Ateister om det ondes problem

I bund og grund synes jeg at ateisten klarer det meget godt i betragtning af, at han ikke var forberedt på spørgsmålet omkring at fortælle en lille pige på 10 år sandheden (jeg antager det er en dødelig sygdom). Man kan se han har et dilemma mellem at fortælle den skinbarlige sandhed om sygdommens (og livets) realiteter og at give pigen håb. Måske har han ikke selv børn.

Ateismen giver ikke noget håb i sig selv. Håb kan dog komme og gives i andre former end gudetro. Livet er i sidste ende ubarmhjertigt og universet "er" bare - på det vi mennesker kalder "godt" og "ondt". Man har så 2 valg i denne situation, i betragtning af at det er et barn vi har med at gøre.

1. At fortælle sandheden om sandsynligheden for barnets snarlige død (og dødens drømmeløse søvn)
2. At undlade at fortælle sandheden og bringe barnet trøst, beroligelse og håb ifht. sygdommens karakter og prognose.

Jeg ville personligt vælge det sidste. Det er for mig det mest moralske man kan gøre i den situation - at yde det man kunne kalde "psykisk førstehjælp" (som man opererer med indenfor førstehjælp). Det kan forbedre barnets sidste tid hvis man beroliger og trøster mv. ("det skal nok gå, du er en stærk pige", "når det her er slut tager vi i Tivoli" osv.) En afsløring af at barnets sygdom vil resultere i død vil højst sandsynligt forværre situationen. Den sidste tid bliver mere fredfyldt - jeg vil dog stadig håbe, at jeg aldrig selv kommer i den situation med mine egne børn.

Hvad angår selve døden vil et 10-årigt barn allerede være klar over hvad dens konsekvenser er. Det vil man have snakket om mange gange, omend barnet kan have sin egen tro på hvad der vil ske (simpelthen fordi det er svært at forstå at ens sind skal dø). Dødens implikationer er der ingen grund til at revurdere og uddybe i ovenstående situation.

Undvielse af sandheden om sygdommens sandsynlige udfald (den hvide løgn), vil jeg ikke benytte mig af når jeg vurderer, at det enkelte barn (individ) er klar til at høre sandheden, f.eks. når barnet er blevet myndigt (men det vil afhænge af den enkelte psyke).

An Atheist Explains Suffering:

.