Den personlige gud

Hvis Sokrates berømte ord "alt hvad jeg ved er, at jeg intet ved" ikke har gjort et indtryk på dig - så lad være med at læse mere her, du besidder højst sandsynlig ikke evnen til at tvivle (eller indrømme tvivlens tilstedeværelse i dig selv - overfor dig selv). Opdragelse, indoktrinering, "uddannelse" og andre kulturelle metoder til hjernevask :) har desværre en evne til at fjerne menneskers "evne til tvivl og skeptiske synsvinkler" over tid - egenskaber som der ellers bør hyldes og værnes om.

De fleste troende har en forestilling om deres gud eller guders personlighed - de har en personlig gud med karakteregenskaber som os mennesker. Den slags gudeforestillinger er efter min mening det rene tankespind så snart den troende erklærer, at vedkommende kender sin gud, dennes hensigter og etiske/moralske univers. Hvordan bliver man så sikker?

Springet fra at man undres over
a) hvordan verden blev skabt ud af "Intetheden" og
b) hvad der er udenfor vores univers (som jo udvider sig som de kloge siger) og
c) hvad der sker efter vores jordiske liv er slut
til at man tror på en guddommelig omnipotent magt kan jeg sådan set godt følge i tanken, men efter min mening er man ude i fejlslutninger så snart man begynder at gøre sig forestillinger om gudens sind, tanker, intentioner, skikkelse m.v. - herunder gudens hensigt med at skabe verden, dens galakser, sole, stjerner, jorden, naturfænomener, dyr (herunder os mennesker) m.v.

Hvis man ikke har undret sig over punkt a, b og c er man formentlig tidligt præget [1] eller meget lidt skeptisk ifht. sin (om)verden [2] - hvilket efter min beskedne mening er et gevaldigt karakterbrist. Hvis man ikke har haft den udsøgte fornøjelse af at føle sig "håbløst uvidende" og ydmyg overfor den verden vi befinder os i - så er der virkelige noget man er gået glip af! Og tro mig nu - jeg ville gerne TRO [3] - men jeg kan simpelthen ikke om end jeg har forsøgt hele mit liv (jeg kan forsikre dig for, at det ikke er af "ond vilje"). Ligesom nogle mangler evnen til at tvivle, mangler jeg ganske enkelt evnen til (blindt?) at tro [4].

Om en gud - eller flere guder - er kærlig, god, ond eller ligeglad kan i bund og grund ikke erkendes eftersom de fleste af os (nogenlunde afbalancerede mennesker) når alt kommer til alt ikke kender denne gud - eller disse guder. En almægtig og omnipotent gud - som er "ond" efter vores begreber - kunne med sine evner jo sagtens skjule sin ondskab overfor et fejlbarligt og begrænset menneske, tja intet er sikkert så snart man forstår hvor almægtig en eventuel gud må være. Ligeså kunne en "god" gud skjule sine hensigter med største lethed - husk på vi taler om almægtige GUDER... Ikke bare et eller andet "forstørret" menneske.

Jeg mener det er en underkendelse af gudens/gudernes væsen at betragte dem med menneskelige egenskaber og ud fra menneskelige etiske og moralske begreber. En gud er hævet over vores begrebsverden - og erkendelse [5] - en skaber må være mere og større end sit værk.

Gudens intentioner er skjulte og uigennemskuelige, når dette eller hint sker kan man ikke tilskrive guden en bagvedliggende mening alla "alt er for det gode", dette ved vi jo ikke noget om. I bund og grund er jeg tilhænger af sætningen "Guds veje er uransagelige" - det skal dog bruges om samtlige hændelser i ens liv, både de gode oplevelser og de minde gode. Gud er ikke nødvendigvis "ond" når han sender en tsunami mod sine undersåtter, han er tilsvarende ikke nødvendigvis "god" når han sender dig et velskabt barn eller lader dine lottotal trække... Vi kender ikke gudernes veje, de kan ikke ransages, forklares eller erkendes.

Det moralske ansvar må vi tage på egen skuldre - vi må hver i sær kæmpe for "godt" og "ondt" og konstant tage stilling til vores omverden og påtage os det ansvar vi står med (nemlig VERDEN). Ingen gud kan gøres ansvarlig med mening - vi er her i dette nu - vi har magten og mulighederne for at skabe det der er blevet os givet (om det så af givet af den ene eller den anden gud, kraft eller proces).

