3. marts 2012

Mening med livet, nihilisme og døden

Følgende indlæg blev bragt på religion.dk d. 23/2-2012, hvor jeg blev bedt om at besvare 3 spørgsmål om ateisme.

Spørgsmål:
Kære brevkasse

Hvordan finder en ateist en mening med sit liv? Er man ikke tvunget til at acceptere nihilisme? Og hvordan ser en ateist på døden?

Venlig hilsen
Peter

Svar:
Kære Peter
Mange tak for dine spørgsmål, som jeg hermed skal forsøge at besvare.

Først og fremmest er det væsentligt at forstå, at ateister i princippet kan se helt forskelligt på disse ting.

Det eneste, som ateister pr. definition har til fælles, er fraværet af tro på én eller flere guder. Dette fravær har den naturlige konsekvens, at man må søge meningen med tilværelsen, sine grundlæggende værdier og et etisk fundament andre steder end i gudebaserede systemer.

Det er langt fra sikkert, at ateister når til samme resultat, ligesom selve årsagen til, at de blev ateister, kan variere. Alligevel vil jeg forsøge at svare så generelt og objektivt som muligt baseret på min erfaring og kommunikation med andre ateister.

Hvordan finder en ateist en mening med sit liv?Når man først har erkendt og accepteret, at der hverken findes en gudsgiven ”mening,” en absolut objektiv ”mening” eller en forhåndsudfyldt facitliste for, hvordan vi mennesker skal leve livet, så står man med en personlig eksistentiel opgave, som på én gang er en afgrundsdyb byrde og en svimlende frihed.

Det enkelte menneske står i bund og grund med sit eget ”menings-projekt,” der i sagens natur er knyttet til og påvirket af fælles menneskelige behov, samt den enkeltes kulturelle omgivelser, opdragelse og uddannelse.

Hver især er vi nødt til at finde den indre eksistentialist frem og insistere på livets og virkelighedens iboende værdi. Vi må tilskrive verden betydning og fylde den med mening. Vi må leve for livets og vores egen skyld.

Vi, der lever, har fået en unik mulighed for at opleve og mærke verden og finde ud af, hvad det overhovedet vil sige at eksistere. Alternativet er tomhed og intethed, fraværet af bevidsthed, hvilket med stor sandsynlighed er det samme, som det, der var før livet, og som kommer efter, nemlig døden.

Størstedelen af alverdens materie, selv den del, vi betegner som liv, opnår aldrig at blive bevidst – og da slet ikke selvbevidst. Ud af milliarder og trillioner af æg og sædceller, som døde i kampen for at blive til mennesker, blev netop vi til blandt de heldige få.

Vi vandt livet og har dermed en unik chance for at opleve, sanse, føle, tænke og kommunikere, samt at undersøge og udforske verden – herunder os selv.

Alligevel kan det hele selvfølgelig siges at være ligegyldigt og nytteløst i ”evighedens” perspektiv. Alt hvad vi føler, tænker og producerer, vil med sikkerhed blive glemt og forgå.

Vi ved eksempelvis, at vores solsystem vil gå til grunde, når Solen om nogle milliarder år gennemgår en destruktiv forvandling, men menneskeheden vil måske have udryddet sig selv, længe inden den tid.

Trods den slags dystre udsigter betyder vores liv, følelser og oplevelser noget nu og her, dels for os selv, dels, forhåbentlig, for andre mennesker omkring os. Måske kan vi oven i købet påvirke efterfølgende generationer og deres liv i en positiv retning. Det er i sig selv det hele værd og hverken kan eller skal holdes op imod én eller anden universel og evig målestok.

Mening skabes af den enkelte, men i høj grad også i sociale sammenhænge i samspil med familie, venner, kollegaer og andre. Vi tilskriver os selv og hinanden betydning i det fælles- og mellemmenneskelige perspektiv.

Vi hjælper og hjælpes af andre med at skabe mening. Vi påvirker og præger vores verden, hvilket afspejles i alverdens menneskelige aktiviteter. Vi skaber os selv igennem arbejde, fritid, kunst, interesser og lignende. Vi udvikler, uddanner og udfolder os selv. Vi nyder naturen, og hvad andre har skabt. Andre gange nyder vi bare at være til.

Vi betages af det, vi lærer om universet gennem teleskoper og mikroskoper. Vi erkender, at vi i bund og grund er dannet af stjernestøv og atomar aske fra eksploderede galakser.

Det er ikke bare en ligegyldig myte, men noget vi ved med stor sandsynlighed. Det er da langt mere fantastisk end nogen eventyrlig skabelsesberetning, der i sidste ende viser sig at være en skuffende banal afspejling af det samfund, den blev til i.

Vi behøver ikke at tro på andet eller mere end livet. Det er nok i sig selv.
Alt sammen er det med til at gøre livet værd at leve. Noget er paradoksalt nok så værdifuldt, at det er værd at dø for.

