelse om at det er meningsfuldt at agerer i og interagere med rummet (ignorering eller accept af omverdensproblemet). Herunder at ens sanseerfaringer kan tilskrives en vis umiddelbar gyldighed.
- Afvisning af denne basale antagelse fører til solipsisme (som kan være reel nok, men i dyb modstrid med vores umiddelbare indtryk/erfaringer). Ligeledes er det en forudsætning for interaktion med verden og (meningsfuld) kommunikation med andre. Ved afvisning glemmer eller ignorerer man sin opdragelse og indlæring fra fødslen, ens baggrund og kropslighed, som er så vigtig for erkendelse (jf. Favrholdt*), sansning og handlen (herunder enhver hidtidig interaktion). Man underkender dertil implicit dialogpartnernes fysiske eksistens - en gestus som næppe modtages positivt.
6. Jeg kan stole på matematikken (basale regnearter)
- Basal antagelse om, at man kan regne og få et korrekt resultat, f.eks. at 1 mand og 1 kvinde giver 2 mennesker, at 421 er større end 12, at 2 gange 2 er 4 osv. Dette dækker også mængdelære og syllogisme.
- Afvisning af denne basale antagelse fører til absurditet (som kan være reel nok, men umulig at acceptere for mennesker). Ligeledes er det en forudsætning for interaktion med verden og (meningsfuld) kommunikation med andre.
7. Tid findes
- Basal antagelse om, at fortid, nutid og fremtid findes, samt at man (og omverdenen) bevæger sig i tiden (gælder altså også sammenhængen mellem tid og rum: at en afstand tilbagelægges på kortere tid desto hurtige man bevæger sig m.v.).
- Afvisning af denne basale antagelse fører til absurditet (som kan være reel nok, men umulig at acceptere for mennesker). Ligeledes er det en forudsætning for interaktion med verden og (meningsfuld) kommunikation med andre. En person der benægter tidens realitet vil slet ikke kunne tale om "før", "efter", "imens" m.v.
8. Andre bevidstheder (som jeg) findes
- Basal antagelse om, at der i min omverden findes bevidstheder som mig, sandsynligvis med nogenlunde tilsvarende kognitive evner.
- Afvisning af denne basale antagelse fører til solipsisme. Ligeledes er det en forudsætning for (meningsfuld) kommunikation med andre. Ved afvisning glemmer eller ignorerer man enhver hidtidig interaktion med sine medmennesker. Man underkender dertil dialogpartnernes eksistens - en gestus som næppe modtages positivt.
9. Kommunikation er mulig
- Basal antagelse om, at vi kan kommunikere (overføre budskaber) med mening. Vi har at gøre med en accept af et minimum af fælles sprog, grammatik, betydning, begreber, mening og symbolik.
- Afvisning af denne basale antagelse gør dialogen, det fælles ontologiske projekt (både forundersøgelse og den efterfølgende undersøgelse af verden), absolut umulig. Hvis man ikke kan overlevere et budskab nogenlunde korrekt, fra den ene part i dialogen til de andre, så er der ingen grund til at kommunikere. Hvis kommunikation er umulig, så vil du heller ikke kunne læse dette (og forstå nogenlunde nøjagtigt hvad jeg har forsøgt at kommunikere).
Om selve forhandlingsprocessen
Efter enhver basal antagelse (punkt 1-9 og muligvis flere) bør hver part i dialogen kunne sige "OK, det er accepteret!" Kan en part ikke det, så bør vedkommende protestere. Herefter må den som fremsætter forslaget om en given basal antagelse, i ovenstående tilfælde undertegnede, argumentere for hvorfor antagelsen er af tvingende nødvendighed (for meningsfuld dialog og fælles forståelse).
Bliver parterne ikke enige om en given basal antagelse, så må de som under enhver anden forhandling finde ud af, om dialogen kan fortsætte alligevel. Størst mulig enighed må selvfølgelig tilstræbes. Der skal altså være en villighed til mutual forståelse hos alle deltagende parter (gensidig respekt og klar forståelse af projektets præmisser). Alle bevidste og intelligente væsener bør ideelt set deltage i denne fælles dialog (jeg taler ikke her om hvorvidt det er praktisk muligt).
Om forhandlingens resultater og konsekvenser
Forhandlingerne kan altså føre til følgende resultater:
1. Fælles enighed om alle basale antagelser, alle parter er tilfredse (fuld konsensus)
- Alle parter fik alle sine forslag til basale antagelser accepteret af de øvrige parter. Det er således (fuldt ud) muligt at gå videre i en "fælles" udforskning af virkeligheden (med udgangspunkt i ens fælles grundlæggende forudsætninger).