Spørgsmålet om der er een eller flere guder kan heller ikke afklares, eller nærmere 'bevises', ud fra den viden vi besidder. Det eneste de adskiller monoteisme fra polyteisme er eksistensen af nogle old gamle skrifter... En bibel, koran, kanon, lærebog eller anden skrift udformet af fejlbarlige mennesker - hvis du spørger mig er det ikke "den rene vej til guddommelig erkendelse", det ville gudens direkte kommunikation til Den Enkelte (eller alle i flok)derimod være - og selv om jeg har både lyttet og kaldt er jeg endnu ikke blevet "ringet op" af nogen gud. De der påstår de har mødt gud kan jo være heldige (og føle sig unikke), men at prædike deres personlige gudsoplevelse til andre er meningsløs - de selv blev jo også først endeligt overbevist ved gudens tilsynekomst for dem selv (ellers ville det vel ikke fokusere så meget på det i deres prædiken) - hvorfor skulle vi andre nøjes med mindre???

Hvis man endelig skal tilføre guden personlighed - så er der et par ting som ikke giver mening for mig... Ville en guddommelig magt skabe mennesker for at modtage bøn og offergaver? Er det ikke sådan en slags selv-tilfredsstillelse hvis det skulle være tilfældet? Ligeledes finder jeg trosærklæringen besynderlig - hvad er gudens/gudernes interesse egentlig i at menneskeheden bekræfter at de tror på ham/dem, hvorfor skulle en gud kræve af et menneske at det tror ham, når ingen uigenkaldelige beviser er lagt - og hvis du nu siger "jamen, biblen er der jo" så fortæl mig lige hvorfor vi skal tro en række usammenhængende eventyr og lignelser skrevet og indsamlet af vores forfædre. Og fortæl mig også hvorfor man for lidt over 2000 år siden efter sigende fik førstehåndsviden når vi i dag må nøjes med overleverede fortællinger... Og hvorfor skulle en gud ved sine fulde fem skabe mennesker på en jord - og lade os opfatte livet som en slags udvælgelsesprocedure til et evigt "Paradis"? Hvis du her blander Satan ind i billedet som en modsvarende magt, så er gud ikke længere omnipotent, men begrænset i et vist omfang... Der er så mange ubekendte, så megen uvished.

Kirker, templer, moskeer, forsamlingshuse og hvad ved jeg - alle disse hellige institutioner oprettes af mennesker - og missionærer :) - som vil forkynde en sandhed som de hver i sær mener de besidder... Der er så mange retningslinier indenfor tro - at man kun kan bekræfte dem i at de kun tror og ikke ved. De nærmest gendriver sig selv og hinanden i deres indædte råben og prædiken "jeg kender sandheden" og "kun her finder du frelse" - sælgere, det er hvad de er, men har de i bund og grund en vare at tilbyde? Et menneske siger et, mens et andet siger noget andet, et tredje noget tredje osv. - hvem skal man tro? Ham der råber højest, ham der truer dig på livet, ham der beder for din velsignelse, eller... Ingen..?

Hvorfor alt det ståhej for at hylde noget man tror eksisterer - og hvorfor er gudens egen verden (den skabte natur) ikke prægtig nok til at hylde guden selv? Skal der bringesoffergaver, skulpturer og bønner, samt udføres finurlige ritualer (mænd i kjoler med fjollede kraver, underlige hovedbeklædninger osv.) før vores skaber(e) er tilfreds(e)? Jeg kan slet ikke forestille mig en sådan gud - det er meget svært for mig at tro sådanne udskejelser kan behage en almægtig fader og/eller moder. Der er så mange spørgsmål - men jeg tror jeg vil lade det ligge der for nu, tja for altid, tak for denne gang :)


[1] Man kunne vel sige hjernevasket, indoktrineret, belært, opdraget m.v. alt efter ens temperament...
[2] For ikke at bruge negativt ladede udtryk som 'naiv' eller 'uintelligent'
[3] Trosbegrebet er her anvendt ifbm. et gudsforhold
[4] Tja, nogle troende indrømmer blankt at deres tro er blind - et spring på "de 70.000 Favne Vand" som Kierkegaard omtaler sin Objektive Uvished - han kalder oveni købet troen en risiko. Respekt for det.
[5] Læs evt. lidt om Agnosticisme.