Tro, håb og kærlighed

Tro nu ikke at jeg ikke vil tro - glem ikke det faktum, at jeg ligesom alle andre ønsker et holdepunkt til at berolige mit fortabte og evigt søgende sind. Et gudsforhold som betrygger og mildner livets slag og tidens sår - et trosgrundlag som forklarer og eviggør vor eksistens. Jeg vil det af hele mit hjerte og al mit væsen - men måske vil det ikke mig?

Jeg har kone, børn og familie som jeg meget gerne vil tilbringe Evigheden med - og jo, jeg nyder livet og ønsker at opleve så meget som muligt. Jeg frygter dog ikke døden, selv om jeg ser det som et endeligt punktum for mit sind - et sort ikke-væren - det jeg hader ved døden er, at den tager mig væk fra mine nærmeste så jeg ikke kan følge og støtte dem som jeg ellers ville kunne. Jeg hader det faktum, at jeg ikke vil kunne udtrykke min kærlighed overfor min kone og mine børn som jeg ville kunne i levende live - at jeg ikke vil kunne hjælpe mine børn og dæmpe livets uundgåelige slag mod deres kroppe og sind.

Tanken om et Paradis - et efterliv - er da herlig og kærkommen, men når man nu ikke kan tro det og ikke kan finde beviset, så er den svær at sluge for en tvivler som jeg... På trods af min sult. Vi ved hvad vi har, men det der skal komme eksisterer der ikke førstehåndsviden om - det der ligger efter kan ingen udtale sig om med sikkerhed (og hvis de gør bør man nok udvise en særdeles skeptisk holdning). Men man har jo lov til at håbe - lad os ikke lade dette altoverskyggende håb tvinge os ind i blind tro.

Jeg ville da gerne love mine børn at når vi skilles en dag - helst lang tid fra nu - så mødes vi igen et andet sted. Jeg ville med al min sjæl gøre mit til at et sådant løfte var reelt, ærligt og oprigtigt - men det bliver det ikke når man mangler evnen til at tro... Blindt.

Jeg har svært ved at lægge Bibelen til grund for noget som helst - andet end andres fejlslagne søgen efter noget større end dem selv. Disse mennesker som skrev den bog (eller hvor mange der nu er) gjorde et stort stykke arbejde, men kendte hverken Gud eller Jesus - eller nogen anden af de personligheder de beskrev. De var forblændede af tanken om noget større - ligesom det er almindeligt i dag (på trods af at vi selv synes vi er så fornuftige og veludviklede). De valgte at tro noget de havde hørt og forkynde det for eftertiden. Bibelen er ikke et bevis og ingen kilde til sandhed - men et resultat af den søgen efter det der ligger ud over det forklarlige som ligger og ulmer inde i alle eksistentielt tænkende mennesker.

En alt overlegen Gud ville jo aldrig lægge sin tillid i menneskers evne til at skrive en bog om Ham, alene i læse processen kan der opstå for mange tolkningsproblemer - og her taler jeg end ikke om oversættelsesproblemerne vi har (nu er menneskeracen jo heller ikke ligefrem kendt for at være ufejlbare). En så mægtig guddom, ville vel nok lade tvivlen sove og komme direkte til Hin Enkelte? Ingen kan overbevise mig om noget så stort foruden det store selv.

Hvis Han/Hun (eller "de" hvis der nu skulle være flere guder) virkelig ville have menneskeracen til at tro ham, mon så ikke Han (som omnipotent Gud) ville kunne lykkes med den mission? Hvis Han virkelig ville plante uomtvistelige beviser, mon så ikke alle mennesker ville kunne verificere og acceptere disse? Min pointe er bare, at når disse beviser ikke er der, så er der flere muligheder:
1) Han/Hun eksisterer ikke og har aldrig gjort det
2) Han/Hun eksisterede, men er nu væk/død
3) Han/Hun eksisterer, men vil ikke have vi skal vide med sikkerhed at han er der

Lige nu og her vil jeg kun fremhæve den sidste foreslåede mulighed, hvis man nu render og tror på en sådan gud, uden et eneste bevis, synes han så det er positivt eller...?

Nå, men jeg skal nok tale lidt om guder (og deres væsen) en anden gang... Her ville jeg blot understrege at jeg bestemt gerne ville tilslutte mig skaren af troende, i et af de fantastisk mange trossamfund verden over, hvis blot jeg kunne overbevises om deres ret.