2. Fælles enighed om en række basale antagelser, alle parter er tilfredse (delvis konsensus)
- Man opnåede enighed om en række (ikke alle) stillede forslag til basale antagelser. Det er således muligt at gå videre i en "fælles" udforskning af virkeligheden (med udgangspunkt i ens fælles grundlæggende forudsætninger).
3. Uenighed om væsentlige basale antagelser, en eller flere parter er utilfredse (uenighed)
- Man opnåede ikke enighed om de stillede forslag til basale antagelser. Det er således ikke muligt at gå videre i en "fælles" udforskning af virkeligheden, da man ikke kan tage udgangspunkt i en række fælles grundlæggende forudsætninger. Dialogen må på beklageligvis afbrydes.
Man må nok forvente, at der opstår forskellige "grupperinger", som hver især accepterer en given mængde specifikke basale antagelser. Det er væsentligt at bemærke, at der ikke er tale om et demokratisk projekt i den forstand, at flertallet (altså den største gruppe) "vinder" eller har ret. Det indledende projekt består i at afdække de absolut "laveste fællesnævnere", et mindste antal nødvendige basale antagelser. I den efterfølgende afdækning af virkeligheden, den egentlige undersøgelse af verden, kan der kun drages konklusioner på baggrund af de fælles basale grundantagelser, som man gjorde sig i den indledende fase.
Hvis en part eksempelvis ikke har accepteret præmissen om at tiden eksisterer i første fase, så kan vedkommende ikke i sin efterfølgende undersøgelse af verden (anden fase) tale om tid (før, efter, imens m.v.). Dette med mindre personen på tilfredsstillende vis kan redegøre for tidens eksistens i anden fase, altså uden at forudantage (anticipere) dens realitet. Dette vil faktisk være at foretrække, hvis overhovedet muligt, eftersom vi jo forsøger at minimere omfanget og mængden af de grundlæggende antagelser.
Hvis en anden part eksempelvis har forsøgt at få en given guddom med ind som basal grundantagelse, men dialogens øvrige parter ikke har accepteret denne som en nødvendig antagelse, så kan den efterfølgende undersøgelse af verden ikke have denne guddom som forudsætning, i stedet må dens eksistens sandsynliggøres eller bevises efterfølgende (empirisk eller logisk).
Det er værd at bemærke, at ingen i vor dialog nødvendigvis hævder, at de basale antagelser er absolut viden, objektive størrelser, absolutte realiteter eller lignende. Blot hævdes det, at de er nødvendige og tvingende for opnåelse af fælles "mening", i betydningen "sammenhæng" i vores virkelighedsopfattelse og -forståelse. Dialogen er et forsøg på at opnå enighed om vort fundament, en slags sandhedssøgende fundamentalisme, en forundersøgelse før den egentlige afdækning af virkeligheden kan påbegyndes.
* David Favrholdt: "Filosofisk Codex" og "Erkendelse: Grundlag og gyldighed"
Ændringer tilføjet 23-10-2010 & 1-5-2011 (rød tekst).
Sam Harris har skrevet en afsindig morsom - og vældig ironisk - artikel om forholdet mellem religion og videnskab, citat:
"...given that viruses outnumber animals by ten to one, and given that a single virus like smallpox killed 500 million human beings in the 20th century (many of them children), people like Coyne ask whether these data are best explained by the existence of an all knowing, all powerful, and all loving God who views humanity as His most cherished creation. Wrong question Coyne! You see, the wise have learned to ask, along with Miller, whether it is merely possible, given these facts, that a mysterious God with an inscrutable Will could have created the world. Surely it is! And the heart rejoices..."
Som han dog kan sige det :)
Læs hele den herligt sarkastiske artikel her: http://bit.ly/Jx8Hl
Mit svar på et spørgsmål på Ateistisk Selskabs forum der lød: "Jeg er ateist og er ikke bange for døden. Er du?":
Nej, jeg er heller ikke det mindste bange for døden. Jeg frygter en smertefuld død eller en urimelig langstrakt (smertefuld) dødsproces, men selve døden, fraværet af liv, har jeg overhovedet ikke noget problem med.
