Hvordan kan vi finde frem til hvad der er rationelle grundantagelser, aksiomer som vi a priori må antage er sande (tro på), uden at have direkte bevis for deres sandhed, således at vi med størst mulig sikkerhed kan sige, at vi begynder vores erkendelser fra et så solidt, sundt og bæredygtigt grundlag, som overhovedet muligt?
Jeg forestiller mig ofte en dialog mellem to (eller flere) mennesker, som i fællesskab skal prøve at finde ud af hvad der findes i verden, altså hvad vi reelt kan sige eksisterer og hvordan det eksisterende fungerer. Det er en dialog mellem mennesker, der med de bedste intentioner og i al oprigtighed ønsker, at opnå en virkelighedsopfattelse, som svarer mest muligt til den faktiske virkelighed eller “sandheden”, uden unødvendige fordomme og forudgående holdninger. Lad os kalde det et fælles ontologisk projekt af inter-subjektiv karakter, under overholdelse af en sociale etik for erkendelse,
Inden deres undersøgelse af verden kan komme rigtig i gang, så skal der findes et absolut minimum af grundantagelser, et fælles udgangspunkt, en række grundlæggende “aksiomer”, et antal laveste fællesnævnere for (pre)accepteret “virkelighed”, en uundgåelig me
Oftest er der tale om uudtalte antagelser, usagte forudsætninger, som man altså bør afdække og få frem i lyset allerede i fase 1. Med andre ord handler det om at finde frem til hvad vi hver i sær underforstår i vores dialog, som ikke kan bevises med almindelige midler (så som empiri og logik).
I denne indledende dialog, der afspiller sig ligesom en klassisk dialog af Platon for mit indre lærred, må enhver protestere efterhånden som grundantagelserne hober sig op én for én. Hvis man med mening, dvs. uden at komme ud i selvmodsigelser eller absurditeter, kan afskrive en grundantagelse, så bør denne forkastes og efterlades til efterfølgende granskning. Det me
Af samme årsag bør dette fundament være så “let” som overhovedet muligt, dvs. uden unødige “tomme” postulater, “blind” tro og letkøbte antagelser. Vi bør begrænse vores fælles ontologiske projekt til et absolut minimum, til det absolut nødvendige og tvingende, idet vi i denne “indledende” afklaringsfase er særdeles sårbare overfor “forurening” af vores tanker om – og vort forhold til – virkeligheden. En sådan forurening vil have direkte indflydelse på resultaterne af de følgende undersøgelser, som således med stor sandsynlighed vil blive skæve og forvrængede. Vi må således tilstræbe, at afdække de væsentligste og rent tilstrækkelige “laveste fællesnævnere”, et mindste niveau af nødvendige grundantagelser, i både antal og omfang, hvilket i bund og grund er en hævdelse af princippet fra Occham’s Razor.
De grundlæggende antagelser er basale antagelser, som man ikke bør kunne fornægte uden at gøre sig skyldig i såkaldt “forudsætningsglemsel” (selvmodsigelse og absurditet, jf. den store danske filosof David Favrholdt*). Jeg vil, mest for eksemplets skyld, liste nogle af de grundantagelser, som man nok må forvente at skulle inkludere i fundamentet, med et par tilknyttede kommentarer:
1. Der er oplevelse og erfaring (erfaringsfaktum)
Grundantagelse om, at man eksisterer. Vi kan henlede tankerne på Descartes “cogito ergo sum”-argument, men set i mere i moderne perspektiv, som “der er oplevelse og/eller erfaring”. Vi behøver således ikke have en grundantagelse der inkluderer et egentligt “jeg”.
Afvisning af denne grundantagelse fører til absurditet (som kan være reel nok, men umulig at acceptere for mennesker). Det er en forudsætning for interaktion med verden og (meningsfuld) kommunikation med andre, herunder de der indgår i den indledende dialog.
2. Omverdenen findes – uafhængigt af oplevelserne (rum)
Grundantagelse om at det er meningsfuldt at agere i og interagere med rummet (ignorering eller accept af omverdensproblemet, som vist ingen reelt har løst endnu). Herunder at ens sanseerfaringer kan tilskrives en vis umiddelbar gyldighed, dog uden at vi nødvendigvis stoler blindt på disse, men de antages tilstrækkelige til at kunne indlede en følgende undersøgelse af verden (fase 2).