Er ateister ikke tvunget til at acceptere nihilisme?Da jeg ovenfor har behandlet eksistentialistisk nihilisme, altings mulige meningsløshed, så vil jeg her behandle forholdet til såkaldt moralsk nihilisme, altså standpunktet, at der ikke findes en objektiv moral, intet absolut godt og ondt.

De fleste ateister tager udgangspunkt i, at universet ”bare” eksisterer og i øvrigt er ”bedøvende ligeglad” med os mennesker og andet liv i øvrigt. Der findes ingen overmenneskelig entitet, der finder os specielle og mere værdifulde end nogen som helst anden materie. Universet er bare. Tilsvarende har ingen sat sig ned og endegyldigt defineret, hvad godt og ondt er.

Men bare fordi der ikke er en universel målestok, så betyder det ikke, at vi er overladt til devaluerende og destruktiv relativisme. Protagoras sagde således, at ”mennesket er alle tings målestok”.

Vi mennesker har et fælles udgangspunkt i kraft af vores menneskelighed. Vi deler biologi, historie, psykologi, omverden, kultur og følelser. Vi ved, hvornår og hvordan det er rart at være menneske, og hvornår det er mindre rart.

Vi kender de basale menneskelige behov og de forhold, som kan tilføre livet værdi. Vi ved eksempelvis, at det er rarest at leve et liv uden lidelse og med størst mulig frihed.

Som tænkende og højt udviklede bevidstheder har vi muligheden for at sætte os i andres sted. Vi kalder det empati og medfølelse – en basal menneskelig egenskab af enorm betydning for dannelse af grupper og samfund, som nogle kristne forsøger at tage patent på under navnet ”næstekærlighed.”

Takket være vores forståelse af naturens udvikling ved vi, at alle mennesker er beslægtede. Vi ved også, at vi hænger tæt sammen med – ligefrem er dybt afhængige af – naturen omkring os.

Fra en ateistisk synsvinkel er vi alle sammen ufrivilligt dukket op på denne klode som uskyldige, selvbevidste væsener. Det er i en vis forstand et tilfælde, om vi er dukket op i den ene eller den anden del af verden.

Det er vilkårligt, om vores familie og samfund er rige eller fattige. Vi er ikke på forhånd udvalgt til at lide den ene eller den anden skæbne. Vi har ikke gjort os fortjent til hverken nydelse eller lidelse.

En sådan erkendelse af, at vi er havnet i samme båd, er et godt udgangspunkt for humanisme og altruisme. Vi kan indse vores lighed, og ved at spejle os i hinandens eksistens kan vi indse, at alle andre har samme rettigheder og værdi som os selv.

Vi er tvunget til at leve sammen, og vi ved alle, at det kan gøres på gode og på mindre gode måder. Når vi diskuterer etiske og moralske dilemmaer, må vi tage udgangspunkt i noget reelt eksisterende, nemlig de menneskelige følelser og vores fornuft.

Vi må lytte til rationelle argumenter og foretage ægte etiske evalueringer. Vi kan ikke stille os tilfredse med bevidstløs efterlevelse af en fiktiv guddoms eller andre autoriteters befalinger.

Ligeledes kan vi hverken forvente eller vente på, at et sådant væsen indfører retfærdighed på Jorden. Retfærdighed er ligesom ”mening” noget, vi selv må skabe, og ikke noget vi får forærende ”fra oven”. Vi er selv ansvarlige for at indføre retfærdighed – i det omfang vi er i stand til at påvirke verden.

Hvordan ser en ateist på døden?De fleste ateister tror ikke på guder af den årsag, at de tager udgangspunkt i en rationel og videnskabelig tilgang til vor fælles omverden.

Man kan kalde det naturalisme, materialisme, evidentialisme, videnskabelig realisme og meget andet. Hovedsagen er, at man i spørgsmål om, hvad der findes i verden, og hvordan verden er indrettet, kigger i retning af sandsynlighed, evidens og logisk bevisførelse frem for tro. Også i spørgsmålet om døden er det naturligt at anvende denne metodik.

Moderne hjerneforskning fortæller os, at sindet (vores bevidsthed) i bund og grund er elektrokemiske processer i vores hjerne og nervesystem.

Vi kan teste disse processer på alverdens måder og påvirke tankeprocesser, blandt andet via medicin, euforiserende stoffer, elektroniske impulser og anden fysisk påvirkning.

Når kroppen ophører med at understøtte hjernens funktioner, så slukkes bevidstheden. En konsekvens vi naturligt må drage af biologi, evolutionslære og hjerneforskning er, at der i fysiologisk forstand ingen forskel er på en rottes, en hvals og et menneskes død.

Vi er dyr – og selvom vores (bevidstheds)liv er meget forskelligt, så dør vi nøjagtigt som andre dyr.

Herhjemme opererer vi inden for jura og lægevidenskab med hjernedødskriteriet. Vi har erkendt, at hjernens død er ensbetydende med individets død.