Mange svimler ved tanken om "intethed", fraværet af bevidsthed. Men ikke jeg. Jeg har siden jeg var teenager accepteret, at (selv)bevidsthed er fysiske processer i hjernevæv og nervesystem, som vil forsvinde igen den dag min krop giver op. Overtroen omkring "sjæle" og "ånder" har jeg intet tilovers overfor. Det er alene et udtryk for barnlig ønsketænkning og løssluppen fantasi.
Det betyder ikke, at jeg ikke gerne ville leve i mere end 60-80 år (eller hvad jeg nu får). Hvis man kunne få et godt helbred (og intellekt) indtil man blev 250 år ville jeg sikkert også gerne være med så langt - det ville være spændende at følge specielt naturvidenskabens landvindinger indenfor neurobiologi, fysik og kosmologi.
Desværre opdrages mange mennesker, også nu om dage, med falske forhåbninger om et evigt liv efter dette. De fødes ind i en overtro, som indirekte fortæller dem, at dette liv, det eneste vi med sikkerhed (og al sandsynlighed) har, ikke er godt nok. Dette liv bliver utilstrækkeligt og urent sammenlignet med det "fantastiske" der kommer efter. Det er det rene vanvid og mangel på forståelse for vores indsigt i neurologi. Dertil er det en værdimæssig forvrængning som jeg finder skadelig. Livets værdi undermineres ligefrem. "Certain Death Enriches Life", plejer jeg at sige.
Nej, jeg er ikke bange for at dø, men jeg vil samtidig gerne leve. Jeg vil gerne opleve. Jeg vil gerne følge mine børns (og deres børns) videre opvækst og udvikling, og jeg vil gerne føle den kærlighed der strømmer mellem min kone og jeg. Ligeledes er der mange venskaber og sociale bånd jeg gerne ville bevare. Der er mange bøger jeg mangler at læse, mange sange jeg mangler at synge, megen indsigt jeg ønsker at opnå, mange oplevelser jeg mangler at suge til mig, mange mål jeg mangler at nå osv.
Så uden at være bange for døden, så er det ikke noget jeg ønsker mig i nærmeste fremtid - og sådan vil jeg nok have det en del år endnu :)
Den kristne evangelist Bob Larson interviewer her det gifte satanistiske par, Nikolas Schreck og Zeena LaVey (datter af Anton LaVey, grundlæggeren af Church of Satan). Dette interview er fra starten af 1990. Grunden til at jeg tager den med på denne blog er, at debatten er yderst interessant og livlig. Selvom jeg ikke er helt enig i de to satanisters standpunkt, så får de nogle gode pointer igennem.
Zeena LaVey And Nikolas Schreck Interview 1 of 10
Samlet længde: 1 time, 13 minutter.
Kathrine Lilleør antyder på sin blog, at ateister skulle være magtfulde i Danmark. Det har jeg meget svært ved at forstå, derfor skrev jeg d.d. nedenstående kommentar.
Man ved jo næsten ikke hvor man skal begynde og ende efter at have læst en fordomsfuld blog, oven i købet fra en offentligt ansat person, som denne af Kathrine Lilleør. Jeg vil alligevel forsøge med en kort kommentar på den om magt - resten kunne man skrive endnu længere indlæg om, men jeg vil forsøge begrænse mig.
Jeg ser absolut (og desværre) ingen magtfulde ateister i det danske samfund. Præcis hvor er de spøgelser KL nu har trukket op af hatten? Hvem er det nu lige der støttes økonomisk af den danske stat med over 1 milliard kroner årligt? Hvem er det, der har en enestående grundlovssikret ret, til at blive understøttet som religion i Danmark? Hvem er det, der er nådigt støttet af det danske kongehus - og hvis ideologi er det, som disse royale individer er tvunget til at abonnere på ilfg. samme Grundlov? Hvem har en lovgivning, som beskytter dem mod folk der kritiserer deres overtro om magiske væsener (jf. SL §140)? Hvem er det, der med dansk lovgivning i hånden, kan præge de danske skolebørn med religiøse fantasier, fra 1. indtil 9. klasse? Hvem har været med til at diktere, hvad disse børn skal undervises i fra 1. til 9. klasse (jf. Fælles Mål for Kristendomskundskab af 2009)? Hvem har aftaler med folkeskolen om, at deres missionærer kan prædike for børnene under juleafslutninger m.v.? Hvem har skoler til at præge børn med fællesbøn? Hvem har fået plads til konfirmationsforberedelse i skoletiden? Hvem har indoktrinerende koncepter som mini-konfirmation (dåbsoplæring) på programmet for de helt små skoleelever? Hvem har et helt ministerium til at varetage sine interesser? Hvem har egen spalteplads i aviser og medier, blot fordi de er tilhængere af en udbredt overtro?