Ved afvisning glemmer eller ignorerer man sin opdragelse og indlæring fra fødslen, ens baggrund og kropslighed, som er vigtig for erkendelse (jf. David Favrholdt*), sansning og handlen (herunder enhver hidtidig interaktion). Kropsligheden er hvad vi af praktiske årsager kan referere til som “jeg” eller “mig”.
Afvisning af denne grundantagelse fører til solipsisme (som kan være reel nok, men i dyb modstrid med vores umiddelbare indtryk/erfaringer). Ligeledes er det en forudsætning for interaktion med verden og (meningsfuld) kommunikation og interaktion med andre, herunder de der indgår i den indledende dialog. Man underkender dertil implicit dialogpartnernes fysiske eksistens – en gestus som næppe modtages positivt.
3. Andre bevidstheder findes (symmetriprincip)
Grundantagelse om, at der omkring “mig” findes bevidstheder som “mig”, sandsynligvis med nogenlunde tilsvarende kognitive evner og oplevelser.
Afvisning af denne grundantagelse fører til solipsisme. Ligeledes er det en forudsætning for (meningsfuld) kommunikation med andre, herunder de der indgår i dialogen. Ved afvisning glemmer eller ignorerer man enhver hidtidig interaktion med sine medmennesker. Man underkender dertil dialogpartnernes eksistens – en gestus som næppe modtages positivt.
4. Kommunikation er mulig
Grundantagelse om, at vi kan kommunikere (overføre og modtage budskaber) med mening (sprog, grammatik, betydning, begreber, mening, symbolik), typisk verbalt og skriftligt.
Afvisning af denne grundantagelse gør dialogen umulig.
5. Vi kan erkende og gøre os erfaringerom verden (kognitive evner)
Grundantagelse om, at det giver mening at gøre sig tanker om verden, samt at vi har kognitiv mulighed for (gradvist) at lære og forstå verden, f.eks genkende mønstre og sammenhænge mellem hændelser. Dette punkt handler i bund og grund om intellektets (fornuftens) integritet og potentiale: vi kan i vidt omfang frit erkende “noget” om verden, men “hvad” vi skal erkende ligger i de efterfølgende (empiriske) undersøgelser af verden, ikke i det indledende ontologiske projekt.
Implicit i denne antagelse ligger det umiddelbart også, a) at vi kan stole på vores hukommelse (integritet og akkumulering af informationer), og b) at vi i tilstrækkelig grad er frie i vores undersøgelse og således ikke er bundet/dertermineret til at acceptere det ene eller andet, i modsat fald ville vi ikke kunne stole på vores fornuft/erkendelse. Man kan sige det sådan, at vi må antage, at vi har kapacitet til rationelt at overveje argumenter og resonere os til den bedste slutning (dette ikke ensbetydende med, at vi hermed samtidig antager, at mennesker har en fri vilje, vi går efter et minimum af antagelser).
Afvisning af denne grundantagelse fører til absurditet (som kan være reel nok, men umulig at acceptere for mennesker). Ligeledes er det en forudsætning for (meningsfuld) kommunikation med andre, herunder de der indgår i dialogen.
6. Vi kan stole på logikken (basal/formel logik)
Grundantagelse om, at vi kan udlede noget af vores erfaringer, samt at der findes basale regler for hvordan vi med mening kan postulere og konkludere noget (argumentation og gyldighed, samt ingen logiske selvmodsigelser).
Afvisning af denne grundantagelse fører til absurditet (som kan være reel nok, men umulig at acceptere for mennesker). Ligeledes er det en forudsætning for interaktion med verden og (meningsfuld) kommunikation med andre, herunder de der indgår i dialogen.
7. Tid findes
Grundantagelse om, at fortid, nutid og fremtid findes, samt at man (og omverdenen) bevæger sig i tiden (gælder altså også sammenhængen mellem tid og rum: at en afstand tilbagelægges på kortere tid desto hurtige man bevæger sig m.v.).