Vi anser det for usandsynligt, at vedkommende kan være ved bevidsthed uden tilstrækkelig fysisk aktivitet i hjernen. Fordi ingen af os levende har prøvet at dø, mener mange mennesker, at vi ikke kan vide noget som helst om døden, og at der derfor er god grund til at holde muligheden for et ”efterliv” i en form for himmel eller helvede åben.

For det første kan vi sagtens have indsigt i, hvad en given hændelse bevirker, selvom vi ikke har prøvet den på egen krop. For det andet er der med en sådan naiv argumentation åbnet for muligheden for, at en hvilken som helst hændelse kan indtræffe efter døden. Kun fantasien sætter grænser, når vi ikke skal underbygge vores tomme og forfængelige håb med beviser.

Andre henviser til nærdødsoplevelser, som de mener understøtter forestillingen om liv efter døden. De støtter sig krampagtigt til livagtige hallucinationer fra hårdt belastede nervesystemer.

De nægter at indse, at vi ikke er anderledes end andre dyr på dødens territorium. En bevidsthed er lige så lidt eksisterende, efter at døden er indtruffet, som den var, før den blev vakt til live her på Jorden.

Der eksisterer med største sandsynlighed ikke noget ”efterliv”´– ingen skærsild, intet Paradis, intet Valhalla og intet Helvede. Vi har aldrig fået forelagt en overbevisende god grund til at tro på disse ting. Ligeledes er der aldrig blevet forelagt os nogen god grund til at tro på en ”sjæl” eller ”ånd” i overnaturlig og spøgelsesagtig forstand. Og der er slet ingen grund til at indrette sit liv efter en sådan tro.

Hele konceptet er i en vis forstand værdiforvrængende. Vi har med største sandsynlighed kun dette liv, og selvom det er sørgeligt at erkende og acceptere for alle, der er opdraget til at tro, de skulle leve i evig lykke, så er det samtidig utrolig livsbekræftende.

Det betyder nemlig, at livet må leves og påskønnes her og nu i sin nuværende form og ud fra de givne forudsætninger. Hvis vi vil ændre på noget, så er det op til os selv – og det er NU det gælder!

Jakob Heidelberg
Filosof og IT-specialist
Formand for Ateistisk Selskab

7 comments:

Danny sagde ...

Det er virkelig godt skrevet. Har ikke set andre, beskrive det bedre end dig. Meget kompetente svar.

Jakob H. Heidelberg sagde ...

Tusind tak, det er jeg glad for at du synes :)

Anonym sagde ...

Ateisme i sig selv er ikke afgørende for forståelsen af etik som subjektiv eller objektiv. Der findes ateister, som er etiske objektivister.

Jakob H. Heidelberg sagde ...

Jamen, har jeg da skrevet noget andet? I givet fald hvor?

Anonym sagde ...

"Hvordan finder en ateist en mening med sit liv? Når man først har erkendt og accepteret, at der hverken findes en gudsgiven ”mening,” en absolut objektiv ”mening” eller en forhåndsudfyldt facitliste for, hvordan vi mennesker skal leve livet, så står man med en personlig eksistentiel opgave, som på én gang er en afgrundsdyb byrde og en svimlende frihed."

Ikke alle ateister vil f.eks. påstå at der ikke findes en absolut objektiv "mening", men at der ret faktisk findes en absolut objektiv mening med universet. :-)

Jakob H. Heidelberg sagde ...

Hej igen. Det er vist en misforståelse. Nu indleder jeg med at skrive "Først og fremmest er det væsentligt at forstå, at ateister i princippet kan se helt forskelligt på disse ting. Det eneste, som ateister pr. definition har til fælles, er fraværet af tro på én eller flere guder." Det er den eneste klare definition jeg giver af ordet "ateist" - og ud fra dette kan vi vel siges at være enige?

Man kan uden tvivl tænke sig en person, som ikke tror på guder, men som alligevel tror på en absolut objektiv mening med tilværelsen (og/eller en objektiv etisk sandhed). Jeg har bare aldrig personligt stødt på en sådan person - efter stor og bred berøringsflade med ateister og skeptikere.

Mit svar tager i øvrigt udgangspunkt i min egen tilgang til livet og den citerede sætning skal udelukkende ses som et eksempel på hvordan en ateist (jeg selv - men også samtlige af de ateister jeg kender) ser på spørgsmålet om livets mening.

En årsag til, at ateister typisk ikke er etiske objektivister, er, at vi er nået til et ugudeligt verdensbillede i kraft af en skeptisk tilgang til virkeligheden. Under denne proces falder absolut objektiv mening og etik fra - på samme vis som guder mv. Man løber eksempelvis også ind i problemet, at en sådan objektiv "mening" næppe kan stå alene. Det må være etableret og stadfæstet af nogen eller noget, som er garant for dens betydelighed... Noget umenneskeligt og overnaturligt.

Anonym sagde ...

Okay. :-) Først undskyld, ja, du har ret; du kvalificerede din beskrivelse af ateister til at inkludere etiske objektivister.
De mest kendte er formodentlig Objectivists/Randians fra Ayn Rand's filosofiske system Objectivism.

Daya Earth Blogger Template