Fra din højborg, din beskyttede position bag den danske stats indretning og lovgivning, kan du håne os der ikke tror på dine guder. Det er magt Kathrine.
Jeg vil anbefale enhver gudløs, at melde sig ud af folkekirken og slutte op om kampen for sekularisering af Danmark. Meld Jer ind i Ateistisk Selskab og lad os få frøken Lilleør ned fra hendes kunstige pedistal!
Jakob H. Heidelberg
Best. medlem i Ateistisk Selskab
Her på selve juleaftensdag er det offentliggjort*, at vi er nede på blot 48% af danskerne, der tror på guder. Det synes jeg er en glædelig nyhed, men samtidig har jeg svært ved at forstå hvorfor omkring 80% så fortsat er medlem af folkekirken. Forklaringen ligger nok i, at kirken i Danmark er blevet en banal ritualfabrik, et bekvemt og traditionelt valg ved livets store overgange. Foreløbig kan vi blot glæde os over, at danskernes sunde fornuft tilsyneladende har taget over for oldtidens teologiske og metafysiske pseudoforklaringer.
Det er med et naivt håb om, at de sidste 48% med tiden vil slippe deres overtroiske tilbøjeligheder, at jeg hermed ønsker alle: Glædelig jul** og godt nytår!
* Kilde: http://kpn.dk/article2287395.ece
** Her behøver jeg vel ikke at forklare om julens før-kristne oprindelse, vintersolhverv, at drikke jul m.v.
Jeg er stadig dybt forarget og fuldstændig paf, efter i et indslag på TV2 i går aftens at have erfaret, at den danske regering og Dansk Folkeparti (DF), har støttet et evangelisk-luthersk missions-projekt med 1.000.000 skattekroner. Det overgår min vildeste fantasti, at noget sådant kan forekomme i dagens Danmark, et land der ellers virker så sekulært på overfladen (lige bortset fra statskirken altså).
Der er tale om et nyt bibel-museum, et såkaldt "bibliarium", som først skulle placeres i en nedlagt kirke på Østerbro i København, men nu tyder noget på, at det kommer til blive opført på en større grund i København (måske Ørestaden?). Dette nye "oplevelsescenter" forventes færdigt i 2014. Det forlyder, at man her på en helt ny måde gennem lyd, billeder, biograf, IT, rollespil og interaktivitet, vil fortælle de gamle skrøner om alt fra Kain og Abel, jødernes flugt fra Egypten til Jesu liv og levned, samt apostlen Paulus' breve - også dem om kvindeundertrykkelse? Og hvad med den længe ventede kristne version af Dommedag?
Projektet er selvfølgelig målrettet skoleelever, insitutioner og konfirmander - og bag projektet står da ogs Folkekirkens Skoletjeneste, en institution hvis formål det er at forkynde folkekirkens version af kristendommen overfor skolebørn. Med andre ord:
forkyndelse, propaganda, prægning, mission og indoktrinering!
Den åbenbart komplet naive formand for Religionslærerforeningen og talsmand for Folkekirkens Skoletjeneste (en ret uheldig kombination?), John Rydahl, har allerede forsøgt at eufemisere hele projektet ved at udtale: "Det vil ikke være forkyndelse, men det vil give mulighed for at illustrere, hvad skabelse er for en størrelse i et religiøst sprog."
Skabelse og religiøst sprog... Skulle det nu ikke være forkyndelse? Han fortsætter: "Det skal være som at træde ind i Biblen og opleve nogle af dens fortællinger. Det skal være som at gå gennem ørkenen og se, hvordan israelitterne blev drevet ud af Egypten". Altså oven i købet en følelsesladet indføring i bibelsk mytologi, historier som reelt set intet har med virkeligheden at gøre. Hvem sagde amerikanske tilstande? Iranske?
Som man kan høre i TV2 indslaget, er det altså ifølge DF og Kristian Thulesen Dahl en statslig opgave, at udbrede kendskabet til kristen mytologi, samt at præge børn med religøs dogmatik.
Fri vores børn fra statsstøttet religiøs propaganda!
Meld dig ind i Facebook gruppen:
Nej tak til statsstøttet religiøs propaganda!
Kilder:
http://www.berlingske.dk/danmark/i-naerkontakt-med-biblen
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/277640