Afvisning af denne grundantagelse fører til absurditet (som kan være reel nok, men umulig at acceptere for mennesker). Ligeledes er det en forudsætning for interaktion med verden og (meningsfuld) kommunikation med andre.
Om selve forhandlingsprocessen
Alle involverede parter skal kunne acceptere alle grundantagelser før fundamentet vedtages. Kan en part ikke det, så bør vedkommende protestere. Herefter må den som fremsætter forslaget om en given grundantagelse argumentere for hvorfor antagelsen er af tvingende nødvendighed (for meningsfuld dialog og fælles forståelse). Vedkommende må med andre ord løfte sin bevisbyrde eller tydeliggøre sit rationale.
Bliver parterne ikke blive enige om en given grundantagelse må man, som under enhver anden forhandling, finde ud af om dialogen kan fortsætte alligevel (f.eks. i det tilfælde, at den pågældende grundantagelse ikke var væsentlig for den part der foreslog den medtaget i fundamentet). Størst mulig enighed må selvfølgelg tilstræbes – der skal altså være en villighed til mutual forståelse hos alle deltagende parter (gensidig respekt og klar forståelse af projektets præmisser).
Alle bevidste og intelligente væsener bør ideelt set deltage i denne fælles dialog – her adresseret det ikke, hvorvidt det er praktisk muligt.
Om forhandlingens resultater og konsekvenser
Forhandlingerne kan altså føre til følgende resultater:
A. Fælles enighed om alle grundantagelser, alle parter er tilfredse (fuld konsensus)
Alle parter fik alle sine forslag til grundantagelser accepteret af modparten/modparterne. Det er således (fuldt ud) muligt at gå videre i en følgende udforskning af virkeligheden med udgangspunkt i de fælles grundlæggende forudsætninger.
B. Fælles enighed om en række grundantagelser, alle parter er tilfredse (delvis konsensus)
Man opnåede enighed om en række (ikke alle) stillede forslag til grundantagelser. Det er således muligt at gå videre i en følgende udforskning af virkeligheden med udgangspunkt i de fælles grundlæggende forudsætninger.
C. Uenighed om væsentlige grundantagelser, en eller flere parter er utilfredse (ingen konsensus)
Man opnåede ikke enighed om alle stillede forslag til (for en af parterne) væsentlige grundantagelser, måske ingen overhovedet. Det er således ikke muligt at gå videre i en følgende udforskning af virkeligheden med udgangspunkt i fælles grundlæggende forudsætninger. Dermed må vores fælles ontologiske projekt opgives og dialogen afbrydes.
Man må nok forvente, at der opstår forskellige grupperinger af folk, som hver især accepterer en given mængde specifikke grundantagelser. Det er væsentligt at bemærke, at der ikke er tale om et demokratisk projekt i den forstand, at flertallet (altså den største gruppe) nødvendigvis har ret. Man har blot dannet og formuleret sine fælles grundantagelser, som eksterne deltagere efterfølgende kan vurdere rationalet af. Folk der ikke var med i den oprindelige dialog har således fuld transparens og nødvendig indsigt for at vurdere – og tilslutte sig eller forkaste – et givent “konsensus-fundament”.
Det er værd at bemærke, at ingen i vor dialog nødvendigvis hævder, at disse grundantagelser er absolut viden, objektive størrelser, absolutte realiteter eller lignende. Blot hævdes det, at de er nødvendige og tvingende for opnåelse af fælles “mening”, i betydningen “sammenhæng” i vores virkelighedsopfattelse og -forståelse. Dialogen er et forsøg på at opnå enighed om vort fundament, en slags sandhedssøgende fundamentalisme, således at vi derefter kan udforske verden og hvad der er i den, samt hvordan den reelt fungerer.
Hvad så derefter? (fase 2)
Når fundamentet er på plads, kan vi bevæge os ud i verden og undersøge hvad den består af og hvordan den fungerer. Traditionelt har vi fundet videnskabelige metodikker egnede til dette formål, hvorfor jeg må foreslå det som et udmærket og rationelt udgangspunkt.
* David Favrholdt: “Filosofisk Codex” og “Erkendelse: Grundlag og gyldighed”
Oprindeligt indlæg 22.10.2009. Opdateret af flere omgange: 23-10-2010, 01-05-2011 og senest 06-11-2025.