14. februar 2011

Er du bange for døden?

Mit svar på et spørgsmål på Ateistisk Selskabs forum der lød: "Jeg er ateist og er ikke bange for døden. Er du?":

Nej, jeg er heller ikke det mindste bange for døden. Jeg frygter en smertefuld død eller en urimelig langstrakt (smertefuld) dødsproces, men selve døden, fraværet af liv, har jeg overhovedet ikke noget problem med.

Mange svimler ved tanken om "intethed", fraværet af bevidsthed. Men ikke jeg. Jeg har siden jeg var teenager accepteret, at (selv)bevidsthed er fysiske processer i hjernevæv og nervesystem, som vil forsvinde igen den dag min krop giver op. Overtroen omkring "sjæle" og "ånder" har jeg intet tilovers overfor. Det er alene et udtryk for barnlig ønsketænkning og løssluppen fantasi.

Det betyder ikke, at jeg ikke gerne ville leve i mere end 60-80 år (eller hvad jeg nu får). Hvis man kunne få et godt helbred (og intellekt) indtil man blev 250 år ville jeg sikkert også gerne være med så langt - det ville være spændende at følge specielt naturvidenskabens landvindinger indenfor neurobiologi, fysik og kosmologi.

Desværre opdrages mange mennesker, også nu om dage, med falske forhåbninger om et evigt liv efter dette. De fødes ind i en overtro, som indirekte fortæller dem, at dette liv, det eneste vi med sikkerhed (og al sandsynlighed) har, ikke er godt nok. Dette liv bliver utilstrækkeligt og urent sammenlignet med det "fantastiske" der kommer efter. Det er det rene vanvid og mangel på forståelse for vores indsigt i neurologi. Dertil er det en værdimæssig forvrængning som jeg finder skadelig. Livets værdi undermineres ligefrem. "Certain Death Enriches Life", plejer jeg at sige.

Nej, jeg er ikke bange for at dø, men jeg vil samtidig gerne leve. Jeg vil gerne opleve. Jeg vil gerne følge mine børns (og deres børns) videre opvækst og udvikling, og jeg vil gerne føle den kærlighed der strømmer mellem min kone og jeg. Ligeledes er der mange venskaber og sociale bånd jeg gerne ville bevare. Der er mange bøger jeg mangler at læse, mange sange jeg mangler at synge, megen indsigt jeg ønsker at opnå, mange oplevelser jeg mangler at suge til mig, mange mål jeg mangler at nå osv.

Så uden at være bange for døden, så er det ikke noget jeg ønsker mig i nærmeste fremtid - og sådan vil jeg nok have det en del år endnu :)

9 comments:

Anonym sagde ...

Hej Jakob, skide go tekst... hvorfor smider du den ikke på en blog på religion.dk? Jeg ville gerne se de religiøses kommentarer...

mvh

Sheik Jacob den første af Qatar

Jakob H. Heidelberg sagde ...

Jeg er over 2 omgange blevet udvist fra religion.dk's forummer. Man brød sig ikke om min brug a ordet "overtro", selvom jeg blot citerede Den Danske Ordbog. I øvrigt ved vi jo godt hvad de vil sige: mennesket kan slet ikke vide noget som helst og vantro hunde som mig skal brænde evigt i Helvede... Afhængigt af hvordan de har fortolket deres åååh-så-hellige skrifter selvfølgelig :)

Mikael sagde ...

Jeg er Gud.
Overmennesket lever.
Han er ikke et dyr.

Mikael sagde ...

Jeg tror ikke på døden. Lige så lidt som jeg tror på en objektiv, personlig gud.

Mikael sagde ...

Jeg har lige så lidt tilovers for troen på sjæle og ånder som tilliden til påstanden om et fysisk univers. Processerne i hjernen er ingen garanti for sand virkelighedsforståelse. Fordi flere observerer det samme fænomen, er det ikke nødvendigvis rigtigt. Værdien heraf er udelukkende af praktisk og social karakter.

Jakob H. Heidelberg sagde ...

Mikael, du bør henvende dig på nærmeste psykiatriske hospital og få undersøgt dit sind.

Mikael sagde ...

Jeg kan godt se risikoen ved denne filosofi. Man skal ikke undervurdere empiriske udsagn. Hvis man imidlertid er forsigtig og fastholder sin praktiske og sociale forståelse, ser jeg ingen fare ved dette eksistentielle kvantespring. Fordelen er, at den kan give en større indsigt i virkeligheden end den, man får ved intersubjektiv erfaring.

Andreas sagde ...

Du har altså intet tilovers for barnlig ønsketænkning og løssluppen fantasi?

Det er jo nok dér, hunden ligger begravet. Det barnliges modsætning, det voksenlige, mangler ikke blot som skældsord, det mangler som ORD! For hvad er det lige, der sker når man bliver voksenlig? Man graviterer fra det ene ekstrem (hengivenhed til indre forestillinger) til det andet (hengivenhed til ydre sanseindtryk) og i helt særlige, VOKSENLIGT grelle tilfælde er man helt lukket for sandsynligheden for (eller håbet for) at mennesket ikke har tilstrækkeligt med sanser til at give det fuldgyldige indtryk af verden.

Jakob H. Heidelberg sagde ...

Nej, Anonyme Andreas, jeg har intet tilovers for barnlig ønsketænkning og løssluppen fantasi, hvis det vel at mærke forsøges anvendt til at afgøre hvad der findes i virkeligheden. Er det virkelig så mærkeligt? Du er måske vant til bare at bruge din fantasi og afgøre hvilke mystiske væsener der lever i skov og have?

Skal vi ikke bare sige, at hvis du opdager en ny menneskelig sans, så publicerer du det i diverse videnskabelige tidsskrifter og bliver berømt og anerkendt for din indsigt? Jeg skal også nok klappe - på en barnlig måde hvis det passer dig bedst ;-)

Daya Earth Blogger Template